Delkonklusion. Grundejers hovedydelse i en udbygningsaftale kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller af- holdelse af udgifter til et fysisk infrastrukturanlæg. Ydelsen er dog begrænset af både krav i planlo- vens § 21 b, de forvaltningsretlige grundsætninger, herunder særligt grundsætningen om saglighed i 503 Tophøj Sørensen, Offentlige-private partnerskaber og byomdannelse, i Fast Ejendoms Ret - synsvinkler og syns- punkter, s. 273f., red. af. Lars Ramhøj, 2007 forvaltningen og proportionalitetsprincippet samt retsgrundsætningerne udtrykt ved kommunal- fuldmagten. Grundejers hovedydelse kan alene bestå i bidrag til fysiske, offentligt tilgængelige, tekniske infra- strukturanlæg. Bidraget kan bestå i enten hel eller delvis udførelse eller afholdelse af udgifterne til anlægget. Anlægget må være nødvendigt for at virkeliggøre plangrundlaget. Hvor udbygningsaft- alen indgås med hjemmel i § 21 b, stk. 2, nr. 2 eller 3 må grundejers aktuelle udbygning medføre behovet for det pågældende anlæg. Der må derfor bestå en nær sammenhæng mellem anlægget og udbygningen. Hertil må kommunen ikke være forpligtet til (aktuelt) at etablere anlægget. De hensyn kommunen varetager efter planlovens kapitel 5 a må være planlægningsmæssigt begrundede. Kommunens privatøkonomiske interesser kan fx ikke varetages. Hvor udbygningsaftalen indgås efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 eller 3 kan kommunen ved fastlæggelsen af grundejers bidrag, alene varetage hensyn til at sikre behov udløst af grundejers konkrete udbygning. Ifølge norsk om- budsmandspraksis kan det indgå i vurderingen, om anlægget ud fra sin art og placering er egnet til at sikre de behov, der opstår som følge af udbygningen. Af norsk rets- og ombudsmandspraksis ses det dog også, at de lokale sumeffekter kan inddrages i vurderingen af, hvad der er behov for som følge af grundejers udbygning, ligesom det ses, at kommunen har et forvaltningsretligt skøn med hensyn til at vurdere, hvad der er nødvendigt i den konkrete situation. Hvis kommunen i en udbyg- ningsaftale efter planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 2 og 3 ønsker at indsætte vilkår om grundejers bidrag der går ud over de tiltag, der er nødvendige som følge af den konkrete udbygning, fx vilkår om en kvalitetsmæssig opgradering der ikke er nødvendig, må kommunen selv bidrage. I norsk retspraksis ses det således, at nødvendighedsvurderingen får mindre betydning, hvor kommunen selv bidrager til anlægget. Norsk retspraksis tyder dermed på, at der består et vidt ”aftaleskøn” når ...
Delkonklusion. Den indledende gennemgang af proceduren ved offentligt udbud, viser at processen med at inkorporere UBL § 137, stk. 1, nr. 5 i udbudsmaterialet, er praktisk mulig for enhver ordregiver. Ud fra ovenstående analyse kan det dog konkluderes, at der foreligger uklarheder forbundet med at anvende UBL § 137, stk. 1, nr. 5 i praksis. Selvom bestemmelsen blev implementeret i national ret med formålet om at klarlægge og uddybe i hvilke tilfælde ordregiver kan udelukke en tilbudsgiver for væsentligt misligholdelse af en tidligere kontrakt, giver bestemmelsen anledning til undren. Anskuer man alene ordlyden af bestemmelsen, skal ordregiver kunne påvise at der er sket væsentlig misligholdelse af en kontrakt i et tidligere forhold, men dykker man ned i bestemmelsens praktiske anvendelighed, viser det sig at det er tvivlsomt, hvornår ordregivere kan anse en tilbudsgiver for at være omfattet af bestemmelsen. Det fremgår ikke tydeligt i hvilke tilfælde ordregiver kan løfte bevisbyrden påvise. Da der er tale om en konkret vurdering, skal ordregiver foretage et skøn af, om denne har dokumentation nok til at bevise, at en tilbudsgiver skal udelukkes. Dokumentationen kan bl.a. ske ved endelig dom, voldgiftskendelse, eller ved egne eller andres erfaringer. Om en ordregiver har dokumentation nok i henhold til oplysningsgrundlaget til at foretage udelukkelse, er op til den enkelte ordregiver at vurdere, og der er hverken i national eller EUD retspraksis fastlagt rammer for hvad og hvor meget, der skal fremlægges, når der er tale om tilfælde, hvor en ordregiver ønsker at basere sig på tidligere ordregiveres eller egne erfaringer, hvilket modarbejder bestemmelsens anvendelighed i praksis. Det er således uklart, hvor bredt beviskravet er for at påvise misligholdelse, og ordregivers vurdering af hvad der er nok dokumentation ift. oplysningsgrundlaget, til at bevise at en tilbudsgiver væsentligt har misligholdt en tidligere offentlig kontrakt, syntes umulig. Bevisbyrden i UBL § 137, stk. 1, nr. 5, er derfor i praksis tung at løfte for ordregiver. Hverken lovgivning, lovbem. eller litteraturen, giver et klart billede af, hvornår ordregiver kan forvente at udelukke berettiget. Den nye retspraksis medvirker til en klarere forståelse af hvad der skal forstås ved væsentlig misligholdelse, hvortil én enkelt betydelig mangel i sig selv kan medføre udelukkelse, dog afhængigt at forholdet mellem foranstaltningen og grovheden af adfærden. Foruden ovenstående kan det konkluderes, at tiltag efter...
Delkonklusion. Som det fremgår af de første fire sager, der er gennemgået, så er der stor enighed om, at hvis en salgsgenstand har en mangel, og denne ikke kan afhjælpes, så kan køberen kræve at der foretages omlevering eller om at hæve købet. Xxxxxx, kan der kræves, at der foretages omlevering med hvad der følger af købsaftalen. Fremgår det af købsaftalen, at det er en fabriksny vare, skal køber ikke finde sig i, at få en ”brugt” vare, i flere henseender. Hvis der derimod kigges på den sidstnævnte afgørelser, så er begrundelsen for afgørelsen komplet modsat, af de førnævnte. En vare bør stadig anses som ny selvom den kortvarigt har været i brug af en anden kunde. Da der i disse afgørelser, er blevet angivet de samme paragraffer, og de samme principper går igen, så kan dette tolkes som, at der er uenighed om hvordan lovgivningen skal fortolkes og hvordan en ny fortrydelsesret skal bruges i praksis. Det kan konkluderes, at der i størstedelen af afgørelserne, bliver lagt vægt på, om der er foretaget omlevering med en genstand, der stemmer overens med købsaftalen; hertil kan det kommenteres at det skal være en ny eller ”identisk” vare, som det bliver formuleret i en af afgørelserne. Det kan dog også konstateres, at der ved en af afgørelser, foreligger en måske utilsigtet vurdering af, om en brugt vare må sælges som en ny. Der lægges vægt på at denne har fremstået som fabriksny, selvom denne tidligere har været brugt. Det finder køberen af genstanden også kun ud af, det en teleudbyder senere konstaterer at der har været brugt flere sim-kort i telefonen. Dato for afgørelse: 07-10-2009 En forbruger køber en fjernsyn, hvilket bliver indsendt til reparation, men da den erhvervsdrivende ikke er i stand til at afhjælpe manglen tilbydes der i stedet ombytning. Den model, som forbrugeren har købt er udgået, så en omlevering af den aftale salgsgenstand er derfor ikke mulig, og der tilbydes derfor en nyere model. Xxxxxxxxxxx ville ikke acceptere ombytningen og vil i stedet ophæve købet. Sagen bliver indbragt for Forbrugerklagenævnet der kommenterer sagen; ingen af parterne bestrider faktum at salgsgenstanden ikke kan repareres, og herved er denne behæftet med en mangel, jf. Købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Når der foreligger en mangel har køberen som udgangspunkt valget mellem afhjælpning, omlevering, afslag i købesummen eller hæve handlen, jf. købelovens § 78, stk. 1. Sælger kan herved afvise køberens krav om ophævelse såfremt sælger tilbyder omlevering eller afhjælpning, jf. købelove...
Delkonklusion. Det kan på baggrund af ovenstående konkluderes at incitamentet for den enkelte ordregiver til at skrive udelukkelsesgrunden ind i deres udbudsbkg., vil øges efter indførelsen af et eksternt organ hos 262 Xxxxxxx, X. & Xxx, X. (2008) A Dictionary of Finance and Banking (4 ed.) Oxford University Press. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til vurdering af tilbudsgivers dokumentation af pålidelighed (self-cleaning). At ordregivere ikke selv skal forestå hele vurderingen af hvorvidt en tilbudsgiver skal udelukkes på baggrund af den frivillige udelukkelsesgrund i UBL § 137, stk. 1, nr. 5, og dermed ikke skal kunne løfte den tunge bevisbyrde påvise selv, må antageligt medføre flere tilfælde hvor udelukkelsesgrunden bliver skrevet ind i udbudsbkg. Dette vil samtidigt føre til flere tilfælde hvor udelukkelsesgrunden bliver bragt i anvendelse, og en tilbudsgiver bliver udelukket som følge af tidligere væsentlig misligholdelse af en offentlig kontrakt. Det blev i den økonomiske analyse konkluderet, at den enkelte ordregiver der foretager et udbud, ikke har et klart incitament til at skrive den frivillige udelukkelsesgrund i UBL § 137, stk. 1, nr. 5, ind i deres udbudsbkg. Det følger hertil, at udelukkelse som strafmekanisme ikke er i den enkelte ordregivers snævre interesse, da den strengt dominerende strategi for hver spiller er ikke anvende, da det giver et større payoff i hvert scenarie, uagtet hvad andre ordregivere gør. Dette fastslås ikke at være samfundsefficient, da udelukkelsesgrunden således ikke bliver anvendt som en strafmekanisme for væsentlig misligholdelse. Bliver incitamentet ved indførelsen af det 2022-lovforslag øget, vil det medføre en optimering af payoff, da alle ordregivere formodentligt vil modtage et højere payoff på lang sigt, ved at benytte strategien anvende i stedet. Ved at anskue matricens payoff fra et Xxxxxx- Xxxxx perspektiv, vil strategien anvende, anvende medføre det højeste samlede payoff, og dermed være samfundsefficient. Det konstateres derfor at indførelsen af et eksternt vurderingsorgan hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen potentielt medfører en højere udnyttelse af udelukkelsesgrunden, og øger den samfundsøkonomiske effektivitet, for derved at opfylde formålet med udbudsloven om effektiv konkurrence og udnyttelse af ressourcer.
Delkonklusion. Den danske sundhedsmodel er defineret ud fra nogle klare roller og kompensationsmodeller, som gør det svært for nye aktører at træde ind i værdikæden. Dette ses både i en større makroøkonomisk dynamik hvor patienten betaler for sine sundhedsydelser via skatter, og derfor ikke forventer at skulle betale for direkte behandling, samtidig med at læger i høj grad er underlagt de digitale løsninger som stilles til rådighed af det offentlige, og ikke har incitament til at investere i innovationsprojekter for at forbedre behandling for patienterne. Det offentlige som er den part der bærer pligten for den offentlige sundhed og behandlingsgaranti og sikkerhed, er ikke altid direkte klædt på til at forstå udfordringerne eller mulighederne der kommer via digitalisering, og vil således ofte have fokus på infrastruktur og omkostningsbesparelser i stedet for forbedret behandling som kan give langsigtede besparelser i forbindelse med at patienters sygdom kontrolleres bedre og færre følgesygdomme opstår. Den digitale innovation indenfor sundhedssektoren kan generelt opdeles i 1) applikationer som er henvendt til at støtte lægen i behandling af patienten i form af beslutningsstøtte, telemedicin eller større datagrupper som kan perspektivere patient information, og 2) applikationer som har til formål at støtte patienten i forståelse af sin sygdom, titrering af medicin og logbog med dette, måling af sygdomsprogression og igen telemedicinsk behandling. Der kan i yderste tilfælde endda tales om forbedret patient experience. I takt med at det offentlige ikke på tilstrækkelig vis løfter opgaven med digitalisering, falder opgaven over på den private sektor, som i nogle tilfælde kan have et stærkt økonomisk incitament til at innovere og stille disse løsninger til rådighed for markedet. Ses først på farmaceutselskaberne, så vil de i nogle tilfælde have en væsentlig økonomisk fordel ved at sørge for at læger er bedre til at udskrive medicin korrekt, selv hvis det ikke altid vil pege på deres medicin, men måske på konkurrentens. På samme måde kan de have et økonomisk incitament til at hjælpe patienterne med at tage medicinen, og mindske risikoen for at behandlingen stopper som følge af bivirkninger, og at patienten rykker over på et konkurrerende medicin. Eftersom der i Danmark ikke gives kompensation for software som, påtager funktionen som medicinsk udstyr eller for den sags skyld mere simple healthcare applikationer, vil det primært være farmaceutselskaberne som kan se en økonomisk...
Delkonklusion. Indledningsvist fandt kapitlet at den gode relation var fundamentalt præget af den relationsrente der skabes når der inter partes deles viden og investeres i relationsspecifikke aktiver. I afhandlingens genstandsfelt er der tale om et samarbejde der strækker sig fra det private til det offentlige, hvorfor relationsbegrebet tolkes vertikalt og har både selskabs- og samfundsmæssig betydning. For selskabet er det primære fokus at profitmaksimere, hertil har sundhedssektoren interesse i at mindske de omkostninger der præger den manglende digitalisering af sektoren, herunder forbedring af folkets sundhed og samfundsmæssige besparelser. Det er på baggrund af analysen muligt at konkludere, at den mest optimale løsning for parterne, ville være at fokusere på at mappe de værdier de kan hver især kan bidrage med, og hvordan disse bedst bidrager til omkostningseffektive digitalisering af sundhedssektoren. Efterfølgende behandlede kapitlet det strategiske fit for kontrahenterne gennem en sondring af konventionel og strategisk kontrahering, samt opnåelsen af relationsrente og konkurrencefordele. Det er gennem afsnit 2.3 120 Xxxxxxx et al. (2008). s. 1156
Delkonklusion. I nærværende del af mine resultater har jeg nu besvaret min sidste del af mit forskningsspørgsmål: Xxxxxxx indflydelse har konstruktionen af arbejdsforholdet for medarbejderens organisatoriske indsats? Herfra kan jeg konkludere, at de midlertidige kernemedarbejdere, der besidder en transitbaseret psykologisk kontrakt oplever, som udgangspunkt at deres forventning, til øget kompetencer bliver indfriet. Jeg kan hermed konkludere, at de midlertidige kernemedarbejdere i BUF, der besidder en transitbaseret psykologisk kontraktform, som udgangspunkt oplever at få opfyldt deres generelle forventning til, at opkvalificerer deres kompetencer. Ved at blive mødt i deres forventninger, oplever medarbejderne endvidere en balanceret arbejdsrelation til BUF. Denne balance bygger på et gensidig opfyldt arbejdsforhold hvor medarbejderen oplever, at dens forventning til organisationen bliver opfyldt, hvilket styrker graden af tillid mellem parterne. Tilliden og den oplevet gensidighed i arbejdsforholdet, har endvidere en positiv effekt for medarbejderens indsats da medarbejderne oplever en ro, og en tilfredshed i deres arbejdsrelation til organisationen. Dermed skabes der balance i parternes bidrag til arbejdsforholdet. Denne oplevelses vare dog ikke ved, hos den midlertidige kernemedarbejder der besidder en transitbaseret psykologisk kontrakt, hvilket mine senere undersøgelser viser. Oplevelsen af ro og tilfredshed synes endvidere ikke at være tilfældet, hos de midlertidige kernemedarbejdere der besidder en relationel psykologisk kontrakt. Her er ansættelsesrelationen langt mere turbulent og præget af frustration, medført af brud på medarbejderens psykologiske kontrakt. Som udgangspunkt er det subjektivt om den midlertidige kernemedarbejder oplever at få indfriet sine forventninger til; inkludering, stabilitet og tillid, samt udvikling og støtte. Det væsentlige er dog, hvordan den midlertidige kernemedarbejder, i nogle tilfælde vælger at fokusere på kollegaer der bliver bedre behandlet end medarbejderen selv. Ved at tildele dette fokus, bliver den midlertidige medarbejder mere opmærksom på den manglende indfrielse af dennes forventninger, hvilket medfører brud og dermed ubalance i medarbejderen relationelle psykologiske kontrakt. Mine undersøgelser viser dog yderligere, at det i disse tilfælde er muligt for organisationen at genoprette denne ubalance, ved at indfri dele af den midlertidige kernemedarbejders forventninger til ansættelsesforholdet. Xxxxxxx er derfor ikke om ...
Delkonklusion. Analysen gennemgår først de krav som softwareselskabet er underlagt gennem den europæiske forordning MDR, herunder definerer hvilke faktorer der er i spil for selskabet for at kunne klassificere deres software som medicinsk udstyr, hertil hvilke omkostninger dette pålægger selskabet. Det er herefter analyseret hvilke komplikationer der er for softwareselskabet i led med kommercialiseringen af innovation i digital sundhed, hertil er der analyseret forskellige kompensationsmodeller i forbindelse med kommercialiseringen af den digitale løsning. Ydermere er det udledt at der foreligger incitament fra det offentlige til at kompensere præparater der overholder visse kriterier og som klassefiseres som lægemidler, hertil sondres der til MDR- forordningen som klassificerer software som medicinsk udstyr ligeligt med lægemidler. Det er ydermere analyseret hvorvidt sundhedssektoren har en økonomisk interesse i at indgå i et samarbejde med det private softwareselskab. Yderligere er det vurderet at en kompensationsmodel hvorved softwareselskabet anvender en offentlig licensmodel eller en patientmæssig kompensationsmodel, at være det mest optimale i forbindelse med at skabe et marked gennem lovgivning, som sikrer at det private kan varetage innovationen. Ved anvendelsen af kompensationsmodeller som analyseret ovenfor, vil der gennem en ændring eller optimering af lovgivningen kunne dannes grundlaget for et marked som ikke endnu eksistere. Disse løsninger synes at være bedst egnet til at danne fundamentet for samarbejdet hvor godet går fra privat til offentligt samtidig med at der skabes langsigtet værdi for softwareselskabet og yderligere værdi for den offentlige sundhedssektor, og patienten. Hvis et samarbejde indledes, vil der dannes et nyt marked for 163 Xxxx, X. H, et al. (2008). s. 137 164 Ibid. s. 137 softwareselskaberne hvilket er skelsættende for industrien. Slutteligt synes de europæiske tiltag der er analyseret fra Tyskland og Holland gennem henholdsvis DiGA og CFI, at være løsning der kunne stræbes efter i den danske model for at digitaliseringen af sundhedssektoren bliver varetaget på en måde hvor samfundets softwareselskaber anvendes til at hjælpe med at danne grundlaget for et nyt marked for software som medicinsk udstyr.
Delkonklusion. Generelt ses det, at udbygningsaftalernes omfang er meget varierende. Mens nogle udførligt regule- rer retsstillingen mellem parterne og tager højde for blandt andet konkurs, erstatning uden for kon- trakt eller forrangsspørgsmål ved konflikt med plangrundlaget, regulerer andre alene parternes ho- vedydelser og i meget få vendinger. Hertil ses en gennemgående tendens til klausuler om, at forhold skal ”aftales løbende”. Dette tyder på, at selve udbygningsaftalen, som den er uploadet på planda- xx.xx, langt fra rummer den fulde aftale. Mange af udbygningsaftalerne indeholder samme klausuler og formuleringer - også på tværs af de forskellige kommuner. Dette efterlader et indtryk af, at de enkelte aftaler er udarbejdet på baggrund af tidligere aftaler eller paradigmer. På denne baggrund er det heller ikke overraskende, at flere af aftalernes klausuler synes malplacerede i den konkrete afta- le. Fx 11175320,327 hvor der henvises til en garanti der ikke er krævet efter aftalen, 10252253328 hvor det fremgår, at detailprojekt udarbejdet af kommunen også skal godkendes af kommunen eller 9691629, hvor det på den ene side fremgår af aftalens pkt. 2.6 at udbygningsaftalen går forud for lokalplanen, men af pkt. 7.3 at lokalplanen går forud for udbygningsaftalen. 323 Fx 10252253 (pkt. 13.2). Se også 9704187 (pkt 12.2) samt 10694725 (pkt. 11.2). 324 Fx 9679562 (pkt. 7.3). 9691629 efterlader dog tvivl om forrangsspørgsmålet eftersom det på den ene side fremgår af aftalens pkt. 2.6 at udbygningsaftalen går forud for lokalplanen, men af pkt. 7.3 at lokalplanen går forud for udbygning- saftalen. 325 Fx 9675254 (pkt. 13.1 in fine). 326 Fx 11175320 (pkt. 14.1) og 10814693 (pkt. 8.1). 327 11175320 (pkt. 7.1 smh. 8.3). 328 10252253 (pkt. 2.1, iv). Generelt kan det sammenfattes, at udbygningsaftaler typisk indeholder eller regulerer følgende for- hold: • En beskrivelse af aftalens parter, • En kortfattet beskrivelse af baggrunden for aftalen, herunder kommunens og grundejers mo- tiv for at indgå aftalen, • En henvisning til det udarbejdede lokalplanforslag eller klausul om, at kommunen udarbej- der lokalplanforslag og evt. kommuneplantillæg, • En beskrivelse af de pågældende anlæg - ofte med en vedlagt teknisk beskrivelse og illustra- tioner, • Et budgetoverslag, eventuelt vedlagt som bilag, herunder beskrivelse af grundejer(ne)s bi- drag hhv. kommunens bidrag, • En nærmere beskrivelse af grundejers forpligtelser efter aftalen, enten ved en klausul om be- taling af et bidrag til ...
Delkonklusion. De relevante danske regler for udvisning af kriminelle udlændinge og udlændinge, som er til fare for statens sikkerhed, fremgår først og fremmest af Udl. §§ 22-25, hvoraf regler for administrativ- og udvisning ved dom er reguleret, samt hvornår en udlænding kan udvises og hvilke kriterier der lægges vægt på ved en udvisningsdom. Derudover regulerer Udl.’s kapitel 6, reglerne for opholdstilladelse, udvisninger og afvisninger. Af Udl. § 31 fremgår et forbud mod at udsende udlændinge af Danmark, som kan være i risiko for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, da en udvisning skal være i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Angående diplomatiske garantier anses det som et redskab, for de situationer hvor en stat ønsker at udvise en person, som er til fare for statens sikkerhed på grund af begået kriminalitet eller mistanke for terror, men hvor staten ikke kan udvise vedkommende til hjemlandet eller et andet land, fordi der er vægtige grunde til at antage, at den pågældende der vil have en rimelig risiko for at blive underkastet tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.61 Det kan endelig fastslås at der foreligger en række kriterier, som skal være opfyldt, før at en diplomatisk garanti kan anses for værende gyldig.62 Aftalen skal være præcis, udtrykkelig og detaljeret, der skal være mulighed for monitering og det skal fremgå, hvad konsekvenserne er, såfremt modtagerstaten ikke overholder aftalen.63