Common use of Indledende bemærkninger Clause in Contracts

Indledende bemærkninger. I artiklen TfL 2017.259 Bemærkninger om behandling af EU-støtte, som tilfalder er konkursbo, giver to punkter anledning til en reaktion. Det første vedrører spørgsmålet om driftsregnskabet, og hvorvidt EU-støtten skal dække et eventuelt negativt driftsresultat. Det andet punkt vedrører behandling af EU-støtte i forpagtningstilfælde. Der er enighed om, at der gælder en lang række nærmere definerede betingelser for, at EU-støtten kommer til udbetaling, herunder er der bl.a. krav til, at ansøgeren skal være aktiv landbruger, ansøgeren skal råde over betalingsrettigheder, ansøgeren skal have et støtteberettiget areal hele året, og ansøgeren skal overholde regler om God landbrugs- og Miljømæssig stand (GLM) [Note 1] . Det medfører en række omkostninger for ansøgeren, og i denne relation konkursboet, for at opfylde disse krav. I praksis vil det ofte være panthaverne, der går ind og stiller sikkerhed for driften af landbruget i konkursperioden, og panthaver tilfører likviditet til den fortsatte drift. Dette betyder derfor også, at det ofte vil være panthavernes sikkerhedsstillelse, der gør, at konkursboet rent de facto kan opfylde kravene til at kunne få EU-støtte udbetalt i konkursperioden. Dette er ikke ensbetydende med, at panthaverne er berettiget til at modtage EU-støtten – hverken direkte eller indirekte. Som nævnt i TfL 2017.129 stiller panthaverne sikkerheden for at bevare pantets værdi. Dette er ud fra en samlet vurdering af, at fortsættelse af driften er mere fordelagtig for panthaverne end alternativer som nedlukning eller tvangsauktion over det konkrete landbrug. Panthavernes udgifter til den fortsatte drift afholdes som led i et forsøg på at holde på ejendommens værdi. Ejendommens aktiver kan benyttes af konkursboet, og indtægterne fra ejendommen indgår i driftsregnskabet. Med i indtægterne til driftsregnskabet er ikke EU-støtte. Der er enighed om, at betalingsrettigheder ikke er omfattet af ejendommens pant – og derfor kan den indtægt, der (under opfyldelse af særlige betingelser) knytter sig til betalingsrettighederne, herunder EU-støtten, heller ikke være omfattet af ejendommens pant. Det er kurators opgave at få realiseret indtægter til boet, herunder de indtægter, der følger af betalingsrettigheder. Dette kan ske ved, at betalingsrettigheder udnyttes af boet (ved panthaver) eller af andre (ved bortforpagtning). Det skal ske i respekt for rettighederne for ejendommens panthavere, der typisk tilbydes ret til drift af ejendommen med udnyttelse af betalingsrettighederne mod at betale et eventuelt underskud ved ejendommens drift. Alternativt aftales en bortforpagtning, hvor den rene forpagtningsafgift indgår i panthaverregnskabet, og EU-støtten indgår i boet som et frit aktiv. Der tages således hensyn til ejendommens panthavere, der kan drive ejendommen eller modtage forpagtningsafgift. Såfremt løsningen i TfL 2017.259 følges, hvorefter panthaverne skulle kunne fratrække en underskudsgivende drift i EU-støtten, drives ejendommen ikke for panthavers regning, men for de simple kreditorers regning, indtil EU-støttebeløbet er opbrugt. Det har aldrig været meningen eller formålet med EU-støtten, hvilket der syntes at være enighed om. I dommen TfL 1999.97 Ø er der taget stilling til en lignende situation vedrørende udbetaling af EU-støtte, herunder hvorvidt panthaverne kunne kræve en passende forpagtningsafgift som vederlag for konkursboets benyttelse af den pantsatte ejendom og dermed således, at konkursboet kunne opfylde støttebetingelserne. Her slog landsretten fast, at EU-støtten måtte anses som en indtægt af den på ejendommen drevne landbrugsvirksomhed og ikke en indtægt af selve ejendommen og pantet heri. Derfor havde panthaverne ikke krav på nogen form for godtgørelse for konkursboets brug af ejendommen i den forbindelse. Andre indtægter som eksempelvis mælke- og slagteriafregninger samt salg af afgrøder vil ses som en driftsindtægt, og indgå i driftsregnskabet, og dermed have betydning for pantet og dets værdi i henhold til tinglysningslovens §§ 37 og 38. Disse indtægter kan panthaver derfor oppebære retmæssigt, da de er en direkte følge/frugt af driften.

Indledende bemærkninger. I artiklen TfL 2017.259 Bemærkninger om behandling af EU-støtte, som tilfalder Det er konkursbo, giver to punkter anledning til en reaktion. Det første vedrører spørgsmålet om driftsregnskabet, og hvorvidt EU-støtten skal dække et eventuelt negativt driftsresultat. Det andet punkt vedrører behandling af EU-støtte i forpagtningstilfælde. Der er enighed omEjendomsWatchs opfattelse, at EjendomsWatch ikke har overtrådt de vejledende reg- ler, hvorfor der gælder en lang række nærmere definerede betingelser ikke er grundlag for, at EU-støtten kommer Pressenævnet udtaler kritik. XxxxxxxxXxxxx har til udbetalingopgave at bedrive uafhængig, herunder kritisk og fair erhvervsjournalistik om den danske ejendomsbranche. De omtalte artikler, der sætter fokus på en højest usædvanlig dobbeltrolle i den danske ejendomsbranche samt et byggeprojekt, hvor investorerne, efter in- vestorernes opfattelse, har investeret på falske forudsætninger, er der bl.audtryk for netop dette. krav tilEjendomsWatch har overordnet bemærket, at ansøgeren skal være aktiv landbrugerhverken [Klager 1]s udviklingsselskab, ansøgeren skal råde over betalingsrettigheder[Udvik- lingsselskabet], ansøgeren skal have et støtteberettiget areal hele året, og ansøgeren skal overholde regler om God landbrugs- og Miljømæssig stand (GLM) eller [Note 1Klager 2] . Det medfører en række omkostninger for ansøgeren, og i denne relation konkursboet, for at opfylde disse krav. I praksis vil det ofte være panthaverne, der går ind og stiller sikkerhed for driften af landbruget i konkursperioden, og panthaver tilfører likviditet til den fortsatte drift. Dette betyder derfor også, at det ofte vil være panthavernes sikkerhedsstillelse, der gør, at konkursboet rent de facto kan opfylde kravene til at kunne få EU-støtte udbetalt i konkursperioden. Dette er ikke ensbetydende med, at panthaverne er berettiget til at modtage EU-støtten – hverken direkte eller indirekte. Som nævnt i TfL 2017.129 stiller panthaverne sikkerheden for at bevare pantets værdi. Dette er ud fra en samlet vurdering af, at fortsættelse af driften er mere fordelagtig for panthaverne end alternativer som nedlukning eller tvangsauktion over det konkrete landbrug. Panthavernes udgifter til den fortsatte drift afholdes som led i et forsøg på at holde på ejendommens værdi. Ejendommens aktiver kan benyttes af konkursboet, og indtægterne fra ejendommen indgår i driftsregnskabet. Med i indtægterne til driftsregnskabet er ikke EU-støtte. Der er enighed om, at betalingsrettigheder ikke er omfattet af ejendommens pant – og derfor kan den indtægt, der (under opfyldelse af særlige betingelser) knytter sig til betalingsrettighederne, herunder EU-støtten, heller ikke være omfattet af ejendommens pant. Det er kurators opgave at få realiseret indtægter til boet, herunder de indtægter, der følger af betalingsrettigheder. Dette kan ske ved, at betalingsrettigheder udnyttes af boet (ved panthaver) eller af andre (ved bortforpagtning). Det skal ske i respekt for rettighederne for ejendommens panthavere, der typisk tilbydes ret til drift af ejendommen med udnyttelse af betalingsrettighederne mod at betale et eventuelt underskud ved ejendommens drift. Alternativt aftales en bortforpagtning, hvor den rene forpagtningsafgift indgår i panthaverregnskabet, og EU-støtten indgår i boet som et frit aktiv. Der tages således hensyn til ejendommens panthavere, der kan drive ejendommen eller modtage forpagtningsafgift. Såfremt løsningen i TfL 2017.259 følges, hvorefter panthaverne skulle kunne fratrække en underskudsgivende drift i EU-støtten, drives ejendommen ikke for panthavers regning, men for de simple kreditorers regning, indtil EU-støttebeløbet er opbrugt. Det undervejs har aldrig været meningen eller formålet med EU-støtten, hvilket der syntes at være enighed om. I dommen TfL 1999.97 Ø er der taget stilling til en lignende situation vedrørende udbetaling af EU-støtte, herunder hvorvidt panthaverne kunne kræve en passende forpagtningsafgift som vederlag for konkursboets benyttelse af den pantsatte ejendom og dermed således, at konkursboet kunne opfylde støttebetingelserne. Her slog landsretten fast, at EU-støtten måtte anses som en indtægt af den på ejendommen drevne landbrugsvirksomhed og ikke en indtægt af selve ejendommen og pantet heri. Derfor havde panthaverne ikke krav på påpeget nogen form for godtgørelse faktuelle fejl i artik- lerne. Hovedformålet med artiklerne har været at redegøre for konkursboets brug af ejendommen [Klager 2] og dennes helejede selska- bers handlemåde i den forbindelse. Andre indtægter som eksempelvis mælke- og slagteriafregninger samt forbindelse med salg af afgrøder vil ses nyopførte rækkehuse til nogle selskabsinvestorer. Investorer, der oplever at have erhvervet ejendommene på forkerte forudsætninger, mens [Klager 2] har profiteret af projekterne. Endvidere har XxxxxxxxXxxxx beskæftiget sig med [Klager 2]s dobbeltrolle som højtstående direktør i [Klager 1] og samtidig ejendomsudvikler i privat regi – i begge roller med tætte re- lationer til projektudbyderen [Projektudbyderen]. Artikelserien kommer i forlængelse af blandt andet en driftsindtægtartikel bragt den 23. juni 2022, hvor det nærmere behandles, at [Klager 2] personligt og indgå [Udviklingsselskabet], hvor [Klager 2] er direktør, til samme konkursbo hver indbetalte et betydeligt millionbeløb. EjendomsWatch har særdeles udførligt forelagt en række spørgsmål for henholdsvis [Kom- munikationschefen] og [Klager 2]. [Kommunikationschefen] meddelte ad flere omgange på vegne af klagerne, at ingen af disse ønskede at besvare spørgsmålene, ligesom de i driftsregnskabetøvrigt også meddelte, og dermed have betydning at man ikke ønskede at deltage i et ”kaffe-møde” om sagen, hvor eventuelle uenig- heder om EjendomsWatchs dækning kunne drøftes. EjendomsWatch har således helt overordnet ikke kunne inddrage klagernes bemærkninger, blandt andet til faktum. I det tilfælde, hvor der de facto fra [Kommunikationschefen] kom kommentarer, har Ejen- domsWatch inddraget disse oplysninger i det omfang, det har været relevant for pantet og dets værdi i henhold til tinglysningslovens §§ 37 og 38. Disse indtægter kan panthaver derfor oppebære retmæssigt, da de er en direkte følge/frugt indholdet af driftenartiklerne.

Indledende bemærkninger. I artiklen TfL 2017.259 Bemærkninger Efter vores opfattelse er Patent og Varemærkestyrelsens konkrete vurdering i re- lation til varemærkelovens § 15 stk. 1 nr. 2 af om behandling varemærkerne er forvekslelige forkert. Styrelsen tillægger ikke den omstændighed at indsigeres mærke er fuld- stændig indeholdt i det angrebne mærke sammenholdt med den langvarige brug af mærket, herunder i Danmark samt det faktum, at der er tale om anvendelse for identiske varer, den fornødne betydning i sin helhedsvurdering. Vi mener, at en helhedsvurdering, således som foretaget af den tyske Højesteret i sagen mellem ROOFTOP-logoet og varemærket CABINET MILD, jfr. nedenfor, bør føre til at der anerkendes, at være en risiko for forveksling med den følge at varemærket afvises fra registrering efter § 15 stk. 1 nr. 2. Vi er endvidere uenige med Styrelsen i, at det ikke på baggrund af beviserne, og hvad der i øvrigt er almindelig kendt i relation til det omhandlede varemærke, hvorpå indsigelsen støttes, kan lægges til grund at de/det påberåbte ROOFTOP- logo er velkendt i Danmark. Herudover mener vi, at den fortolkning af varemærkelovens § 15, stk. 3 nr. 1, som foretages i relation til spørgsmålet om retsvirkningerne af at indsigelsen er baseret blandt andet på et velkendt EUvaremærke er forkert. Selvom det således ikke kan anerkendes at EU-varemærket er velkendt i Danmark (hvad vi mener beviserne viser) vil en korrekt retsanvendelse, som følge af EU-støttevaremærkets en- hedskarakter, som tilfalder er konkursbo, giver to punkter anledning føre til en reaktionat VR 2011 02954 ikke anerkendes til endelig registrering og at den nedlagte indsigelse tages til følge. Det første vedrører spørgsmålet om driftsregnskabet, og hvorvidt synes at blive anerkendt at det er dokumenteret at ROOFTOPvaremærket er velkendt i andre EU-støtten skal dække et eventuelt negativt driftsresultat. Det andet punkt vedrører behandling af EU-støtte i forpagtningstilfælde. Der er enighed om, medlemslande og vi mener at der gælder en lang række nærmere definerede betingelser for, at EU-støtten kommer dette utvivlsomt kan lægges til udbetaling, herunder er der bl.a. krav til, at ansøgeren skal være aktiv landbruger, ansøgeren skal råde over betalingsrettigheder, ansøgeren skal have et støtteberettiget areal hele året, og ansøgeren skal overholde regler om God landbrugs- og Miljømæssig stand (GLM) [Note 1] . Det medfører en række omkostninger for ansøgeren, og i denne relation konkursboet, for at opfylde disse krav. I praksis vil det ofte være panthaverne, der går ind og stiller sikkerhed for driften af landbruget i konkursperioden, og panthaver tilfører likviditet til den fortsatte drift. Dette betyder derfor også, at det ofte vil være panthavernes sikkerhedsstillelse, der gør, at konkursboet rent de facto kan opfylde kravene til at kunne få EU-støtte udbetalt i konkursperioden. Dette er ikke ensbetydende med, at panthaverne er berettiget til at modtage EU-støtten – hverken direkte eller indirekte. Som nævnt i TfL 2017.129 stiller panthaverne sikkerheden for at bevare pantets værdi. Dette er ud fra en samlet vurdering af, at fortsættelse af driften er mere fordelagtig for panthaverne end alternativer som nedlukning eller tvangsauktion over det konkrete landbrug. Panthavernes udgifter til den fortsatte drift afholdes som led i et forsøg på at holde på ejendommens værdi. Ejendommens aktiver kan benyttes af konkursboet, og indtægterne fra ejendommen indgår i driftsregnskabet. Med i indtægterne til driftsregnskabet er ikke EU-støtte. Der er enighed om, at betalingsrettigheder ikke er omfattet af ejendommens pant – og derfor kan den indtægt, der (under opfyldelse af særlige betingelser) knytter sig til betalingsrettighederne, herunder EU-støtten, heller ikke være omfattet af ejendommens pantgrund. Det er kurators opgave i den forbindelse notorisk, at få realiseret indtægter brug af indsigers velkendte EU-varemærke vil være en utilbørlig udnyttelse at det velkendte varemærkes særpræg eller re- nommé og retsordenen beskytter gennem varemærkelovens § 15 stk. 3 nr. 1 en indehaver af et velkendt varemærke mod sådan udnyttelse. Efter vores opfattelse har Scandinavian Tobacco Group Assens med fuldt kendskab til boetindsigers vel- kendte varemærke netop valgt et varemærke, herunder de indtægterder, fordi det inkorporerer indsi- gers velkendte varemærke, giver dem en uretmæssig fordel i den relevante om- sætningskreds i Danmark (lukrerer på den goodwill, der følger af betalingsrettigheder. Dette kan ske ved, at betalingsrettigheder udnyttes af boet (ved panthaver) eller af andre (ved bortforpagtninggennem mere end 60 år er oparbejdet i det velkendte varemærke og som indsiger nødvendigvis må vær- ne). Det skal ske i respekt for rettighederne for ejendommens panthavere, der typisk tilbydes ret til drift af ejendommen med udnyttelse af betalingsrettighederne mod at betale et eventuelt underskud ved ejendommens drift. Alternativt aftales en bortforpagtning, hvor den rene forpagtningsafgift indgår i panthaverregnskabet, og EU-støtten indgår i boet som et frit aktiv. Der tages således hensyn til ejendommens panthavere, der kan drive ejendommen eller modtage forpagtningsafgift. Såfremt løsningen i TfL 2017.259 følges, hvorefter panthaverne skulle kunne fratrække en underskudsgivende drift i EU-støtten, drives ejendommen ikke for panthavers regning, men for de simple kreditorers regning, indtil EU-støttebeløbet er opbrugt. Det har aldrig været meningen eller formålet med EU-støtten, hvilket der syntes at være enighed om. I dommen TfL 1999.97 Ø er der taget stilling til en lignende situation vedrørende udbetaling af EU-støtte, herunder hvorvidt panthaverne kunne kræve en passende forpagtningsafgift som vederlag for konkursboets benyttelse af den pantsatte ejendom og dermed således, at konkursboet kunne opfylde støttebetingelserne. Her slog landsretten fast, at EU-støtten måtte anses som en indtægt af den på ejendommen drevne landbrugsvirksomhed og ikke en indtægt af selve ejendommen og pantet heri. Derfor havde panthaverne ikke krav på nogen form for godtgørelse for konkursboets brug af ejendommen i den forbindelse. Andre indtægter som eksempelvis mælke- og slagteriafregninger samt salg af afgrøder vil ses som en driftsindtægt, og indgå i driftsregnskabet, og dermed have betydning for pantet og dets værdi i henhold til tinglysningslovens §§ 37 og 38. Disse indtægter kan panthaver derfor oppebære retmæssigt, da de er en direkte følge/frugt af driften.

Indledende bemærkninger. I artiklen TfL 2017.259 Bemærkninger om behandling Udgangspunktet for den indgåede delingsaftale var som nævnt de aktiver og passiver, der indgik i amtets balance for regnskab 2004. Som led i Århus Amts ordinære opgavevaretagelse har der i 2005 og 2006 foregået almindelig drifts- og anlægsvirksomhed med udgangspunkt i amtets opgaver og i overensstemmelse med amtsrådets beslutninger, herunder drifts- og anlægsbudgetterne for 2005 og 2006. Balancen i regnskabet for 2006 har således i forhold til balancen i 2004 ændret sig med • til - og afgang af EU-støtteaktiver • afskrivninger på materielle anlægsaktiver • ændring af hensættelser til tjenestemandspensioner • forskydninger i finansielle aktiver og passiver, som tilfalder er konkursbo, giver to punkter anledning til en reaktionbl.a. Det første vedrører spørgsmålet om driftsregnskabet, og hvorvidt EU-støtten skal dække et eventuelt negativt driftsresultat. Det andet punkt vedrører behandling i lyset af EU-støtte i forpagtningstilfældede seneste års økonomi- aftaler med regeringen. Der gennemføres derfor en efterregulering af fordelingsaftalen på baggrund af regnskab 2006 og det dertil hørende likvidationsregnskab. Siden regnskab 2006 blev lukket, er enighed omder afviklet kortfristede gældsposter, ligesom kortfristede tilgodehavender er blevet vekslet til indbetalinger. Der har endvidere i 2007 været omkostninger ved kassekreditter og renteindtægter og kursgevinster, der skal indgå i fordelingen. I forbindelse med delingsopgørelsen er der konstateret mindre fejl, der rettes og enkelte tilgodehavender på status har måttet ned- eller afskrives som følge af debitors manglende betalingsevne eller – vilje. Med hensyn til opgavefordeling, lovgrundlag, værdiansættelsesprincipper, rettigheder og pligter samt personale kan der i høj grad henvises til den godkendte fordelingsaftale. Kun væsentlige ændringer eller tilføjelser dertil vil derfor blive nævnt. Den disposition og systematik, der er anvendt i den oprindelige fordelingsaftale, er tilstræbt videreført i efterreguleringsoversigten. Da efterreguleringen er foretaget i Århus Amts regnskabssystem, er der dog nogen forskel i lay-out i forhold til delingsaftalen. Region Midtjylland skal anmode de modtagende myndigheder om at gennemgå det modtagne materiale, herunder sikre, at der gælder en lang række nærmere definerede betingelser for, at EU-støtten kommer til udbetaling, herunder er der bl.a. krav til, at ansøgeren skal være aktiv landbruger, ansøgeren skal råde over betalingsrettigheder, ansøgeren skal have et støtteberettiget areal hele året, myndigheden faktisk har modtaget de aktiver og ansøgeren skal overholde regler om God landbrugs- og Miljømæssig stand (GLM) [Note 1] . Det medfører en række omkostninger for ansøgeren, og i denne relation konkursboet, for at opfylde disse krav. I praksis vil det ofte være panthavernepassiver, der går ind og stiller sikkerhed for driften fremgår dels af landbruget i konkursperiodendelingsaftalen, og panthaver tilfører likviditet til den fortsatte drift. Dette betyder derfor også, at det ofte vil være panthavernes sikkerhedsstillelse, der gør, at konkursboet rent de facto kan opfylde kravene til at kunne få EU-støtte udbetalt i konkursperioden. Dette er ikke ensbetydende med, at panthaverne er berettiget til at modtage EU-støtten – hverken direkte eller indirekte. Som nævnt i TfL 2017.129 stiller panthaverne sikkerheden for at bevare pantets værdi. Dette er ud fra en samlet vurdering af, at fortsættelse dels af driften er mere fordelagtig for panthaverne end alternativer som nedlukning eller tvangsauktion over det konkrete landbrug. Panthavernes udgifter til den fortsatte drift afholdes som led i et forsøg på at holde på ejendommens værdi. Ejendommens aktiver kan benyttes af konkursboet, og indtægterne fra ejendommen indgår i driftsregnskabet. Med i indtægterne til driftsregnskabet er ikke EU-støtte. Der er enighed om, at betalingsrettigheder ikke er omfattet af ejendommens pant – og derfor kan den indtægt, der (under opfyldelse af særlige betingelser) knytter sig til betalingsrettighederne, herunder EU-støtten, heller ikke være omfattet af ejendommens pant. Det er kurators opgave at få realiseret indtægter til boet, herunder de indtægter, der følger af betalingsrettigheder. Dette kan ske ved, at betalingsrettigheder udnyttes af boet (ved panthaver) eller af andre (ved bortforpagtning). Det skal ske i respekt for rettighederne for ejendommens panthavere, der typisk tilbydes ret til drift af ejendommen med udnyttelse af betalingsrettighederne mod at betale et eventuelt underskud ved ejendommens drift. Alternativt aftales en bortforpagtning, hvor den rene forpagtningsafgift indgår i panthaverregnskabet, og EU-støtten indgår i boet som et frit aktiv. Der tages således hensyn til ejendommens panthavere, der kan drive ejendommen eller modtage forpagtningsafgift. Såfremt løsningen i TfL 2017.259 følges, hvorefter panthaverne skulle kunne fratrække en underskudsgivende drift i EU-støtten, drives ejendommen ikke for panthavers regning, men for de simple kreditorers regning, indtil EU-støttebeløbet er opbrugt. Det har aldrig været meningen eller formålet med EU-støtten, hvilket der syntes at være enighed om. I dommen TfL 1999.97 Ø er der taget stilling til en lignende situation vedrørende udbetaling af EU-støtte, herunder hvorvidt panthaverne kunne kræve en passende forpagtningsafgift som vederlag for konkursboets benyttelse af den pantsatte ejendom og dermed således, at konkursboet kunne opfylde støttebetingelserne. Her slog landsretten fast, at EU-støtten måtte anses som en indtægt af den på ejendommen drevne landbrugsvirksomhed og ikke en indtægt af selve ejendommen og pantet heri. Derfor havde panthaverne ikke krav på nogen form for godtgørelse for konkursboets brug af ejendommen i den forbindelse. Andre indtægter som eksempelvis mælke- og slagteriafregninger samt salg af afgrøder vil ses som en driftsindtægt, og indgå i driftsregnskabet, og dermed have betydning for pantet og dets værdi i henhold til tinglysningslovens §§ 37 og 38. Disse indtægter kan panthaver derfor oppebære retmæssigt, da de er en direkte følge/frugt af driftenefterreguleringsmaterialet.

Indledende bemærkninger. I artiklen TfL 2017.259 Bemærkninger om behandling af EU-støtteKlagerne har indledningsvis oplyst, at [Klager 1] (herefter [Klager 1]) er en detailhandelskæde med 363 butikker i Danmark. [Klager 2] er udviklingsdirektør i [Udviklingsselskabet] (heref- ter [Udviklingsselskabet]), som tilfalder er konkursboet udviklingsselskab ejet af [Klager 1]. [Udviklingsselska- bet]s hovedformål er at forestå etablering af [Klager 1]-butikker i Danmark, giver to punkter anledning til en reaktion. Det første vedrører spørgsmålet om driftsregnskabet, og hvorvidt EU-støtten skal dække et eventuelt negativt driftsresultat. Det hvilket blandt andet punkt vedrører behandling omfatter udviklingsarbejdet i forbindelse med såvel nyetableringer som udvidelse af EU-støtte eksisterende [Klager 1]-butikker i forpagtningstilfælde. Der er enighed om, at der gælder en lang række nærmere definerede betingelser for, at EU-støtten kommer til udbetalingDanmark, herunder er der bl.aprojektudvikling, opkøb af grundarea- ler, byggeprocessen (som bygherre) samt eventuelt videresalg som investeringsejendom. krav [Klager 1] og [Udviklingsselskabet] har udtrykkeligt givet [Klager 2] tilladelse til, at ansøgeren skal være aktiv landbruger, ansøgeren skal råde over betalingsrettigheder, ansøgeren skal have et støtteberettiget areal hele årethan kan udvikle egne ejendomsprojekter sideløbende med sin ansættelse hos [Udviklingsselskabet], og ansøgeren skal overholde regler om God landbrugs- at han mod vederlag og Miljømæssig stand (GLM) [Note 1] . Det medfører en række omkostninger for ansøgeren, og i denne relation konkursboet, for at opfylde disse krav. I praksis vil det ofte være panthaverne, der går ind og stiller sikkerhed for driften af landbruget i konkursperioden, og panthaver tilfører likviditet til den fortsatte drift. Dette betyder derfor også, at det ofte vil være panthavernes sikkerhedsstillelse, der gør, at konkursboet rent de facto kan opfylde kravene til at kunne få EU-støtte udbetalt i konkursperioden. Dette er ikke ensbetydende med, at panthaverne nærmere aftale vilkår er berettiget til at modtage EU-støtten – hverken direkte eller indirekte. Som nævnt i TfL 2017.129 stiller panthaverne sikkerheden for at bevare pantets værdi. Dette er ud udnytte medarbejderres- sourcer fra en samlet vurdering af, at fortsættelse af driften er mere fordelagtig for panthaverne end alternativer som nedlukning eller tvangsauktion over det konkrete landbrug. Panthavernes udgifter til den fortsatte drift afholdes som led i et forsøg på at holde på ejendommens værdi. Ejendommens aktiver kan benyttes af konkursboet, og indtægterne fra ejendommen indgår i driftsregnskabet. Med i indtægterne til driftsregnskabet er ikke EU-støtte. Der er enighed om, at betalingsrettigheder ikke er omfattet af ejendommens pant – og derfor kan den indtægt, der (under opfyldelse af særlige betingelser) knytter sig til betalingsrettighederne, herunder EU-støtten, heller ikke være omfattet af ejendommens pant. Det er kurators opgave at få realiseret indtægter til boet, herunder de indtægter, der følger af betalingsrettigheder. Dette kan ske ved, at betalingsrettigheder udnyttes af boet (ved panthaver) eller af andre (ved bortforpagtning). Det skal ske i respekt for rettighederne for ejendommens panthavere, der typisk tilbydes ret til drift af ejendommen med udnyttelse af betalingsrettighederne mod at betale et eventuelt underskud ved ejendommens drift. Alternativt aftales en bortforpagtning, hvor den rene forpagtningsafgift indgår i panthaverregnskabet, og EU-støtten indgår i boet som et frit aktiv. Der tages således hensyn til ejendommens panthavere, der kan drive ejendommen eller modtage forpagtningsafgift. Såfremt løsningen i TfL 2017.259 følges, hvorefter panthaverne skulle kunne fratrække en underskudsgivende drift i EU-støtten, drives ejendommen ikke for panthavers regning, men for de simple kreditorers regning, indtil EU-støttebeløbet er opbrugt. Det har aldrig været meningen eller formålet med EU-støtten, hvilket der syntes at være enighed om. I dommen TfL 1999.97 Ø er der taget stilling til en lignende situation vedrørende udbetaling af EU-støtte, herunder hvorvidt panthaverne kunne kræve en passende forpagtningsafgift som vederlag for konkursboets benyttelse af den pantsatte ejendom og dermed således, at konkursboet kunne opfylde støttebetingelserne. Her slog landsretten fast, at EU-støtten måtte anses som en indtægt af den på ejendommen drevne landbrugsvirksomhed og ikke en indtægt af selve ejendommen og pantet heri. Derfor havde panthaverne ikke krav på nogen form for godtgørelse for konkursboets brug af ejendommen [Klager 1] i den forbindelse. Andre indtægter EjendomsWatchs artikelserie anlægger den overordnede kritiske vinkel, at [Klager 2] befin- der sig i en dobbeltrolle, når han både fungerer som eksempelvis mælke- udviklingsdirektør hos [Udviklingssel- skabet] og slagteriafregninger samt salg samtidig udvikler egne ejendomsprojekter. Når det tages i betragtning, at [Klager 2] udøver disse funktioner efter aftale med [Klager 1], kan man med rette spørge, hvor væsentlig historien er, men klagerne anfægter ikke Ejen- domsWatchs ret til kritisk at behandle de principielle problemstillinger, som XxxxxxxxXxxxx mener at kunne finde. Som det fremgår af afgrøder vil ses forelæggelsen, ønskede klagerne ikke at udtale sig til artikelserien, hvilket skyldtes, at EjendomsWatch i tidligere tilfælde havde udvist en intimiderende adfærd over for dem og, efter deres opfattelse, bragt usaglige og sensationsprægede artikler om dem. Det forhold, at klagerne ikke ønskede at udtale sig, har efter Pressenævnets faste praksis ikke fritaget EjendomsWatch for at bringe korrekt information og kontrollere rigtigheden af de oplysninger, som blev bragt i artiklerne, jf. punkt A.1 og A.3 i de presseetiske regler. Det må tværtimod antages, at der har bestået en driftsindtægtskærpet forpligtelse til at efterprøve oplysningernes rigtighed. EjendomsWatch har navnlig interesseret sig for et ejendomsprojekt, som [Klager 2] udvik- lede i eget regi i [Projektet] i [Bynavn A] uden for [Bynavn B]. De faktiske omstændigheder vedrørende dette projekt er følgende: Projektet blev udviklet i fire etaper, og indgå hvert projekt blev placeret i driftsregnskabetet selskab ejet af [Selskab A], som ejes af [Klager 2]s holdingselskab [Holdingselskab A]. De fire selskaber, som blev etableret i denne forbindelse, fik navnene [Selskab B], [Selskab C], [Selskab D] og [Selskab E]. [Holdingselskab A] solgte herefter kapitalandelene i hvert af de fire nyetablerede selskaber til [Selskab F], [Selskab G], [Selskab H] og [Selskab I]. De fire købere var nyetablerede selskaber ejet af [Projektudbyderen], der ifølge selskabets hjemmeside er specialiseret i at udbyde ejendomsprojekter til semiprofessionelle og professi- onelle investorer, der ønsker at investere passivt i udlejningsejendomme med lav risiko og stabile afkast. De fire handler skete i fri handel efter købernes gennemførelse af sædvanlig juridisk, økono- misk og teknisk due diligence samt parternes forhandling af vilkårene for overdragelsen. Un- der forhandlingerne blev [Holdingselskab A] bistået af advokat [Advokat A] fra [Advokat- firma A] og køberne af advokaterne [Advokat B] og [Advokat C] fra [Advokatfirma B]. Klagerne har henvist til udskrifter fra CVR og det digitale tinglysningssystem vedrørende [Selskab B] som dokumentation for, at ejerforholdene og ændringerne heri er offentligt til- gængelige oplysninger, som EjendomsWatch havde mulighed for at gøre sig bekendt med. Tilsvarende gælder naturligvis for de øvrige tre selskaber. Efter at de fire nyetablerede[Projektudbyderen]-selskaber havde erhvervet kapitalandelene i [Selskab B], [Selskab C], [Selskab D] og [Selskab E], udbød [Projektudbyderen] fire ejen- domsprojekter til interesserede investorer. Investeringen ville forgå ved investorernes er- hvervelse af kapitalandele i de fire nyetablerede [Projektudbyderen]-selskaber. Som eksempler på de prospekter, som blev stillet til rådighed for investorerne ved den lejlig- hed, har klagerne henvist til prospektet vedrørende [Selskab F] (etape 1) og prospektet vedrø- rende [Selskab H] (etape 3). De påklagede artikler viser, at EjendomsWatch har haft adgang til et eller flere af prospekterne. Hverken [Klager 2] eller nogle selskaber kontrolleret af ham var involveret i udarbejdelsen af prospekterne og havde med en enkelt undtagelse intet at gøre med projekterne efter afhæn- delsen af kapitalandelene i de fire [Selskaberne]. Undtagelsen bestod i, at de ejendomme, som de fire etaper omfattede, var udlejet, og dermed have betydning de sæl- gende selskaber indestod for, at lejemålene ville forblive uopsagt i en periode på 12 måneder fra indgåelsen af de enkelte lejekontrakter. Hvis et lejemål blev opsagt inden 12-månedersfri- stens udløb, påhvilede det sælgeren at genudleje lejemålet. Herudover havde sælgerne en- kelte praktiske opgaver i form af eksempelvis tinglysning af deklarationer om spildevand, til- slutningsforhold, veje og brandsikring. For fuldstændighedens skyld har klagerne bemærket, at [Holdingselskab B], som ejes af [Kla- ger 2], er medinvestor i [Selskab H]. EjendomsWatch har i svaret til Pressenævnet anført, at mediet har til opgave at bedrive uaf- hængig, kritisk og fair erhvervsjournalistik om den danske ejendomsbranche. Denne opgave har EjendomsWatch forvaltet skidt i forhold til klagerne. Der er tale om sensationspræget journalistik uden plads til nuancer. Det har haft som konsekvens, at klagerne i det hele har mistet tilliden til at få en fair behandling af EjendomsWatch, og at klagerne har truffet den helt usædvanlige beslutning om kun at udtale sig i meget begrænset omfang. Klagerne har navnlig påpeget, at artiklerne har efterladt det fejlagtige indtryk, at der har be- stået et aftaleforhold mellem [Klager 2] og investorerne, og at [Klager 2] har misligholdt sin oplysningsforpligtelse. Den rigtige sammenhæng er derimod, at der har bestået to uaf- hængige aftaleforhold mellem henholdsvis investorerne og [Projektudbyderen] og mellem de af [Projektudbyderen] etablerede datterselskaber og [Selskab A], hvor [Klager 2] er reel ejer. Som følge heraf har [Projektudbyderen] haft en oplysningsforpligtelse over for pantet og dets værdi i henhold til tinglysningslovens §§ 37 og 38. Disse indtægter kan panthaver derfor oppebære retmæssigtinvestorerne, da mens [Selskab A] har haft en oplysningsforpligtelse over for de er en direkte følge/frugt af driftennævnte datterselskaber.