Common use of Bevis Clause in Contracts

Bevis. Det er ikke et krav for, at en samordnet praksis kan antages at foreligge, at der kan bevises en egentlig plan for samarbejdet (præmis 173 i Suiker Unie, de forenede sager 40/73 m.fl., samt præmis 55 i Tate & Lyle, de forenede sa- ger T-202/98 m.fl.). I relation til Kommissionens bevisbyrde har Retten ud- talt: »Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende aftaler er almindeligt kendt, kan det desuden ikke kræves, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem de pågældende erhvervsdrivende. De brudstykkeagtige og spredte dokumenter, som Kommissionen er i besiddelse af, burde i hvert fald kunne sup- pleres ved at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. Den omstændig- hed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, skal derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne [...]« (præmis 97 i Aragonesas, sag T-348/08, EU:T:2011:621, der indeholder fyldig henvisning til tidligere praksis). For at en samordnet praksis kan antages at foreligge, skal der for det første have været en eller anden form for kontakt mellem virksomhederne. For det andet skal der være tale om, at virksomheder samordner deres adfærd i stedet for at konkurrere. For det tredje skal foreligge der en adfærd på markedet, der ligger i forlængelse af samordningen, dvs. der skal være årsagsforbindelse mellem samordningen på den ene side og adfærden på den anden side. 10.2.1. Kontakt mellem virksomheder 10.2.2. Samordning

Bevis. Hvis virksomheder har indgået en skriftlig aftale, som er underskrevet, volder det i praksis ikke de store vanskeligheder at bevise eksistensen af en aftale. Derimod kan der undertiden forekomme visse udfordringer med at fastlægge parternes enighed om det eksakte indhold af en bestemmelse, se f.eks. UfR 2016.1558/2 H. Tilsvarende gælder, hvor eksistensen af en aftale skal bevises gennem en længerevarende (mail)korrespondance mellem flere virksomhe- der. Bevisvanskeligheder kan også opstå, hvor en aftale er indgået mundtligt. Det er ikke et krav fordog vigtigt at understrege, at mangel på et tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis kan antages at foreliggeaftale ikke er ensbetydende med, at forbuddet i § 6, stk. 1, eller artikel 101, stk. 1, ikke kan finde anvendelse. Forbuddet finder således også anvendelse på samordnet praksis, der kan bevises karakteriseres som en egentlig plan for samarbejdet (viljesmæssige tilpasning mellem to eller flere virksomheder om at erstatte konkurrencerisikoen med et praktisk samarbejde. Kravene til bevisets styrke er ikke omfattet af EU-retten, men af national ret, også når nati- onale myndigheder håndhæver artikel 101 TEUF, se Domstolens dom i sag C-74/14, Etu- ras, EU:C:2016:42, præmis 173 30 ff. med yderligere henvisninger og betragtning 42 i Suiker Unie, de forenede sager 40/73 m.fl., samt præmis 55 præ- amblen til ECN+-direktivet. Der kan dog søges en vis inspiration i Tate & Lyle, de forenede sa- ger T-202/98 m.fl.)kravene. I relation til Kommissionens bevisbyrde har Retten ud- talt: »Da forbuddet mod at deltage Om beviskravene i konkurrencebegrænsende aftaler er almindeligt kendt, kan det desuden ikke krævesEU-retten bemærkes, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem de pågældende erhvervsdrivende. De brudstykkeagtige og spredte dokumenter, som Kommissionen er i besiddelse af, burde i hvert fald kunne sup- pleres ved at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. Den omstændig- hedden omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftalepraksis, skal derfor i de fleste tilfælde må udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne [...]konkur- rencereglerne, jf. f.eks. Domstolens dom i sag C-204/00 P, Aalborg Portland, EU:C:2004:6, præmis 57, og Rettens dom i sag T-655/11, FSL Holdings, EU:T:2015:383, præmis 176-182. Det er ikke nødvendigt, at hver enkelt handling i forbindelse med den konkurrencebe- grænsende adfærd er dokumenteret, idet det afgørende er, om materialet samlet set doku- menterer den konkurrenceskadelige adfærd på fornøden vis. Der stilles ikke særlige krav til bevisets kvantitative omfang. Ét dokument kan være tilstrækkeligt, såfremt det i sig selv med sikkerhed beviser, at der foreligger en overtrædelse, jf. Rettens dom i de forenede sa- ger T-25/95 m.fl., Cimenteries CBR SA, EU:T:2000:77, præmis 1838. I forarbejderne til konkurrencelovens § 24 indsat ved KRL 21 er det imidler- tid anført, at det EU-retlige beviskrav skal anvendes i sager om civile bøder, se kommentaren til § 24. Se i øvrigt afsnit 10.2 nedenfor om beviskrav ved samordnet praksis. Grænsen mellem, hvornår der foreligger en aftale, og hvornår der forelig- ger en samordnet praksis, er efter praksis flydende. Domstolen har således udtalt, at sammenligningen mellem aftalebegrebet og begrebet samordnet praksis »omfatter former for hemmelig forståelse, som er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og den form, hvorunder de kommer til udtryk« (præmis 97 131 i AragonesasAnic Partecipazioni, sag T-348/08C-49/92 P, og præmis 23 i T-Mobile Netherlands, sag C-8/08). De to begreber kan ifølge Domstolen have delvis forskellige grundelementer, men de er ikke indbyrdes uforenelige. Ofte anvendes de to begreber samlet, idet unionsdomstolene og danske domstole har afstået fra i den konkrete sag at fastslå, om der har foreligget en aftale, hhv. en samordnet praksis; afgørende har været, at der har været til- strækkelige beviser for, at der har foreligget en aftale eller samordnet praksis. I utrykt dom af 01.12.2005 fra Østre Landsret i sag nr. S-2446-05, Anklagemyndigheden mod the Swatch Group Nordic AB m.fl., fandt landsretten, at der havde foreligget »en kon- kurrencebegrænsende aftale eller samordnet praksis«. Tilsvarende i utrykt dom af 27.11.2007 fra Retten i Roskilde i sag nr. S 51-2291/2007, Anklagemyndigheden mod Te- lemobilia ApS og T2. I afg. af 19.12.2018 Clear Channel og AFA JCDecaux fandt Konkurrencerådet, at der fore- lå en aftale om koordinering af rabatsatser gennem flere perioder. Konkurrenceankenævnet tiltrådte, at der forelå en aftale i de første perioder, men fastslog i kendelse af 06.11.2019, at adfærden for den sidste periode skulle karakteriseres som en samordnet praksis. Sø- og Handelsretten tiltrådte ved dom af 10.11.2021 i sag BS-59196/2019, at der forelå en aftale i de første perioder, men fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der forelå en samordnet praksis i den sidste periode (anket). I sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl., de forenede sager T-305/94 m.fl., afviste Retten et argument om, at de to begreber var kumulative (aftaler »og« samordnet praksis) i stedet for alternative (aftaler »eller« samordnet praksis). Virksomhederne mente, at Kommissionen skulle have ført bevis for såvel en aftale som en samordnet praksis. Retten udtalte, at der ikke kan op- stilles et krav om, at der »samtidigt og kumulativt føres bevis for, at de fakti- ske omstændigheder hver for sig indeholder de elementer, der er forudsæt- ningen for, at der foreligger en aftale og en samordnet praksis«, men at der er mulighed for, at nogle faktiske omstændigheder kvalificeres som aftaler, mens andre kvalificeres som samordnet praksis (præmis 698). Da parallel adfærd ikke i sig selv er ensbetydende med en samordnet prak- sis, jf. afsnit 10.1 nedenfor, består den bevismæssige udfordring reelt i at ud- skille, hvad der udgør en selvstændig og lovlig adfærd fra en koordineret og ulovlig adfærd. Det forhold, at en aftaledeltager ikke efterlever en aftale, eller efterfølgen- de giver udtryk for, at det i realiteten ikke har været vedkommendes hensigt at efterleve aftalen, ændrer ikke ved, at der (har foreligget eller fortsat) fore- ligger en aftale, hvis eksistens kan bevises ved aftaledeltagernes samstem- mende vilje til at agere på en bestemt måde på markedet, se bl.a. pkt. 86 i Kbesl af 10.07.1986 Asfaltpap (IV/31.371, EFT 1986 L 232/15), som opret- holdt af Domstolen i Belasco, sag 246/86. Se endvidere pkt. 351 i Kbesl af 24.07.2002 Industrielle og medicinske gasser (COMP/E-3/36.700, EUT 2003 L 84/1), som opretholdt af Retten i Hoek Loos, sag T-304/02 og C-204/00P, Aalborg Portland, EU:T:2011:621, der indeholder fyldig henvisning til tidligere praksis). For at en samordnet praksis kan antages at foreligge, skal der for det første have været en eller anden form for kontakt mellem virksomhederne. For det andet skal der være tale om, at virksomheder samordner deres adfærd i stedet for at konkurrere. For det tredje skal foreligge der en adfærd på markedet, der ligger i forlængelse af samordningen, dvs. der skal være årsagsforbindelse mellem samordningen på den ene side og adfærden på den anden sideC:2004:6. 10.2.1. Kontakt mellem virksomheder 10.2.2. Samordning

Bevis. Det er ikke et krav Hvad angår kravet til bevisets styrke for, at der foreligger en samordnet praksis kan antages konkurrencebe- grænsning, er dette det samme, hvad enten der er tale om en horisontal eller en vertikal aftale: »Indledningsvis bemærkes, at foreliggei modsætning til hvad appellanten synes at foreslå, er det krav til bevisstyrke, som kræves for at godtgøre, at der kan bevises foreligger en egentlig plan konkurrencebegræn- sende aftale inden for samarbejdet (præmis 173 rammerne af et vertikalt forhold, i Suiker Unie, de forenede sager 40/73 m.fl., samt præmis 55 i Tate & Lyle, de forenede sa- ger T-202/98 m.fl.). I relation til Kommissionens bevisbyrde har Retten ud- talt: »Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende aftaler er almindeligt kendt, kan det desuden princippet ikke kræves, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem de pågældende erhvervsdrivende. De brudstykkeagtige og spredte dokumenterstørre end det, som Kommissionen er i besiddelse af, burde i hvert fald kunne sup- pleres ved kræves for at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. Den omstændig- hedgodtgøre, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale inden for ram- merne af et horisontalt forhold. Det er ganske vist korrekt, at forhold, som i givet fald er tilstrækkelige for inden for rammerne af et horisontalt forhold at konkludere, at der foreligger en konkurrencebegræn- sende aftale mellem konkurrenter, kan vise sig at være utilstrækkelige for at fastslå, at der foreligger en sådan aftale inden for rammene af et vertikalt forhold mellem producent og distributør, henset til, at visse udvekslinger i et sådant forhold er berettigede. Ikke desto mindre skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en ulovlig aftale, skal derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, vurderes i lyset af samtlige relevante forhold og i mangel lyset af den økonomiske og juridiske kontekst, som gør sig gældende i det enkelte tilfælde. Spørgsmålet om, hvorvidt et bevis gør det muligt at fastslå, at der er blevet indgået en anden logisk forklaring aftale i strid med artikel 81, stk. 1, EF, kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne [...]således ikke afgøres abstrakt alt afhængig af, om der er tale om et vertikalt eller horisontalt forhold, ved at isole- re dette forhold fra konteksten og fra andre faktorer, som karakteriserer det foreliggende tilfælde« (præmis 97 71-72 i AragonesasActivision Blizzard, sag T-348/08, EU:T:2011:621, der indeholder fyldig henvisning til tidligere praksisC-260/09 P). For at en samordnet praksis Der kan antages at foreligge, skal der for det første have været en eller anden form for kontakt mellem virksomhedernederfor henvises til bemærkningerne ovenfor i punkt 9-11. For vurderingen af, om der foreligger et stiltiende samtykke, er det uden betydning, om forhandleren indretter sig frivilligt eller efter trusler fra leve- randøren. Et frivilligt stiltiende samtykke til en leverandørs invitation til, hvilke vi- deresalgspriser der skal anvendes, kan f.eks. foreligge ved forhandlerens fri- villige accept af den særlige rabat, som leverandøren yder, hvis forhandleren følger leverandørens udmeldte »vejledende pris.« Et andet skal der være tale omeksempel kan væ- re forhandlerens frivillige accept af, at virksomheder samordner deres adfærd leverandøren betinger refusion af for- handlerens udgifter til salgsfremmende foranstaltninger af, at forhandleren overholder et bestemt prisniveau. Hvis en leverandør fremsætter trusler om forsinkelse eller standsning af leverancer eller i stedet for givet fald opsigelse af forhandleraftalen, i tilfælde af at konkurrerefor- handleren ikke indretter sig efter leverandørens prisanvisninger, kan der ved forhandlerens indretning herpå også siges at foreligge et stiltiende samtykke til en aftale om bindende videresalgspriser (jf. For det tredje skal foreligge der en adfærd på markedetFT 2004-05, der ligger 1. samling, tillæg A, s. 1636 ff., og pkt. 48 i forlængelse af samordningen, dvs. der skal være årsagsforbindelse mellem samordningen på den ene side og adfærden på den anden sideRL (V)). 10.2.1. Kontakt mellem virksomheder 10.2.2. Samordning

Bevis. Det er ikke et krav forDe indholdsmæssige rammer for kartellet kan være fastlagt i en decideret af- tale, at en samordnet praksis kan antages at foreligge, at men der kan bevises også være tale om et uformelt samarbejde i form af en egentlig plan sam- ordnet praksis. Da formålet netop er at begrænse konkurrencen mellem delta- gere, vil de typisk gøre alt for samarbejdet (præmis 173 at hemmeligholde kartellets eksistens ved f.eks. at afholde hemmelige møder og begrænse eksistensen af dokumenter til et minimum. Dette kan indebære store udfordringer for en konkurrencemyndig- hed med at bevise eksistensen af et kartel. Unionsdomstolene har imidlertid i Suiker Unie, de forenede sager 40/73 m.fl., samt præmis 55 i Tate & Lyle, de forenede sa- ger T-202/98 m.fl.). I relation til Kommissionens bevisbyrde har Retten ud- talt: »Da for en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, udtalt, at eftersom forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende aftaler er almindeligt kendt, kan det desuden ikke kræves, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem virksomhederne. Men selv i de pågældende erhvervsdrivende. De tilfælde, hvor Kom- missionen finder dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mel- lem virksomheder, såsom mødereferater, er disse ofte »brudstykkeagtige og spredte dokumenterspredte«, som Kommissionen er i besiddelse af, burde i hvert fald kunne sup- pleres ved hvilket gør det nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. Den omstændig- hed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, skal derfor Ifølge unionsdomstolene kan eksistensen af et kartel under disse omstændigheder »udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring forklaring, kan udgøre beviset for en tilsidesættelse tilsidesæt- telse af konkurrencereglerne [...]konkurrencereglerne« (præmis 55-57 i Aalborg Portland m.fl., de for- enede sager C-204/00 P m.fl., præmis 22 i Lafarge, sag C-413/08 P, og præ- mis 97 i AragonesasAragonesas Industri, sag T-348/08). I Lely-sagen gjorde virksomhederne gældende, EU:T:2011:621at eftersom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde meldt ud, at der var tale om en strafbar overtræ- delse, skulle Konkurrenceankenævnet foretage en strafferetlig bevisbedøm- melse. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at anvende et skærpet beviskrav; »beviskravet i denne sag adskiller sig ikke fra beviskravet i andre sager om overtrædelse af konkurrencelovens § 6 og TEUF artikel 101« – KAN’s ken- delse af 30.09.2015 Lely Nordic A/S m.fl. Den omstændighed, at et kartel rent faktisk viser sig ikke at medføre høje- re priser – eller at der ligefrem kan konstateres et prisfald – er ikke ensbety- dende med, at kartellet er lovligt. I sagen om det såkaldte metioninkartel havde der – trods kartellet – været et prisfald på metionin bl.a. som følge af faldende efterspørgsel. Karteldeltagerne gjorde gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort kartellets skadelige indvirk- ninger på markedet. Retten fandt, at det ikke påhvilede Kommissionen at skulle bevise, at priserne steg som følge af kartellet (præmis 231 i Degussa, sag T-279/02). Retten nedsatte dog den pålagte bøde, da Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde bevist, at pri- serne – hvis der ikke havde været et kartel – ville være faldet yderligere. For et lidt usædvanligt tilfælde kan henvises til KAN’s kendelse af 13.07.2017 HMN Na- turgas I/S m.fl. hvor parterne i forbindelse med drøftelser af en lovlig vertikal underleve- randøraftale, som førte til en samlet besparelse for kunderne på reservedele, samtidig hav- de indgået en horisontal aftale om koordinering af abonnementspriser for service på natur- gasfyr til slutbrugere, hvor parterne var konkurrenter. KAN henviste til, at prisen i fravær af aftalen kunne være blevet endnu lavere. Opretholdt ved Sø- og Handelsrettens dom trykt i UfR 2019.3608 SH og Østre Landsrets dom trykt i UfR 2021.2449 Ø. Efter § 23 d og § 23 e er der mulighed for, at en karteldeltager kan opnå straf- lempelse ved at oplyse myndighederne om kartellets eksistens m.v. Denne mulighed for straflempelse for den enkelte karteldeltager må ikke sammen- blandes med muligheden for, at en konkurrencebegrænsende aftale m.v. i medfør af § 8 kan undtages fra forbuddet i § 6 – en mulighed, der indeholder fyldig henvisning er ikke- eksisterende, når det drejer sig om en kartelaftale, jf. afsnit 18.1 ovenfor. En ansøgning om straflempelse kan derimod udgøre et bevis for, at en virksom- hed ikke (længere) deltager i et kartel, jf. § 23 d, stk. 3, nr. 2. I sagen om Total Marketing Services, sag C-634/13 P, havde en ansat i TMS ikke deltaget i kartellets tre sidste møder, inden Kommissionen foretog kontrolundersøgelser hos kartel- deltagerne. Den ansatte havde inden et af møderne i en intern mail til tidligere praksisen anden ansat i TMS gjort opmærksom på, at vedkommende »i betragtning af formålet med mødet« ikke ønske- de at deltage. Retten fandt, at udeblivelse fra de tre møder og den interne mail selvsagt ikke kunne betragtes som en offentlig afstandtagen. Heri var Domstolen enig, men præciserede dog samtidig, at Retten havde begået en fejl ved at have udtalt, at en offentlig afstandtagen var det eneste middel, som en virksomhed, der var involveret i et kartel, rådede over med henblik på at bevise, at dens deltagelse i kartellet var ophørt. Domstolen foretog således en sondring mellem en virksomheds deltagelse i et konkurrencebegrænsende møde og delta- gelsen i »en overtrædelse, som strækker sig over flere år«. I det første tilfælde udgør en offentlig afstandtagen det nødvendige bevis for at afkræfte formodningen for, at en virk- somhed har deltaget i en overtrædelse. Hvad angår det andet tilfælde, kan en offentlig af- standtagen udgøre et blandt flere beviser, der kan afkræfte formodningen for, at en virk- somhed har deltaget i en overtrædelse (præmis 23-24). For I præmis 46 i Eturas, sag C-74/14, udtalte Domstolen, at en samordnet anden form for bevis kan være »en henvendelse« til en konkurrencemyndighed, hvor den gør myndigheden opmærksom på overtrædelsen. En sådan henvendelse vil i praksis formentlig kun ske i form af en an- søgning om straflempelse. Dannelsen af et kartel under dække af en selskabskonstruktion kan antages også være omfattet af forbuddet i § 6, stk. 1: Afg. af 30.08.2000 A/S De Forenede Teglværker, hvor en række teglværker var ejere af såvel DFT A.m.b.a. som DFT A/S. Andelsselskabet, der var et søsterselskab til DFT A/S, havde indgået en aftale med DFT, hvorefter aktieselskabet blev udpeget som eneforhandler af andelsselskabets produkter. DFT skulle ifølge aftalen selv fastsætte videresalgspriserne. Da andelsselskabet imidlertid fastsatte, hvilke mængder de enkelte teglværker skulle levere til andelsselskabet, og da der var identitet mellem aktionærerne i DFT og de enkelte tegl- værker, fandt rådet, at foreliggeder i realiteten var tale om et formaliseret salgs- og priskartel. For øvrig dansk praksis om karteller, skal se f.eks.: Det såkaldte elkartel, der blev afdækket via en række kontrolundersøgelser i 1998. Kartel- let indebar en såkaldt meldeordning for virksomheder i elinstallationsbranchen, og hvoref- ter alle interesserede medlemsvirksomheder havde kunnet ringe til brancheforeningens fæl- les meldekontor og telefonisk få oplyst, hvem der ønskede at byde på en opgave. De by- dende virksomheder havde herefter aftalt, hvem der skulle vinde licitationen. De øvrige deltagende virksomheder havde fået oplyst af det udpegede vinderfirma, hvilken tilbuds- sum de ikke måtte gå under. Der havde været oprettet såkaldte sorte bøger, som dokumen- terede den måde, koordineringen var foregået på, herunder, at når en virksomhed havde fået lov til at vinde en licitation, var vinderens »tilbudsgæld« til hver af de øvrige tilbuds- givere vokset med en andel af tilbudssummen. Ved hver ny licitation havde den blandt de interesserede bydere, der havde haft den højeste »tilbudssaldo«, haft retten til at vinde lici- tationen. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet behandlede sagerne; ved årsskiftet 2003/2004 var der samlet givet 25,6 mio. kr. i bøder til 204 virk- somheder (jf. kapitel 10 og 11 i Konkurrenceredegørelse 2004. Kapitel 3 i Konkurrencere- degørelse 2001 (og et dertil hørende notat) indeholder en beregning af kartellets indvirk- ning på priserne for elarbejder). Det såkaldte vvs-kartel indebar ligesom elkartellet et sortbogsregnskab over, hvem der havde »vundet« et udbud, og hvem der stod for tur til at vinde det næste udbud. I et sort- bogsregnskab fandtes et ark for hver virksomhed, som bogens ejer i tidens løb havde koor- dineret tilbud med. Kartellet omfattede 113 virksomheder, der i større eller mindre grad havde medvirket i koordinering af ca. 700 entrepriser til en samlet værdi af ca. 1,8 mia. kr. (se afg. af 30.11.2005 Redegørelse om konkurrenceforhold i vvs-branchen). Afg. af 28.03.2007 Lokalbanksamarbejdet, hvor rådet fandt, at syv lokale banker inden for detailbankmarkedet havde etableret et samarbejde, der for det første have været omfattede en eller anden form for kontakt mellem virksomhedernemar- kedsdelingsaftale, hvorefter de dels ikke ville etablere sig i hinandens såkaldte moderbyer, dvs. de byer, hvor de havde deres respektive hovedkontorer, dels ikke aktivt ville opsøge hinandens kunder. Den geografiske markedsdelingsaftale blev indgået på et årsmøde i 2003 og blev indsat som et særligt punkt i en skriftlig samarbejdsaftale fra 2004, som imid- lertid ifølge bankerne var blevet suspenderet, dagen før at styrelsen foretog kontrolunder- søgelser i seks af bankerne. Aftalen om ikke at opsøge hinandens kunder fremgik dels af korrespondance, dels af referatet fra årsmødet i 2003. For det andet skal havde de pågældende banker haft en samordnet praksis, hvorefter de ind- hentede, videregav og drøftede fortrolige, individuelle, detaljerede og aktuelle oplysninger af betydning for bankernes pris- og gebyrpolitik. Ved denne udveksling m.v. af fortrolige oplysninger havde bankerne ifølge rådet haft mulighed for at tage hensyn til, hvilken poli- tik den enkelte bank ville føre. Med KAN’s kendelse af 02.10.2007 Møns bank m.fl. udtalte ankenævnet bl.a., at sam- arbejdet, »selv om det ikke er i nærheden af et klassisk kartel eller en egentlig markedsde- ling«, måtte anses for at have konkurrencebegrænsninger som formål, at det havde udgjort en overtrædelse af § 6, stk. 1, og at der være tale havde været grundlag for rådet til at udstede påbud til bankerne om at ophæve den geografiske markedsdelingsaftale, den kundemæssige mar- kedsdelingsaftale og at ophøre med at indhente, afgive, videregive og drøfte oplysninger om bankernes pris- og gebyrpolitik m.v. I KAN’s kendelse af 11.04.2016 Eurostar Danmark A/S og LKF Vejmarkering A/S udtalte ankenævnet, at en aftale om et fælles bud fra to konkurrenter, der hver især kunne have afgivet et bud, ikke kunne betegnes som en klassisk kartelaftale om priskoordinering eller markedsopdeling, selv om aftalen »ifølge sin natur var egnet til at skade konkurrencen« og havde til formål at begrænse konkurrencen. Kendelsen blev opretholdt af Højesteret i UfR 2020.524 H, men Højesteret omtalte ikke spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en såkaldt klassisk kartelaftale og i givet fald betydningen heraf. De såkaldte storkøbenhavnske byggekarteller, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelser i 2010 fulgt op af SØIK’s ransagninger afdækkede, at virksomheder samordner deres adfærd et større antal entreprenører havde foretaget tilbudskoordinering i stedet form af udveksling af oplysninger om priser og andre vilkår for en entreprise forud for tilbudsafgivningen. Kartellet omfattede i hvert fald 50 byggeprojekter til en samlet værdi af 400-500 millioner kroner. Der var tale om både private og offentlige byggerier, herunder opførelse af skoler og plejehjem for of- fentlige midler. De fleste af sagerne blev afgjort ved, at konkurrerevirksomhederne betalte de bødefo- relæg, som SØIK præsenterede for dem. Enkelte af sagerne blev behandlet ved domstole- ne. For det tredje skal foreligge der en adfærd på markedet, der ligger oversigt over de involverede virksomheder henvises til Konkurrence- og For- brugerstyrelsens hjemmeside. På Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside findes endvidere en udførlig liste over alle afgørelser i forlængelse af samordningen, dvs. der skal være årsagsforbindelse mellem samordningen på den ene side og adfærden på den anden sidekartelsager. 10.2.1. Kontakt mellem virksomheder 10.2.2. Samordning