Delkonklusion eksempelklausuler
Delkonklusion. Transaktionsomkostningsteorien belyste, at transaktioner ved K03- og Schlüter kontrakten er forbundet med høj frekvens og et behov for aktivspecificitet. Hertil er transaktionerne præget af usikkerhed. Den høje frekvens bevirker hertil, at der er et behov for relationsspecifikke investeringer tilknyttet aktivspecificitet. Usikkerheden synes dog at nedsætte parternes incitament til at foretage disse. Kontrakterne har i denne forbindelse ikke eksplicitte bestemmelser om byrdefulde efterfølgende omstændigheder og håndteringen heraf. Dette skyldes, at det er umuligt for parterne at forudse alle fremtidige omstændigheder, hvilket gør kontrakterne inkomplette. ▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇ blev hertil introduceret for yderligere at adressere problematikken ved inkomplette kontrakter ift. relationsspecifikke investeringer. Parterne har i en kontraktrelation med høj fleksibilitet mindre incitament til at foretage disse ex ante, da parterne forventer en genforhandling af kontrakten ex post. Denne problemstilling blev udledt som værende central, da kontrakterne bygger på et samarbejde, hvor relationsspecifikke investeringer er nødvendige samt indeholder agile tiltag, som leder til fleksibilitet. Dette forhold er problematisk, da dette kan påvirke parternes mulighed for at danne relationsrente selv ved proaktive tiltag. Det blev endvidere påvist, at denne bunder i, at parterne anser kontrakten som deres referencepunkt. I kombination med nævnte problematik angående fleksibilitet, vil et sådant referencepunkt angiveligt lede til, hvad ▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇ definerer som ’shading’. Til at mitigere ’shading’ mener ▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇, at kontrakter skal være mere rigide, hvorfor der blev foretaget en vurdering af rigiditet. Den umiddelbare fordel ved at introducere mere rigiditet blev udledt til at være minimeret straffende adfærd, da parternes forpligtelser og udbytte er fastlagt. På den anden side vil rigiditet antageligt være yderest omkostningsfuldt. Givet den tidligere belyste usikkerhed forbundet med transaktionerne, blev det vurderet, at rigiditet ikke ville en rentabel grundet naturen af, de transaktioner kontrakterne konciperer for samt parternes begrænset rationalitet. På baggrund heraf kunne det konstateres, at fleksibilitet i K03- og Schlüter kontrakten er en nødvendighed, til trods for problematikken fremsat af ▇▇▇▇ og ▇▇▇▇▇. Indledningsvist blev det undersøgt, hvorvidt en hardshipklausul kunne være rentabel og skabe et nyt referencepunkt for parterne. En hardshipklausul alene kan dog ik...
Delkonklusion. Før 1995 var der ingen lovregulering mht. støj, og dette blev i stedet reguleret ved almindelige uskrevne grundsætninger. Efter indførelsen af LL § 79 a kan støj i forhold til lejeloven og almen- lejeloven nu opdeles i væsentlig generende støj, jf. LL § 79 a, stk. 1, nr. 5, samt ALL § 81, stk. 1, nr. 5, og almindelig generende støj, jf. LL § 79 a, stk. 1, nr. 9, samt ALL § 81, stk. 1, nr. 9. Derimod sker samme opdeling ikke i erhvervslejeloven, som blot giver eksempler på, at en overtrædelse af god skik og orden kan være støjende adfærd ved opsigelse, jf. ELL § 61, stk. 2, nr. 3, og stærkt støjende adfærd ved ophævelse, jf. ELL § 69, stk. 1, nr. 7. Grunden til, at bedømmelsen af støj ikke er ens efter lejeloven og almenlejeloven over for er- hvervslejeloven kan skyldes, at der i forbindelse med erhverv vil forekomme situationer, hvor man ikke kan regulere støjniveauet inden for en fast bestemmelse. En fabrik, som forestår en produktion, støjer mere, end hvis der er tale om en butik i midtbyen, og en bestemmelse som LL § 79 a vil således være for ubøjelig til at kunne anvendes på forskellige erhverv. Misligholdelsen indtræder umiddelbart ved overtrædelsen af en ordensforskrift, som er reguleret i lovgivningen. Det antages dog, at udlejer skal give lejer en påmindelse, før han kan iværksæt- te misligholdelsesbeføjelser. Tidligere var det direkte reguleret i lejeloven, men i dag indeholder bestemmelserne om opsigelse og ophævelse udelukkende en henvisning til LL § 79 b, stk. 2. Det formodes hermed, at der stadig skal gives en påmindelse, før udlejer kan opsige eller op- hæve lejemålet. Dette følger desuden af teori og praksis. Det samme må antages at være gæl- dende efter almenlejeloven og erhvervslejeloven. Ud fra denne betragtning indtræder mislighol- delsen derfor først ved lejers tilsidesættelse af udlejers påmindelse. En aftale eller fastsættelse i husordenen om, hvornår misligholdelsen indtræder, vil ikke kunne håndhæves, såfremt misligholdelsen herved indtræder førend efter lovgivningen. Lejer og udlejer har desuden mulighed for at aftale en regulering i forhold til støjniveauet, efter- som der er aftalefrihed i lejeforholdet, hvilket dog ikke gælder lejemål undergivet almenlejelo- ven, idet denne er præceptiv, jf. ALL § 4, stk. 1. Udlejer kan imidlertid ved en husorden ensidigt fastsætte regler om, at der f.eks. ikke må støjes mellem kl. 22.00 og 7.00, jf. LL § 27, stk. 2, ALL § 80, stk. 2, og ELL § 35, stk. 2. Findes der i ejendommen beboerrepræsenta...
Delkonklusion. Det fremgår af nærværende kapitel, at ordregivers mulighed for at foretage kontraktændringer iht. § 14 på ingen måde er underlagt de strenge retningslinjer for ændringer, der følger af udbudsretten. Efter § 14 er det tilladt at foretage ændringer, som i udbudsretlig henseende bliver betegnet som væsentlige. Den eneste begrænsning, der bliver sat efter § 14, i forhold til væsentlige ændringer er, at ændringsarbejdet skal have naturlig sammenhæng med den oprindelige kontraktydelse. Kontrak- tens anvendelsesområde kan således ikke efter § 14 tillades ændret, hvilket er i overensstemmelse med de udbudsretlige regler. § 14’s anvendelsesområde er ikke styret af et krav om, at behovet for ændringsarbejderne skal være opstået pga. uforudsete forhold. Heroverfor følger det af UBD art. 31, stk. 4, litra a) og TBL § 12, stk. 3, nr. 5, at supplerende arbejder kan tildeles direkte til den oprindelige entreprenør uden offent- liggørelse, såfremt behovet for ændringen var uforudset. Da § 14 ej heller er underlagt denne be- 92 ▇▇▇▇, ▇. (2012): 829 93 Betænkning nr. 1246: 87 grænsning, er adgangen for tildelingen af supplerende ydelser større end de lovbestemte udbudsret- lige regler herfor. Udbudsreglerne giver mulighed for, at ordregiver kan foretage ændringer, såfremt muligheden her- for er angivet i udbudsmaterialet. § 14 findes at være en generelt formuleret klausul, der ikke kan leve op til de udbudsretlige krav om gennemsigtighed, da den ikke er tilstrækkeligt specificeret. I udbudsretlig henseende kan § 14 derfor ikke anses som en revisionsklausul, der tillader ændringer i medfør af kontrakt. § 14 finder kun anvendelse i tilfælde af tildeling af mer-eller mindreydelser, hvorfor udskiftning af entreprenør iht. bestemmelsen kun vil blive relevant, såfremt der allerede er ønske om at foretage kvantitative ændringer af kontraktydelsen. Flere ændringer i samme kontrakt kan i udbudsretlig sammenhæng begrunde pligt til fornyet udbud, såfremt ændringerne tilsammen anses væsentlige. Det formodes, at ordregiver på baggrund af § 14, stk. 1 har en aftalebaseret adgang til at løsrive sig fra forpligtelsen om, at den oprindelige entreprenør skal tildeles ændringsarbejderne, såfremt ordre- giver ifalder pligt til at foretage fornyet udbud.
Delkonklusion. Jeg har hermed besvaret den første del af mit forskningsspørgsmål: Hvordan konstrueres arbejdsforholdet mellem den midlertidige kernemedarbejder og organisationen? Med udgangspunkt i den psykologiske kontraktteori kan jeg herfra konkludere, at arbejdsforholdet, mellem den midlertidige kernemedarbejder og organisationen konstrueres af en kombination, af medarbejderens individuelle psykologiske kontraktform, samt forventninger til arbejdsforholdet. Hertil indikerer mine undersøgelser, at den midlertidige kernemedarbejder i BUF enten besidder en transitbaseret-, eller relationel psykologisk kontraktform. Årsagen er, at den midlertidige kernemedarbejder i BUF oplever et højt præstationskrav, forsaget af den høje internalisering i organisationen. Herfra opstår defineringen, mellem disse to psykologiske kontraktformer, ud fra vurdering af medarbejderens tidsperspektiv på ansættelsesperioden. Ud fra oplevelsen af præstationskrav samt tidshorisonten kan det konkluderes, at de midlertidige kernemedarbejdere der oplever et højt præstationskrav kombineret med en kort tidsperiode, besidder en transitbaseret psykologisk kontraktform. Modsat besidder den midlertidige kernemedarbejder, der kombinerer det høje præstationskrav med en lang tidsperiode, en relationel psykologisk kontraktform. I takt med mine undersøgelser kan jeg yderligere konkludere, at den transitbaseret psykologisk kontraktform konstruerer en fællesbetonet forventning hos medarbejderen, om at dennes midlertidige stilling i BUF fungerer, som et springbræt til medarbejderens videre karriere. Denne midlertidige kernemedarbejder benytter dermed sin midlertidige stilling hos BUF, som middel til at komme videre i sit arbejdsliv, hvilket skaber en forventning til, at den nuværende stilling forsyner medarbejderen med kvalifikationer der stiller denne bedre på arbejdsmarkedet. Anderledes ser det ud for den midlertidige kernemedarbejder der besidder en relationel psykologisk kontrakt, da denne medarbejder forventer en mere integreret rolle i organisationen. Årsagen er, at medarbejdere der besidder en relationel psykologisk kontrakt, typisk oplever en højere følelsesmæssige tilknytning til organisationen, og til dennes arbejdsopgaver. Jeg kan endvidere konkludere, at medarbejdere der besidder en relationel psykologisk kontrakt, har flere fællesbetonet forventninger til organisationen. Eks. forventer denne type af medarbejdere at blive mødt med en høj grad af stabilitet og loyalitet, i deres arbejdsrelation. Den høj...
Delkonklusion. Indledningsvist fandt kapitlet at den gode relation var fundamentalt præget af den relationsrente der skabes når der inter partes deles viden og investeres i relationsspecifikke aktiver. I afhandlingens genstandsfelt er der tale om et samarbejde der strækker sig fra det private til det offentlige, hvorfor relationsbegrebet tolkes vertikalt og har både selskabs- og samfundsmæssig betydning. For selskabet er det primære fokus at profitmaksimere, hertil har sundhedssektoren interesse i at mindske de omkostninger der præger den manglende digitalisering af sektoren, herunder forbedring af folkets sundhed og samfundsmæssige besparelser. Det er på baggrund af analysen muligt at konkludere, at den mest optimale løsning for parterne, ville være at fokusere på at mappe de værdier de kan hver især kan bidrage med, og hvordan disse bedst bidrager til omkostningseffektive digitalisering af sundhedssektoren. Efterfølgende behandlede kapitlet det strategiske fit for kontrahenterne gennem en sondring af konventionel og strategisk kontrahering, samt opnåelsen af relationsrente og konkurrencefordele. Det er gennem afsnit 2.3 120 ▇▇▇▇▇▇▇ et al. (2008). s. 1156
Delkonklusion. Den danske sundhedsmodel er defineret ud fra nogle klare roller og kompensationsmodeller, som gør det svært for nye aktører at træde ind i værdikæden. Dette ses både i en større makroøkonomisk dynamik hvor patienten betaler for sine sundhedsydelser via skatter, og derfor ikke forventer at skulle betale for direkte behandling, samtidig med at læger i høj grad er underlagt de digitale løsninger som stilles til rådighed af det offentlige, og ikke har incitament til at investere i innovationsprojekter for at forbedre behandling for patienterne. Det offentlige som er den part der bærer pligten for den offentlige sundhed og behandlingsgaranti og sikkerhed, er ikke altid direkte klædt på til at forstå udfordringerne eller mulighederne der kommer via digitalisering, og vil således ofte have fokus på infrastruktur og omkostningsbesparelser i stedet for forbedret behandling som kan give langsigtede besparelser i forbindelse med at patienters sygdom kontrolleres bedre og færre følgesygdomme opstår. Den digitale innovation indenfor sundhedssektoren kan generelt opdeles i 1) applikationer som er henvendt til at støtte lægen i behandling af patienten i form af beslutningsstøtte, telemedicin eller større datagrupper som kan perspektivere patient information, og 2) applikationer som har til formål at støtte patienten i forståelse af sin sygdom, titrering af medicin og logbog med dette, måling af sygdomsprogression og igen telemedicinsk behandling. Der kan i yderste tilfælde endda tales om forbedret patient experience. I takt med at det offentlige ikke på tilstrækkelig vis løfter opgaven med digitalisering, falder opgaven over på den private sektor, som i nogle tilfælde kan have et stærkt økonomisk incitament til at innovere og stille disse løsninger til rådighed for markedet. Ses først på farmaceutselskaberne, så vil de i nogle tilfælde have en væsentlig økonomisk fordel ved at sørge for at læger er bedre til at udskrive medicin korrekt, selv hvis det ikke altid vil pege på deres medicin, men måske på konkurrentens. På samme måde kan de have et økonomisk incitament til at hjælpe patienterne med at tage medicinen, og mindske risikoen for at behandlingen stopper som følge af bivirkninger, og at patienten rykker over på et konkurrerende medicin. Eftersom der i Danmark ikke gives kompensation for software som, påtager funktionen som medicinsk udstyr eller for den sags skyld mere simple healthcare applikationer, vil det primært være farmaceutselskaberne som kan se en økonomisk...
Delkonklusion. Grundejers hovedydelse i en udbygningsaftale kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller af- holdelse af udgifter til et fysisk infrastrukturanlæg. Ydelsen er dog begrænset af både krav i planlo- vens § 21 b, de forvaltningsretlige grundsætninger, herunder særligt grundsætningen om saglighed i 503 Tophøj Sørensen, Offentlige-private partnerskaber og byomdannelse, i Fast Ejendoms Ret - synsvinkler og syns- punkter, s. 273f., red. af. Lars Ramhøj, 2007 forvaltningen og proportionalitetsprincippet samt retsgrundsætningerne udtrykt ved kommunal- fuldmagten. Grundejers hovedydelse kan alene bestå i bidrag til fysiske, offentligt tilgængelige, tekniske infra- strukturanlæg. Bidraget kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller afholdelse af udgifterne til anlægget. Anlægget må være nødvendigt for at virkeliggøre plangrundlaget. Hvor udbygningsaft- alen indgås med hjemmel i § 21 b, stk. 2, nr. 2 eller 3 må grundejers aktuelle udbygning medføre behovet for det pågældende anlæg. Der må derfor bestå en nær sammenhæng mellem anlægget og udbygningen. Hertil må kommunen ikke være forpligtet til (aktuelt) at etablere anlægget. De hensyn kommunen varetager efter planlovens kapitel 5 a må være planlægningsmæssigt begrundede. Kommunens privatøkonomiske interesser kan fx ikke varetages. Hvor udbygningsaftalen indgås efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 eller 3 kan kommunen ved fastlæggelsen af grundejers bidrag, alene varetage hensyn til at sikre behov udløst af grundejers konkrete udbygning. Ifølge norsk om- budsmandspraksis kan det indgå i vurderingen, om anlægget ud fra sin art og placering er egnet til at sikre de behov, der opstår som følge af udbygningen. Af norsk rets- og ombudsmandspraksis ses det dog også, at de lokale sumeffekter kan inddrages i vurderingen af, hvad der er behov for som følge af grundejers udbygning, ligesom det ses, at kommunen har et forvaltningsretligt skøn med hensyn til at vurdere, hvad der er nødvendigt i den konkrete situation. Hvis kommunen i en udbyg- ningsaftale efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 og 3 ønsker at indsætte vilkår om grundejers bidrag der går ud over de tiltag, der er nødvendige som følge af den konkrete udbygning, fx vilkår om en kvalitetsmæssig opgradering der ikke er nødvendig, må kommunen selv bidrage. I norsk retspraksis ses det således, at nødvendighedsvurderingen får mindre betydning, hvor kommunen selv bidrager til anlægget. Norsk retspraksis tyder dermed på, at der består et vidt ”aftaleskøn” når ...
Delkonklusion. 255 På baggrund af styrelsens egen undersøgelse af konferencecentres lejebetaling samt oplysninger fra HORESTA vurderes lejebetalingen for Farum Park at være under markedsniveau i 2000, og dermed har Furesø Kommune tildelt FC Nord- sjælland støtte.
Delkonklusion. I forhold til vores ovenstående analyseafsnit vil vi via nedenstående delkonklusion besvare, og konkludere i forhold til vores forskningsspørgsmål Hvordan kan den eksisterende kultur anvendes som et strategisk redskab til at styrke samskabelsesprocessen? På baggrund af ovenstående analyse kan vi konkludere, at på nuværende tidspunkt bevæger Vesthimmerlands kommune sig hele tiden på det overfladiske niveau, hvor de ikke gør sig tanker om kulturen samt hvorfor “de gør som de gør”. Derfor bliver anvendelsen af den eksi- sterende kultur som strategisk redskab ikke muligt for Vesthimmerlands kommune, idet de har nogle udfordringer i forhold til de forskellige segmenter samt lag i Gullestrups model. Vesthimmerlands kommune har derfor en problematik i forhold til at de er stagneret, og der- ved ikke kan bevæge sig videre i modellen. Vesthimmerlands kommune er derfor nødt til at skabe sig et billede af deres eksisterende kultur, for derved at kunne ændre og tilpasse kultu- ren, så den kan anvendes som et strategisk redskab til at styrke samskabelsesprocesserne fremadrettet. Vi kan ligeledes konkludere, at Vesthimmerlands kommunen skal have opbygget en evalue- ringskulturen ved hjælp af samskabelse med erhvervslivet, da dette kan være medvirkende til at styrke processen. Den eksisterende kultur begrænser derved evalueringskulturen, og hæm- mer derfor midlerne i form af samskabelse, hvilket er medvirkende til at påvirke opfyldelsen af de kort- og langsigtede mål for kommunen.
5. Kapitel. Teori, analyse og delkonklusion om anvendelse af den lærende organisation i Vesthimmerlands kommune
Delkonklusion. Ud fra ovenstående kan det konkluderes, at parter, der har anvendt en standardaftale, AB 92 eller ABT 93, i forbindelse med en entreprisekontrakt, har mulighed for at foretage ændringer af kontrak- ten, jf. § 14. Det er således frit at foretage kontraktændringer, så længe ændringen omhandler arbej- dets art og omfang og har en naturlig sammenhæng med den aftalte ydelse. Entreprenøren har ret og pligt til at udføre ændringen, medmindre der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at byg- herren antager en anden entreprenør. Det er ydermere anført i bestemmelsen, hvorledes ændringerne skal afregnes mellem parterne. 87 ▇▇▇▇▇▇▇, ▇. (2014): 191