Common use of Opmandens begrundelse og resultat Clause in Contracts

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen Bygge- og Anlægsoverenskomstens § 14 angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører udearbejde. For at der kan være tale om udearbejde i virksomhedens bil. Efter bestemmelsens forstand, skal der efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med bestemmelsen være tale om arbejde ”den for elektrikeren gældende timelønsbetalinglangt fra virksomhedens hjemsted” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes– så langt væk, at bestemmelserne i § 14 om betaling overnatning anses for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling nødvendig. Det må herved anses for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidereforudsat, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse der med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser afbestemmelsen sigtes til, hvad der ligger bager sædvanligt, dvs. For den naturlige sproglige forståelse er ansættelsesforhold, hvor det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel normale arbejdssted er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2eller ikke langt fra virksomhedens hjemsted. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen ikke i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således bestemmelsen noget holdepunkt for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillægbestemmelsen er til hinder for ansættelse i en virksomhed med angivelse af et arbejdssted langt fra virksomhedens hjemsted. Bestemmelsen kan således ikke anses for at være til hinder for, hvis kørslen finder sted at en virksomhed med hjemsted i forbindelse med f.eks. Aarhus ansætter en håndværker til arbejde på forskudt tid inden for det tidsrumen arbejdsplads i f.eks. København. Ved ansættelse til arbejde på et bestemt arbejdssted, som udløser krav ikke er virksomhedens hjemsted, opstår der ikke spørgsmål om udearbejde efter overenskomstens § 14, når arbejdet udføres det pågældende sted eller ikke langt derfra. Udearbejde efter bestemmelsen må ved sådan ansættelse antages at foreligge ved arbejde så langt fra det aftalte arbejdssted, at overnatning må anses for nødvendig. I den foreliggende sag blev A ansat til arbejde med angivelse af en adresse i Taastrup som arbejdssted. Denne adresse var brugervirksomhedens adresse, ikke adressen på forskudttidstillægarbejdspladsen. Indklagede har imidlertid en pointe iArbejdspladsen lå i Brønshøj, senere i Næstved, og dermed ikke så langt væk fra det aftalte arbejdssted, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”af den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge grund kunne opstå spørgsmål om anvendelse af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk14 om udearbejde. 9. Det bemærkes, at der Anvendelse af overenskomstens § 14 blev heller ikke ud fra formuleringen aktiveret af ligebehandlingsprincippet i vikarlovens § 143, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning. A blev ansat på vilkår, at betaling Viktech vederlagsfrit stillede logi til hans disposition. Med bopæl i Langeskov på Fyn, arbejdssted i København og en normal arbejdsdag mandag-fredag kl. 7-18 ville det da heller ikke være realistisk med overnatning hjemme ugens første fire nætter. Dette særligt aftalte vilkår kan imidlertid ikke i sig selv begrunde en anskuelse af ansættelsesforholdet som Viktechs udsendelse af A fra sin bopæl på Fyn til arbejde i København og derfor som udearbejde omfattet af overenskomstens § 14, og der foreligger ikke som i Xxxxxxx-sagen (kendelsen af 29. december 2006) sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde dette. Der er tale om et individuelt aftalt vilkår om en ydelse ud over, hvad A efter overenskomsten havde krav på. Viktech kunne ikke ensidigt ændre dette til et vilkår, hvorefter A fremover skulle betale 800 kr. om ugen for forskudt tid benyttelse af Viktechs tilbud om logi ved fradrag for overnatning i lønnen. Vilkåret blev ikke medtaget i den nye ansættelsesaftale af 28. februar 2020, og det er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse afubestridt, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker der hverken skriftligt eller mundtligt er indgået aftale om det nye vilkår med A. Det må imidlertid efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen bevisførelsen lægges til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætninggrund, at føreren arbejder Viktech på forskudt tidstormødet den 26. februar 2020 forklarede, at alle, som fremover ønskede at benytte beboelsescontainer, skulle betale 800 kr. om ugen, som ville blive trukket i lønnen, og at kørslen finder sted A var klar over, at det var sådan, at det ville blive. Ændringen må anses for væsentlig, der var ikke noget opsigelsesvarsel, og ændringen blev gennemført med virkning fra den 2. marts 2020. Ved fortsat at arbejde for Viktech og benytte logimuligheden i Viktechs beboelsescontainer og ved at tåle det tidsrumløbende fradrag på 800 kr. om ugen i lønnen må A anses for stiltiende at have accepteret ændringen, hvor forskudttidstillæg skal betales efter der som nævnt ikke kan anses for at være i strid med overenskomstens § 7, stk14. 9Indklagede frifindes derfor. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9Indklagede frifindes. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling Der er under sagen enighed om, at anlægget på Ved Amagerbanen 37 er beliggende i Københavns- området, ligesom der er enighed om, at anlægget udgør et driftsområde i overenskomstens forstand. Spørgsmålet under sagen er, om anlægget er omfattet af udtrykket ”nye driftsområder” i FOA- overenskomsten. Det må efter oplysningerne om de overenskomstmæssige forhold lægges til grund, at FOAs overenskomster vedrørende busdriften i det tidligere HT-område i hvert fald fra 1987 har omfattet ”driftsområderne i København”, senere angivet som ”Københavns-området”. I 1987- overenskomsten blev det anført, at driftsområderne i København ”p.t.” var Artillerivej, Islevdalvej, Ryvang, Irlandsvej og Ørnevej. Efter at kun anlæggene i Islev og Ryvang var tilbage, blev det ved overenskomsten af 1997 aftalt, at FOA-overenskomsten omfattede chauffører ansat i driftsområderne ”på Islev og Ryvang samt nye driftsområder inden for rejsetid uden Københavns-området”. Man var under overenskomstforhandlingerne opmærksom på afgrænsningsproblemstillingen i forhold til overenskomsten med SiD (3F) og det blev drøftet at ændre afgrænsningen, således at den blev buslinjebestemt, men det blev ikke gennemført, da Bus Danmark fastholdt, at afgrænsningen skulle ske på grundlag af et geografisk kriterium. Formuleringen af FOA-overenskomstens dækningsområde er ikke blevet ændret ved de overenskomster, der er indgået efter 1997, heller ikke efter, at Bus Danmark i 1999 indmeldte sig i arbejdsgiverorganisationen AHTS/RA, senere DI/AKT, og man gjorde dækningsområdet for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil3F-overenskomsten generelt. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14FOA-overenskomsterne af 1997 og senere omfatter udtrykket ”nye driftsområder inden for Københavns-området” ethvert nyt garageanlæg inden for området, stkuanset om det er fremkommet ved opsplitning af eksisterende anlæg omfattet af FOA-overenskomsten, eller om der er tale om etablering af helt nye anlæg, evt. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden til erstatning for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetalinganlæg, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timelønikke har været dækket af FOA-overenskomsten. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig Denne forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse er i overensstemmelse med ordlyden understøttes afformuleringen af 1987- overenskomsten og med det geografiske kriterium, at det i overenskomstens § 14som man fra arbejdsgiverside til stadighed har fastholdt, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” både ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” overenskomstforhandlinger og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart tvister som følge af jævnføringen til § 9, stkflytninger m.v. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997af anlæg. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger omheroverfor godtgjort et grundlag for en fortolkning af overenskomsten, således at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelseden kun omfatter eksisterende anlæg, der er dækket af FOA-overenskomsten, og nye anlæg, som afviger stammer fra den naturlige sprogligeen opsplitning af disse anlæg. Efter Jeg tager herefter klagers påstand til følge, idet det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1herved er taget stilling til, om betalingen for arbejdede pågældende chauffører, hvori der ikke som findes at være omfattet af FOA-overenskomsten, tillige er en henvisning til reglerne om forskudt tid omfattet af 3F-overenskomsten, og hvad virkningerne heraf i § 7, kan drages den slutninggivet fald er. Arriva Skandinavien A/S skal anerkende, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- overenskomsten mellem FOA – Fag og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- Arbejde og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail Arriva Skandinavien A/S, skal anerkende, at som er gældende for ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” Chauffører ansat i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnitArriva Danmarks driftsområder i København”, omfatter forskudttidstillæggarageanlægget beliggende Ved Xxxxxxxxxxx 00, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.0000 Xxxxxxxxx S.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører Efter § 38 i virksomhedens bilparternes overenskomst gælder der nogle opsigelsesvarsler, hvis længde bl.a. beror på medarbejderens anciennitet. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 1438, stk. 63, sidste bortfalder opsigelsesvarslet bl.a. ved ”materialemangel og anden force majeure, som standser driften helt eller delvis”. Efter den gældende lokalaftale fra 2011 har Kopenhagen Fur mulighed for at ansætte medarbejdere på nærmere angivne former for kontrakt. Det er oplyst, at den sædvanlige ansættelsesform for skindsorterere er den, som i lokalaftalen er betegnet som en ”hovedkontrakt”, som er tidsbegrænset og skal have en minimumslængde på 3 måneder. De skindsorterere, som denne sag angår, var alle ansat på en sådan hovedkontrakt. Efter lokalaftalens punkt 7, 5. afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæghar medarbejdere, som ikke får tilbudt genansættelse på en ny tidsbegrænset hovedkontrakt (i lokalaftalen betegnet som endelig fratrædelse), som udgangspunkt krav på de anciennitetsbestemte opsigelsesvarsler, som fremgår af overenskomstens § 38. Spørgsmålet erDet er således bestemt, at medarbejderne som udgangspunkt skal have et overenskomstmæssigt opsigelsesvarsel, selv om detde som nævnt er ansat på en tidsbegrænset kontrakt, dvs. en kontrakt, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillægudløber uden opsigelse. Indledningsvist bemærkesDer er i lokalaftalen fastsat nogle undtagelser fra denne regel. Det er således bestemt, at bestemmelserne ”pligt til genansættelse bortfalder”, hvis der ”foreligger skindmangel eller en anden produktions- eller materialemangel”, Det er også bestemt, at ”opsigelsesvarslet bortfalder” ved bl.a. ”indtræden af …materialemangel (skindmangel) og anden force majeure, som standser driften helt eller delvist”. Lokalaftalens regel om, at opsigelsesvarslet bortfalder ved materialemangel (skindmangel) og anden force majeure, som standser driften helt eller delvis, svarer til overenskomstens regel herom i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 738, stk. 63. Reglen må efter ordlyden antages at finde anvendelse i tilfælde, 2hvor en medarbejder ikke er blevet tilbudt genansættelse på en ny hovedkontrakt. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden Anvendelsesområdet for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige lokalaftalens regel om, at ”den for elektrikeren gældende timelønpligt til genansættelse bortfalder, såfremt der foreligger skindmangel…” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser afgiver anledning til tvivl, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, idet lokalaftalen ikke ses at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger indeholde nogen regel om, at der skal aflønnes som for arbejdei visse tilfælde er pligt til at genansætte en medarbejder på en ny tidsbegrænset hovedkontrakt. Bestemmelsen må sammenholdt med den ovenfor nævnte bestemmelse om bortfald af opsigelsesvarsel mest nærliggende forstås sådan, argumenteres for denne forståelseat den alene omfatter tilfælde, hvor en medarbejder har fået tilbudt genansættelse på en ny tidsbegrænset hovedkontrakt, og hvor der derefter indtræder skindmangel inden tiltrædelsen. Men også her I det foreliggende tilfælde er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekstsåledes reglen om bortfald af opsigelsesvarsel, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæganvendes. De to bestemmelsers ordlyd er forskellig derved, at begrebet ”force majeure” ikke er nævnt i bestemmelsen om bortfald af en pligt til genansættelse, mens det er anvendt i reglen om bortfald af opsigelsesvarsel. Det er efter bevisførelsen uklart, om der hermed har været tilsigtet en realitetsforskel på de to bestemmelser. Da der ikke er anført nogen fornuftig begrundelse for, hvorfor medarbejderne skulle være ringere stillet, hvis kørslen finder sted skindmangel indtræder, efter at de er blevet lovet genansættelse, end hvis skindmangel indtræder i forbindelse med arbejde opsigelsesperioden, må det imidlertid mest nærliggende antages, at der ikke er tilsigtet en realitetsforskel. Imidlertid er det efter ordlyden af bestemmelsen om bortfald af opsigelsesvarsel også uklart, om den skal forstås sådan, at skindmangel er nævnt som et eksempel på forskudt tid inden en force majeure-situation i aftalens forstand eller som et eksempel på, hvornår der kan foreligge force majeure. Da bestemmelsen som nævnt – bortset fra tilføjelsen af ordet ”(skindmangel)” – svarer til reglen i overenskomstens § 38, stk. 3, må den imidlertid mest nærliggende forstås på den sidstnævnte måde, sådan at skindmanglen skal have karakter af force majeure, for det tidsrumat opsigelsesvarslet – eller pligten til genansættelse – bortfalder. Spørgsmålet er herefter, hvordan force majeure-begrebet skal forstås i den foreliggende lokalaftale. Aftalen må bl.a. ses i lyset af Kopenhagen Furs særlige sæsonprægede arbejdsrytme, som udløser krav begrunder den udbredte anvendelse af tidsbegrænsede kontrakter for skindsorterere, og hvor modtagelsen af skind er en nødvendig driftsmæssig forudsætning. Efter bevisførelsen om baggrunden for lokalaftalen samt på forskudttidstillægdet foreliggende grundlag i øvrigt må det mest nærliggende antages, at der foreligger force majeure i lokalaftalens forstand, hvis en indtrådt skindmangel, som standser driften helt eller delvis, ikke kunne have været undgået ved almindelig fornuftig driftsledelse og ikke skyldes svigtende økonomi hos Kopenhagen Fur. Indklagede har imidlertid en pointe iEfter bevisførelsen må det lægges til grund, at det ved de omhandlede kontrakters udløb i forsommeren 2019 var sikkert, at der i 1971-overenskomsten § 14den følgende sæson ville være skindmangel i et for virksomhedens drift betydeligt omfang. Denne skindmangel skyldtes en væsentligt formindsket skindproduktion, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene som det ikke er det klartgodtgjort, at dette udtryk Kopenhagen Fur havde nogen juridisk eller forretningsmæssig mulighed for at undgå. På den anførte baggrund handlede Kopenhagen Fur ikke i strid med overenskomsten og lokalaftalen fra 2011 ved i foråret 2019 at undlade at tilbyde genansættelse af en række af virksomhedens skindsorterere uden at give dem opsigelsesvarsel og/eller godtgørelse i medfør af lokalaftalens punkt 7, 5. afsnit. Det kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen ikke føre til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommeret andet resultat, at der Kopenhagen Fur efter forklaringerne valgte at afvente resultatet af avlsdyrtællingen i foråret 2019, før man traf beslutningen om ikke i 1971 var tænkt at tilbyde genansættelse af de omhandlede skindsorterere, idet man ønskede at være helt sikker på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form omfanget af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tidnedgangen. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstandskal herefter frifindes for de nedlagte påstande. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, Parterne skal betale egne sagsomkostninger og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og hver betale halvdelen af udgiften til opmand.opmandens honorar. København, den 18. december 2020

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører Personalestyrelsen anførte i virksomhedens bilsit brev af 3. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkesjanuar 2007 til AC, at bestemmelserne i § 14 rektorer ved gymnasieskoler mv. fremover ikke ville kunne ansættes som tjenestemænd eller på tjenestemandslignende vilkår, at sty- relsen ønskede at optage forhandlinger om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferetudvidelse af AC-overenskomsten til også at omfatte rektorer ved gymnasieskoler mv., og der kan derfor at Finansministeriet ikke ønskede at overføre aftalen af 5. juli 1993 om omklassificeringer af stillinger som rektor ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige princippergymnasieskolerne mv. til overenskomstom- rådet. Der skulle således – som også fremhævet i opmandstilkendegivelsen af 7. januar 2008 – etableres et helt nyt overenskomstgrundlag for de rektorstillinger, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstidfremover skulle besættes på overens- komstvilkår. Indledningsvis bemærkes endvidereArbejdstagersiden var på denne baggrund ikke berettiget til at forvente, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse herafen ny klassificeringsafta- le ville indebære en hel eller delvis videreførelse af vilkårene fra 1993-aftalen, medmindre andet blev udtrykkeligt tilkendegivet fra arbejdsgiverside. Med den valgte ordlyd må parterne anses for Sådanne forventninger findes heller ikke at have villet udtrykke det, de menerkunne støttes på det oplyste om forhandlingsforløbet. Der skal derfor noget 2008-aftalen indeholder i forhold til for at nå frem overenskomstansatte rektorer intet vilkår svarende til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens 1993- aftalens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 103, stk. 2, om, at lavere klassificering som følge af faldende elevtal først gennemføres ved ledighed i stillingen, og et sådant vilkår kan herefter ikke anses for en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet del af formuleringenparternes aftale. Det fremgår endvidere af aftalen, at overenskomstansatte rektorer henføres til lønramme 38, når gymna- siet har ”700 studenterårsværk og derover eksklusiv enkeltfagskursister”. Der kan også her ud fra betragtninger er ikke grundlag for at forstå begrebet ”studenterårsværk” som en henvisning til 1993-aftalens bestemmelser om, at der skal aflønnes lægges vægt på elevantallet pr. 1. september, idet ”studenterårsværk” efter ordlyden tværtimod naturligt må forstås i samme betydning som det begreb, som gennem en årrække fast har været an- vendt inden for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det Undervisningsministeriets område som betegnelse for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formuleringstudenter- eller elevakti- vitet, som udløser taxametertilskud, hvilket begreb utvivlsomt må have været DJØF bekendt. Ordlyd Xxxx Xxxxx har da også forklaret, at han kendte begrebet fra dette område, og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæghan havde derfor anled- ning til at gøre indsigelse, hvis kørslen finder sted arbejdstagersiden ikke kunne acceptere, at man gjorde brug af be- grebet i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden 2008-aftalens fastlæggelse af beregningsgrundlaget for opklassificering til lønramme 38 for så vidt angår overenskomstansatte rektorer. Da 2008-aftalen herefter i det tidsrumhele må forstås som anført af Moderniseringsstyrelsen, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe ifølger det heraf, at der de indklagede skal frifindes for de nedlagte påstande. Parterne var enige om at tage denne tilkendegivelse til efterretning med samme virkning som en kendelse i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændringsagen. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger var endvidere enighed om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmandopmanden. Sagen sluttet. København, den 23. april 2014.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling Parternes tvist som beskrevet indledningsvis indebærer en stillingtagen til, om de medarbejdere, der er ansat på vilkår som beskrevet i ansættelsesaftalernes afsnit om ”løn og arbejdstid”, har krav på yderligere honorering for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts overarbejde efter overenskomstens § 148, stk. 65. Besvarelsen af dette spørgsmål beror blandt andet på en fortolkning af overenskomsten, sidste afsnitog sagen kan derfor behandles ved faglig voldgift. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge. Ved afgørelsen af parternes tvist lægger jeg efter de afgivne forklaringer og oplysningerne i sagen til grund, betales føreren ved kørsel uden at a-kassemedarbejderne i kraft af aftalen i ansættelseskontrakten om løn og arbejdstid inden overenskomstindgåelsen i 2010 havde en forpligtelse til at stå til rådighed i det daglige inden for den normale fastsatte arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” samt i helt særlige tilfælde omkring højtider og overtidstillægved uforudsete hændel- ser at påtage sig overarbejde mod afspadsering. Spørgsmålet er, om detForpligtelsen, der skal betalesvar sagligt begrundet i arbejdets art med betjening ledige medlemmer, når den pågældende arbejder på forskudt tidblev modsvaret af en generelt højere løn for a-kassemedarbej- derne end for de øvrige ansatte i afdelingen. Xxxxx Xxxxxxxx, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkesder var forhandler for HK, har forklaret, at bestemmelserne man under overenskomstforhandlingerne i 2010 blev uenige om det nærmere omfang af a-kassemedarbejdernes rådighedsforpligtelse inden for rammerne af de individuelle aftaler, men besluttede ikke at gøre mere ved spørgsmålet, der i praksis ikke havde givet anledning til tvist. Xxx Xxxxxxx har som leder af 3F afdelingen i Frederiks- borg forklaret, at a-kassemedarbejderne efter overenskomstindgåelsen fik tilbud om at overgå til aflønning uden tillæg og uden rådighedsforpligtelse, men at ingen ønskede dette. På denne baggrund og henset til formuleringen af § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid8, stk. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper5, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidereaftalerne i ansættelsesbevi- serne fortsat skulle være gældende, finder jeg, at udgangspunkt for forståelsen de medarbejdere, der er ordlyden ansat i a-kassen på løn- og den naturlige sproglige forståelse herafarbejdstidsvilkår som angivet i ansættelseskontrakterne, ikke har krav på tillæg efter overenskom- stens § 8, stk. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det5, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den i kontrakterne liggende rådighedsforpligtelse. Da der i formuleringen af klagers påstand synes at ligge en forudsætning om, at alt overarbejde til de pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid medarbejdere skal honoreres efter overenskomstens § 78, stk. 61 – 4, 2. pkt., betragtes som elektrikerens alternativt ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse afkø- bes” med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens et særskilt tillæg efter § 148, stk. 65, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført tages indklagedes frifindelsespåstand herefter til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det merefølge. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne3F Frederiksborg, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9frifindes. Hver part bærer skal bære egne omkostninger ved sagens behandling og betale halvdelen af udgiften til opmandopmandens honorar.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling Områdeoverenskomster som VVS-Overenskomsten omfatter som princip alt arbejde i virksomhe- den, som er omfattet af overenskomstens dækningsområde. Dette gælder som det klare udgangs- punkt, uanset om arbejdet udføres af ansatte medarbejdere eller af indlejede vikarer. Det må lægges til grund, at virksomhedens ønske om forskelsbehandling mellem løn til egne med- arbejdere og indlejede vikarer under forhandlingsforløbet i sommeren 2017 konsekvent blev afvist af tillidsmand A. Ledelsen præsenterede ikke tanken om loyalitetsbonus skriftligt for rejsetid uden A, men redegjorde mundtligt herfor. Ledelsen forklarede ikke, at den påtænkte loyalitetsbonus netop ville medføre en ringere lønmæssig stilling for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bilindlejede vikarer. Efter ordlyden Tillidsrepræsentant A var mere optaget af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” samlede løn under forhandlingsforløbet og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klartforstod ikke, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillægvar virksomhedens opfattelse. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart Herefter, og da lokalaftalens punkt 1 og 5 definerer virksomhedens gældende timeløn som følge af jævnføringen til § 9omfat- tende servicetillæg og loyalitetsbonus og udtrykkelig i punkt 3 undtager indlejede montører fra sik- kerhedsbonus, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommermå lokalaftalen naturligt forstås således, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987loyalitetsbonus tilkommer såvel ansatte medarbejdere som indlejede vikarer. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem Jeg tager derfor klagerens påstand til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det merefølge. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Installatørernes Organisation for Aarsleff Rail Kemp & Lauritzen A/S, skal anerkende, at ”den bestemmelsen om loyalitetsbonus i punkt 1 i lokalaftale for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14afdeling 746 af 21. juni 2017 også fin- der anvendelse på indlejede vikarer, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9der udfører arbejde for Xxxx & Xxxxxxxxx A/S inden for over- enskomstens faglige dækningsområde. Hver part bærer skal bære egne omkostninger ved sagens behandling sagsomkostninger og betale halvdelen af udgiften til opmand.opmandens honorar. København, den 23. februar 2018

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling angår, hvad parterne har aftalt som anvendelsesområde for rejsetid uden for BAT- overenskomsten, som er en virksomhedsoverenskomst vedrørende Femern Bælt byggeprojektet indgået med den normale arbejdstid ved kørsel virksomhed, som fører er hovedentreprenør på det arbejde, som i virksomhedens bildet væsentlige skal udføres til søs. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts overenskomstens § 141, stk. 61, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”gælder den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” ”alt arbejde udført af Fehmarn Belt Contractors I/S … ifm. havne og overtidstillægudgravning af tunnelforbindelsen”. Spørgsmålet erEfter ordlyden omfatter overenskomsten således alt arbejde, som FBC skal udføre på projektet, herunder anlæg af havne og udgravning af den 18 km lange tunnelrende mellem Danmark og Tyskland. Der er intet i ordlyden, som kan danne holdepunkt for en forståelse, hvorefter arbejde på fartøjer til udførelse af projektet ikke er omfattet af overenskomsten. Der er heller ikke noget i ordlyden, som kan danne holdepunkt for, at det skulle gøre en forskel, om detarbejdet foregår på eller fra en pram eller et søgående skib, der skal betaleseller om arbejdet med f.eks. udgravning, når den pågældende arbejder stenlægning eller jordpåfyldning udføres ved anvendelse af maskineri eller materiel, som er løst anbragt på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder et fartøj eller udgør en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelsefast del af fartøjet. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 71, stk. 61, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens overenskomsten § 141, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid3, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”overenskomsten omfatter samme arbejdsmæssige gyldighedsområde, som arbejdsmæssigt kan udføres de deltagende BAT-fagforbunds fagområder. Parterne Udgravning af tunnelrende, anlæg af havn og jordopfyldning er enige omentreprenørarbejde, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde selv om det sker på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser afhavbund og ikke på landjord, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”anbringelse og indretning af entreprenørredskaberne tilpasses dette forhold. En forståelse af § 1, stk. 1, i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes det i den gældende overenskomsts overenskomstens § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 101, stk. 2, er angivet, at overenskomsten er gældende for alle beskæftigede medarbejdere inden for overenskomstens faglige gyldighedsområde. Det er hermed tydeliggjort, at det afgørende er arten af det arbejde, der udføres, ikke hvem der udfører det, og hvad de måtte have af stillingsbetegnelse eller være ansat som. En forståelse af § 1, stk. 1, i overensstemmelse med ordlyden understøttes endvidere af, at FBC under forhandlingerne viste fagforeningernes repræsentanter billeder af forskellige fartøjstyper, der ville blive anvendt, og gennemgik, hvilke arbejdsopgaver på projektet de forskellige fartøjer kunne udføre, og hvordan bemandingen på projektet ville være. En sådan præsentation tjener ikke rigtig noget formål under en overenskomstforhandling, hvis meningen ikke er, at det præsenterede arbejde skal være omfattet af overenskomsten. Det kan ikke føre til en anden forståelse, at det for FBC angiveligt var en selvfølgelig forudsætning, at fartøjerne og arbejde på vand faldt uden for, hvad der blev forhandlet overenskomst om. Arbejdet har karakter af entreprenøranlægsarbejde, og fagforeningerne har med føje kunnet opfatte det som sådant. Der har hverken efter arbejdets art eller efter international og national regulering af sømandsarbejde været anledning for BAT-forbundene til at anse det for forudsat af FBC, at fartøjer og arbejde på vand på projektet faldt uden for overenskomsten. Det gælder så meget mere som der er tale om en virksomhedsoverenskomst, hvis formål må anses for at have været at dække netop det entreprenøranlægsarbejde, som FBC havde påtaget sig at udføre på projektet og skulle i gang med. FBC’s synspunkt, at § 1, stk. 1, ikke omfatter fartøjerne og arbejde på vand, indebærer en så væsentlig indskrænkning i forhold til ordlyden af bestemmelsen og hele formålet med bestemmelsen og overenskomsten, at det ikke ud fra et forudsætningssynspunkt kan indfortolkes i bestemmelsen. En forståelse som hævdet af FBC, hvorefter det implicit skulle ligge i overenskomstens § 1, stk. 1, at den ikke omfatter fartøjerne og arbejde på vand, ville indebære en så væsentlig indsnævring af det arbejde, som overenskomsten efter ordlyden omfatter, at det som hævdet af klager nærmer sig det meningsløse. Efter bevisførelsen må det da også lægges til grund, at FBC ikke gjorde noget for at oplyse fagforeningerne om, at FBC tilsigtede et sådant resultat. Tværtimod var det af afgørende betydning for FBC med fagforeningerne at få en arbejdstidsaftale, som ville gælde for skibene og arbejde på vandet. Det anvendelsesområde, som er fastlagt i overenskomstens § 1, stk. 1, kan ikke anses for ændret med indsættelsen af § 1, stk. 5. Indsættelsen skete på foranledning af BAT-forbundene og 3F Transportgruppen, som organiserer sømænd, efter BAT-forbundenes inddragelse af 3F Transportgruppen i overenskomstforhandlingerne. Efter ordlyden af § 1, stk. 5, angår bestemmelsen ”søfarendes arbejde på søgående skibe”, hvilket efter ordlyden naturligt må forstås som sømandsarbejde relateret til fartøjets funktion som skib og hermed forbundet servicearbejde. Efter ordlyden er § 1, stk. 5, således ikke en bestemmelse vedrørende det arbejde, som er omfattet af § 1, stk. 1, men en bestemmelse, som indeholder en afgrænsning i forhold til dette arbejde, og som samtidig – hvilket efter bevisførelsen må anses for dens egentlige formål – indeholder krav til niveau og dokumentation vedrørende løn- og arbejdsvilkår for dette arbejde. Den indeholder ikke en undtagelse til § 1, stk. 1, men supplerer denne bestemmelse. Det er på den baggrund ikke overraskende, at FBC gerne kunne undvære § 1, stk. 5. Efter bevisførelsen er der derimod ikke fornødent belæg for den opfattelse, at meningen med § 1, stk. 5, skulle have været at undtage fartøjer og arbejde på vand. § 1, stk. 5, må forstås i overensstemmelse med ordlyden som en bestemmelse vedrørende søfarendes arbejde på søgående skibe, dvs. sømandsarbejde relateret til fartøjets funktion som skib og hermed forbundet servicearbejde. Arbejdstidsaftalen understøtter en forståelse af overenskomstens bestemmelse af gyldighedsområde i overenskomstens § 1 i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd. Arbejdstidsaftalen er en lokalt aftalt ordning indgået i henhold til overenskomstens § 72. Det er en aftale om fravigelse af overenskomstens bestemmelser om arbejdstid. Der er intet fremført ikke i ordlyden eller bevisførelsen noget holdepunkt for, at meningen skulle have været et andet anvendelsesområde end overenskomstens. Efter bevisførelsen må det lægges til støtte for en anden forståelse af § 9grund, stk. 7at aftalen er skrevet ud fra de tre fartøjer, end densom da var indsat på projektet, men parterne er enige om, for så vidt angår § 14at aftalen og de aftalte arbejdstidsregler mv. skulle finde anvendelse på alle fartøjer, stksom ville blive anvendt i projektet, hvad da også har været tilfældet. 6Det kan derfor ikke tillægges afgørende betydning, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for hvorledes arbejdet omfattet af formuleringenlokalaftalen er beskrevet på baggrund af de tre navngivne fartøjer. Aftalen var ment til at skulle rumme og har i parternes efterfølgende praksis omfattet alle fartøjer. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe ligger derfor ikke nogen begrænsning i, at der med baggrund i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket de tre nævnte fartøjer udtrykkeligt er nævnt ”den aftalte timelønudlægning af sten” eller ”entreprenørarbejde som normalt udføres på land”. Taget på ordene er det klartDet overordnede udtryk ”entreprenørlignende arbejde” sammenholdt med differentieringen af søtillæg for sådant arbejde og søtillæg til ”deckhands/skibsassistenter” viser, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillægblot vedtagelsen af overenskomsten og arbejdstidsaftalen var betinget af hinanden, men at differentieringen mellem anlægsentreprenørarbejde og sømandsarbejde er indbyrdes overensstemmende. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den Bevisførelsen giver ikke grundlag for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger omfastslå, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag efterfølgende skulle have udvist en fælles adfærd, som understøtter den forståelse, som afviger fra den naturlige sprogligeFBC hævder. Efter Det følger af det anførte må der gives klager medhold ianførte, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 141, stk. 1, om betalingen for arbejdeskal forstås i overensstemmelse med ordlyden som omfattende alt det entreprenørarbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutningsom FBC udfører på anlægsprojektet, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen denne bestemmelse i overenskomstens § 1, stk. 1 indeholder alene 5, er suppleret med en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tidbestemmelse vedrørende sømandsarbejde, og at kørslen finder sted arbejdstidsaftalen har samme anvendelsesområde som overenskomsten. Det følger af det anførte, at der skal gives klager medhold i uoverensstemmelsen om forståelsen af BAT-overenskomsten. Arbejde på de fartøjer, som anvendes af FBC på Femern Bælt projektet, er omfattet af BAT-overenskomsten, når det består i betjening eller pasning af de særlige entreprenørmaskiner, som anvendes til udførelse af anlægsarbejdet på projektet, eller i øvrigt må anses for entreprenøranlægsarbejde. Der kan ikke gives indklagede medhold i, at arbejde udført om bord på MLC regulerede søgående fartøjer alene er omfattet af overenskomsten i det tidsrumomfang, hvor forskudttidstillæg medarbejderne der udfører arbejdet, anvender, reparerer eller vedligeholder maskiner, som også bliver brugt i land. Den påstand, som klager har nedlagt, er formuleret i overensstemmelse med det, som parterne har aftalt i arbejdstidsaftalen. Arbejdstidsaftalen skal betales efter overenskomstens § 7forstås i overensstemmelse med fastlæggelsen af anvendelsesområdet i overenskomsten, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – således som det mindre i denne kendelse er udlagt. Der ses på den baggrund ikke at foreligge uklarheder i påstandens formulering, som kan føre til frifindelse af indklagede. Afgørende er arten af det merearbejde, der udføres. IndklagedeAnsatte er omfattet for så vidt angår det nævnte arbejde. Der gives herefter klager medhold i den påstand, TEKNIQ Arbejdsgiverne, som klager har nedlagt. Endvidere frifindes klager for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at indklagedes selvstændige påstand.”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillægde ikke i forbindelse med udvidelsen af serviceassistent- overenskomsten drøftede spørgsmålet om tidsbegrænsede ansættelser eller vi- karansættelser. Parterne har forskellige opfattelser afEfter forklaringerne var udvidelsen fra regionernes side begrun- det i et ønske om øget fleksibilitet, hvad og de begrænsninger i udvidelsen, der ligger bagfølger af § 1, stk. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid4, og protokollat 1, var begrundet i et ønske om at sikre, at de ufaglærte serviceassistenter blev sikret et uddannelsestilbud. § 23 i overenskomsten forudsætter efter sin ordlyd, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes kan ske tidsbegrænset ansættelse også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7af ufaglærte, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger omprotokollat 1 tager højde for, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet kan være tale om flere ansættelser i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrumsamme region, som udløser krav på forskudttidstillægtilsammen kan give adgang til et tilbud om uddannelse. Indklagede har imidlertid en pointe iEfter forklaringerne fra E og B må det lægges til grund, at der det i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der en årrække både før og efter udvidelsen af serviceassistentoverenskomsten i 2015 har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart sædvanligt at ansætte ufaglærte serviceassistenter i tidsbegrænsende stillinger i hvert fald som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, sommerferievikarer og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger omformodningen imod sig, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra man med ændringen af overenskomsten har tilsigtet at forhindre sådanne an- sættelser. På den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold ibaggrund finder jeg, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted bestemmelserne i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkesserviceoverenskomsten ikke er til hinder for, at der ikke ud fra formuleringen ufaglærte ansættes i § 14, stktidsbegrænsede stillinger eller som vikarer. 1, om betalingen RLTN for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling Region Midtjylland og Region Sjælland frifindes derfor. Regionernes Lønnings- og Takstnævn for forskudt tid er udelukket ved rejse- Region Sjælland og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9Region Midtjylland frifindes. Hver part bærer skal betale egne omkostninger ved sagens behandling sagsomkostninger og halvdelen af udgiften til opmand.opmandens hono- rar. København, den 5. september 2022

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden Det følger af den gældende Elektrikeroverenskomsts Emballageoverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 1084, stk. 2, at lønnen for den enkelte medarbejder aftales i hvert enkelt tilfælde mellem virksomheden eller dennes re- præsentant og medarbejderen uden indblanding fra organisationernes side. Det må herefter kræve en hjemmel i overenskomsten, hvis uenighed om lønforhand- lingen skal kunne behandles fagretligt ved mæglingsmøde og organisationsmøde. Dette gælder også i et tilfælde som det foreliggende, hvor tillidsrepræsentanten forhandler løn kollektivt på medarbejdernes vegne. En udtrykkelig hjemmel til at behandle lønspørgsmål fagretligt findes i Emballageoverenskomstens § 86 om opsagte akkorder og bonusaftaler, § 90 om ældre og svagelige medarbejdere og § 91 om påtaleret ved misforhold. Overenskomsten indeholder imidlertid ikke – som Industriens Overenskomst – en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringenhjemmel til at indbringe uenighed om de lokale lønforhandlinger efter § 84. Der kan også her ud fra betragtninger omDet er ikke godtgjort, at der skal aflønnes som er etableret en kutyme for arbejdefagretlig behandling af uoverensstemmelser om løn på Emballageoverenskomstens område. 3F har alene kunnet fremlægge to eksempler, argumenteres for denne forståelsehvor spørgsmålet har været rejst. Men også her er det for I den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe iene sag fra 2010 tilkendegav DI, at der i 1971-overenskomsten § 14efter DI’s opfattelse ikke var hjemmel til fag- retlig behandling, stkog sagen blev ikke videreført. 6Den anden sag fra 2013 angik ikke selve uenigheden om lønfastsættelsen, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”men et retligt spørgsmål om tillidsre- præsentantens kompetence til at indgå aftaler om løn. Taget på ordene er det klartHerefter, at dette udtryk og da praksis fra andre overenskomstområder ikke kan rumme forskudttidstillægføre til et andet resultat, tages DI’s påstand om frifindelse til følge. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9Dansk Industri, stk. 6DIO I, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9frifindes. Hver part bærer skal betale egne omkostninger ved sagens behandling sagsomkostninger og halvdelen af udgiften til opmandopmandens hono- rar. København, den 2. februar 2023.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling Indledningsvis bemærkes, at Odense Kommune ikke under de foreliggende omstændigheder findes at have udvist passivitet, der kan bevirke, at kommunen af den grund var afskåret fra at påberåbe sig varselsbestemmelsen i Rammeaftalens § 18, stk. 4, 2. led. De arbejdsopgaver, som A indtil kommunens varslingsbrev af 3. juni 2015 havde i form af h o- vedrengøring, særlige serviceopgaver og yderligere kantinearbejde, er enten bortfaldet eller bliver nu udført på anden vis. As aftalte merarbejde blev imidlertid ikke varslet til ophør, fordi de omhandlede arbejdsopgaver bortfaldt. Arbejdsopgaverne ophørte for rejsetid uden for As vedkommende i det væsentlige, fordi kommunen med henvisning til den normale arbejdstid ved kørsel faglige voldgiftsafgørelse af 30. november 2010 så sig nødsaget til at bringe overarbejdet til ophør. Odense Kommune er alle rede derfor uberettiget til at påberåbe sig arbejdsopgavernes bortfald som fører begrundelse for, at der på vars- lingstidspunktet forelå arbejdsmangel. Spørgsmålet er herefter, om der i virksomhedens bilRammeaftalens § 18, stk. Efter ordlyden 4, 2. leds forstand forelå arbejd s- mangel som følge af, at de driftsmæssige forhold foranlediget af voldgiftsafgørelsen stille de sig i vejen for, at kommunen fortsat kunne tilbyde A beskæftigelse på det hidtidige timetal. Den faglige voldgiftsafgørelse indebar en fortolkning af den gældende Elektrikeroverenskomsts overenskomst og æ n- drede ikke den eksisterende retstilstand. Det var således allerede på ti dspunktet for skolein- spektørens aftale med A i 2003 i strid med overenskomsten, at hun fik overdraget de nævnte ar- bejdsopgaver oven i sine almindelige rengørings- og kantineopgaver. Det var dermed kommunens overenskomststridige forvaltning, der var den egentlige begrundelse for varslingen af de om- handlede arbejdsopgavers bortfald. På denne baggrund findes der ikke at have foreligget a r- bejdsmangel i Rammeaftalens forstand, og voldgiftsafgørelsen fra 2010 og dennes konsekvenser for de driftsmæssige forhold kunne derfor ikke påberåbes af kommunen som begrundelse for, at A ikke skulle have krav på det særlige varsel gældende for tillidsrepræsentanter. Endelig bemærkes på den givne foranledning, at i henhold til Rammeaftalens § 1418, stk. 64, sidste afsnit2. le d, betales føreren er det alene en forudsætning for at bortse fra det forlængede varsel for tillidsrepræsentanter, at afskedigelsen er begrundet i arbejdsmangel. Det forhold, at der, som det for så vidt er ubestridt under sagen, ikke ved kørsel uden for den normale varslingen af As ændrede arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om detforelå en situation, der skal betaleser omfattet af den bagvedliggende begrundelse for Rammeaftalens tillidsrepræsentantbeskyttelse, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkeskan dermed ikke i sig selv begrunde, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud bortses fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens det forlængede varsel i Rammeaftalens § 718, stk. 64, 21. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”led. En forståelse i overensstemmelse Klagers påstand må herefter tages til følge med ordlyden understøttes afden virkning, at A har krav betaling af det om- handlede overtidstillæg med renter i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit yderligere 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9måneder. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og skal betale halvdelen af udgiften til opmandopmandens honorar mv.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillægOverenskomsten med virkning fra 1. Parterne har forskellige opfattelser afapril 2016 blev udvidet, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertidsåledes at ufaglærte kan ansættes efter overenskomsten i 2 år, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og inden medarbejderen kan påbegynde en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes uddan- nelse som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrumvoksenelev, som udløser krav på forskudttidstillæger forbeholdt medarbejdere, der er fyldt 25 år. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene Det er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommerklagers opfattelse, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind herudover er hjemmel i overenskomsten til ansættelse af ufaglærte, mens det er indkla- gedes opfattelse, at personer, der er yngre end 23 år, kan ansættes som ufaglærte i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås en periode på mere end én måde. Et faktum erto år, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der men er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold enig i, at betaling de som 25-årige skal påbegynde voksenelev-uddannelsen, hvis de da har været ansat i 2 år. Indtil 1. april 2016 var ansættelse efter Overenskomsten forbeholdt faglærte serviceassistenter og elever, der gennemførte en erhvervsfaglig grunduddannelse til serviceassistent. Ufaglærte kunne således ikke ansættes efter den såkaldte ”faglærte” overenskomst. Den 15. december 2014 fremsatte indklagede over for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stkklager og FOA krav til fornyelse og ændring af overenskomster. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkesHeri var anført, at der ikke ud fra formuleringen områdebestemmelsen i § 141, stk. 1, om betalingen i bilag 1 til overenskom- sten vedr. løn- og ansættelsesvilkår for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutningservicemedarbejdere/-assistenter ved sygehuse udgik. Bag- grunden for dette krav var efter de afgivne forklaringer, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- sammenlægningen af Skejby Sygehus, Århus Amtssygehus og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse afÅrhus Kommunehospital til det nye Aarhus Universitetshospital gjorde det uhensigtsmæssigt, at betalingen kun de to sidstnævnte hospitaler havde mulighed for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker at ansætte serviceperso- nale efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9denne overenskomst. Fagforbundene afviste imidlertid at udvide anvendelsesområdet for denne særlige overenskomst for sygehuse, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætningda de mente, at føreren arbejder på forskudt tidde erhvervsuddannede serviceassistenter var en bedre arbejdskraft, da de havde et bredere anvendelsesområde og dermed ikke risikerede hurtig nedslidning. A har forklaret, at klager anerkendte, at der var vanskeligheder for indklagede med at skaffe kvalifi- ceret arbejdskraft, og at kørslen finder sted nogle af de allerede ansatte ved Århus Kommunehospital og Århus Amts- hospital havde udfordringer, primært af sproglig karakter, i det tidsrumforhold til straks at starte på en voksen- elevuddannelse. De accepterede derfor en åbning af den faglærte overenskomst på 2 år, hvor forskudttidstillæg skal betales således at der blev skabt luft for de personer, der havde udfordringer i forhold til straks at starte på en voksen- elevuddannelse, og som derfor fik mulighed for op til to års ansættelse efter overenskomstens § 7, stk. 9overenskomsten. Det findes rettestvar vigtigt for klager, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagedeåbningen blev snæver, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmandda overenskomsten var forbeholdt de faglærte.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen Bygningsoverenskomstens § 6 angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil”Vikararbejde” og indeholder en forskellig regulering alt efter, om ”Vikarbureauet er medlem af Dansk Byggeri” eller ”Vikarbureauet er ikke medlem af Dansk Byggeri”. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts I § 146, stk. 1, anvendes formuleringen ”virksomheder, der er vikarbureauer”, i § 6, sidste afsnitstk. 4, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med formuleringen ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om detmedarbejdere, der skal betalesudsendes af et vikarbureau til at arbejde på en medlemsvirksomhed”. Der er ikke i Bygningsoverenskomsten nogen definition af et vikarbureau. Efter en almindelig sproglig forståelse er et vikarbureau imidlertid en virksomhed, når som opnår indtjening ved at knytte medarbejdere til sig gennem indgåelse af aftaler om ansættelse som vikar og på den pågældende arbejder baggrund indgå aftaler med brugervirksomheder om midlertidig udsendelse af vikarer til at udføre arbejde i brugervirksomheden under dennes ledelse og kontrol. Der foreligger således ikke efter en almindelig sproglig forståelse vikarbureauvirksomhed i tilfælde, hvor f.eks. en sædvanlig tømrervirksomhed, hvis drift består i udførelse af tømrerarbejde, midlertidigt udlåner/udlejer en medarbejder til en anden tømrervirksomhed, hvis drift ligeledes består i udførelse af tømrerarbejde. En forståelse af Bygningsoverenskomstens § 6 i overensstemmelse med ordlyden vil være i god overensstemmelse med definitionerne på forskudt tidvikarbureau, omfatter forskudttidstillægvikaransat og brugervirksomhed i EU- direktivet om vikararbejde (direktiv nr. Indledningsvist bemærkes2008/104/EF af 19. november 2008) og den danske implementeringslov, lov nr. 595 af 12. juni 2013 om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau mv. Overenskomstteksten stammer imidlertid i alt væsentligt fra 2004 og er således ældre end direktiv og implementeringslov, men efterfølgende overvejet forholdet til direktiv og lov. De indgik i 2010 en aftale om at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder søge direktivet implementeret ved en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetidaftale, ”så implementeringen ligger så tæt som muligt til direktivteksten”. Rejsetid Protokollatet herom er særskilt tariferetudgået af overenskomsten, og der kan er ikke indgået en særlig implementeringsaftale med definitionsmæssig fastlæggelse af, hvad der skal forstås ved vikarbureau mv. i overensstemmelse med direktiv og lov. Der er da heller ikke noget i overenskomsten, som stikker ud i forhold til direktiv og lov, hvis definitioner af vikarbureau mv. er baseret på sædvanlig sproglig forståelse. Den skete præcisering af anvendelsesområdet for § 6 ved den udtrykkelige angivelse i underoverskrifterne i § 6 af, at den angår arbejde udført af vikarer udsendt af et vikarbureau, falder helt i tråd med direktiv og lov. Der er således en sammenhæng mellem direktiv og lov, som understøtter en forståelse af overenskomstens § 6 på linje med forståelsen af direktiv og lov. I forarbejderne til vikarloven, lovforslag 209 Folketinget 2012-13, hedder det i afsnit 3.1 om anvendelsesområdet, at loven alene skal finde anvendelse på vikarbureauer og derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principperfinder anvendelse, hvor virksomheder med anden drift ”låner eller udlåner arbejdskraft, f. eks. i perioder med op- eller nedgang i ordrebeholdningen, … eftersom sådanne virksomheders formål med at ansætte de pågældende lønmodtagere ikke er udsendelse til brugervirksomheder”. Dansk Byggeri ses ikke som hævdet af 3F under behandlingen af fagretlige sager at have tilkendegivet en forståelse af overenskomstens § 6, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses bestemmelsen omfatter udlån af medarbejdere mellem f.eks. tømrervirksomheder. I det hele er der ikke ført bevis for en fælles forståelse af § 6, hvorefter den også omfatter udlån/udleje af medarbejdere fra virksomheder, som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidereikke er vikarbureauer, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til midlertidigt arbejde i en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales virksomhed inden for den pågældende elektrikers normale branche under dennes ledelse og kontrol. Der foreligger ikke oplysninger, som giver grundlag for en sådan fortolkning under hensyn til en risiko for misbrug og omgåelse i tilfælde, hvor begge virksomheder er omfattet af Bygningsoverenskomsten, og der er ikke anledning til at tage stilling til tilfælde, hvor den udlånende virksomhed ikke er medlem af Dansk Byggeri, eftersom Tømrer- og Snedkerværkstedet Løsning er medlem af Dansk Byggeri. Bygningsoverenskomstens § 6 findes herefter at måtte forstås i overensstemmelse med ordlyden, således at den kun finder anvendelse ved vikarbureauers udsendelse af vikaransatte medarbejdere og derfor ikke finder anvendelse ved udlån/udleje af medarbejdere fra virksomheder, som ikke er vikarbureauer, til midlertidigt arbejde på timeløni en anden virksomhed inden for den pågældende branche under dennes ledelse og kontrol. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet Det følger heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter at 3F ikke kan få medhold i kravet om efterbetaling af 10 kr. pr time for det timelønsarbejde de to udlånte medarbejdere udførte hos Xxxx Xxxxxxxxx Århus A/S forud for arbejdet på pladsen Dybbølvej blok 1. Kravet støttes på overenskomstens § 76, stk. 62, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”og lokalaftalen hos Xxxx Xxxxxxxxx Århus A/S om en timeløn på 185 kr. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens Da de ikke under udlånet var omfattet af § 14, stk. 6, afsnit 3 har de modtaget overenskomstmæssig løn ved den skete udbetaling af deres sædvanlige timeløn på 175 kr. hos Tømrer- og Snedkerværkstedet Løsning A/S. Helt tilsvarende kan 3F ikke få medhold i kravet om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden efterbetaling af 35 kr. pr. time for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved det arbejde de to udlånte medarbejdere udførte på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige ompladsen Dybbølvej blok 1, for så vidt angår det støttes på overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved 2. pkt. Det, som 3F har anført om akkord, kan heller ikke føre frem, da der ikke ses at foreligge en faglig voldgiftsafgørelse akkordaftale, som kan begrunde en sådan timelønsforhøjelse. DI Dansk Byggeri for Tømrer- og Snedkerværkstedet Løsning A/S skal herefter frifindes for 3F’s betalingspåstand. De selvstændige påstande, som DI Dansk Byggeri har nedlagt, tages ikke under påkendelse, da der ikke er nogen uenighed mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes Bygningsoverenskomstens § 6 omfatter vikararbejde udført af vikarbureauansatte vikarer på brugervirksomheder, som vikarbureauet har udsendt dem til. Uenigheden angår, om bestemmelsen omfatter udlån/udleje af medarbejdere fra virksomheder, som ikke er vikarbureauer, til midlertidigt arbejde i en anden virksomhed under dennes ledelse og kontrol. En stillingtagen til denne uenighed er ikke mulig ved en stillingtagen til de anerkendelsespåstande, som DI Dansk Byggeri har nedlagt, men en stillingtagen har været nødvendig for arbejdeen stillingtagen til 3F’s betalingspåstand, argumenteres således som det fremgår af begrundelsen for frifindelsen for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, DI Dansk Byggeri for Tømrer- og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail Snedkerværkstedet Løsning A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9S frifindes. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen Uenigheden angår betaling forståelsen af en aftale, hvorefter 3F giver afkald på at forfølge bebudede krav om efterbetaling og bod ved Arbejdsretten mod, at Idealcombi til fuld og endelig afgørelse bl.a. betaler 750.000 kr. til aftenholdsmedarbejdere efter en liste udarbejdet af 3F som en særlig godt- gørelse. Denne godtgørelse må anses som kompensation for rejsetid det efterbetalingskrav, som 3F hæv- der, medarbejderne har. En sådan aftale kan med bindende virkning fra 3F’s medlemmer indgås af 3F. 3F kan ikke uden konkret bemyndigelse handle på ikke-medlemmers vegne. Når ikke andet fremgår, må en sådan aftale derfor anses for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bilindgået af 3F med virkning alene for 3F-medlemmer. Efter ordlyden Der er enighed om, at der under forhandlingen ikke var noget fremme om, hvem 3F handlede for. Når derfor de 750.000 kr. skal fordeles til aftenholdsmedarbejdere efter en liste udarbejdet af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 143F, stk. 6er det med føje, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist at 3F kun har medtaget medlemmer af 3F. Det bemærkes, at bestemmelserne det forhold, at det i referatet af dialogmødet er anført, at ”ovenstående er aftalt lokalt og uden præjudice og kan ikke senere lægges til grund for en fortolkning af overenskom- sten”, kan ikke føre til et andet resultat. Udsagnet må forstås i sin helhed og derfor bl.a. ses som en understregning af, at overenskomstparterne ikke hermed var blevet enige om fortolkningen af overenskomstens § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid18, pkt. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid5. Indledningsvis Det bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen der ikke er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes afført bevis for, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige der på mødet var enighed om, at ”3F ale- ne skulle afgøre, hvor et anciennitetssnit skulle lægges på virksomhedens liste over samtlige medarbejdere. Det bemærkes endelig, at aftalen om betaling af 750.000 kr. ikke med den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillægskete udbetaling af 580.000 kr. Parterne har forskellige opfattelser afer opfyldt. Virksomheden indvilligede – uanset det ekstra besvær i at foretage udbe- taling a conto og kan derfor ikke efterfølgende hævde at have gjort alt, hvad der ligger bagden efter aftalen skal. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid3F’s påstand tages herefter til følge, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det idet bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutningnogen uenighed om, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde påstan- den angår restbeløbet på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail 170.000 kr.. Idealcombi A/S, S skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” foretage efterbetaling i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14forlig af 12. maj 2015 til aftenholdsmed- arbejdere, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted der er medlemmer af Fagligt Fælles Forbund i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9overensstemmelse med liste udarbejdet af Fagligt Fælles Forbund. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden anført rækkevidden af den gældende Elektrikeroverenskomsts medarbejdernes ret til efter § 1411, stk. 67, sidste afsnitsammenholdt med stk. 5, betales føreren ved kørsel uden i Standardoverenskomst (2023) for pengeinstitut og realkreditinstitut at kræve kontant udbetaling af indestå- ende i timebanken vedrørende overenskomstbestemte feriedage. Om den normale arbejdstid med ”historiske baggrund for retten til overenskomstbestemte feriedage og etablering af timebanken henviser jeg til pkt. 4 og 5 i den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” faglige vold- giftskendelse af 3. maj 2023. De generelle regler om en timebank og overtidstillægom medarbejdernes ret til kontant udbetaling af indestående findes i dag i 2023-overenskomstens § 11, herunder i stk. 4, 5 og 7. Bestemmelsen i stk. 4 opregner en række tilgodehavender (merarbejdstimer mv.), der i mangel af anden aftale indskydes i timebanken. I stk. 5, 1. pkt., tilføjes bl.a., at også overenskomstbestemte feriedage indsky- des i banken. Efter stk. 7, 1. pkt., kan medarbejderen vælge, om indestående i banken ønskes udbetalt kon- tant eller som afspadsering. En læsning af disse bestemmelser fører til, at medarbejderne altid – herunder i en opsigelsesperiode – frit kan vælge, om de vil have overenskomstbestemte feriedage udbetalt eller afspadseret, og at dette gælder, uanset om medarbejderne er forhindret i at afholde feriedagene på grund af sygdom eller ej. Spørgsmålet erer herefter, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne et andet resultat følger af bestemmelsen i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 65, 2. pkt., betragtes som elektrikerens hvorefter virksomheden før medarbejderens fratræden kan ”normale fastlagte arbejdstid”. En varsle timer svarende til de overenskomstbestemte feriedage til afhol- delse i opsigelsesperioden.” Finansforbundets forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes afaf bestemmelsen fører til, at det virksomhedens ret til varsling af feriedage til afhol- delse i overenskomstens § 14opsigelsesperioden er uden reelt indhold, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, idet medarbejderne altid efter stk. 7, og en noget lignende formulering 1. pkt., vil kunne kræve feriedagene udbetalt. Jeg finder, at det må have formodningen imod sig, at dette har været parternes hensigt med bestemmelsen i § 10, stk. 5, der ved overenskomstforhandlingerne i 2020 blev særskilt aftalt. Finansforbundet har ikke fremlagt oplysninger om den nærmere baggrund for bestemmelsen og har heller ikke fremlagt eksempler på, at forbundet tidligere – generelt eller i konkrete tilfælde – har gjort sin forståelse af overenskomsten gældende. Jeg finder herefter, at bestemmelsen i stk. 5, 2. Der er intet fremført pkt., må forstås således, at der – i forhold til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne 1. pkt. – er enige om, tale om en særlig regulering for så vidt angår § 14overenskomstbestemte ferie- dage, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, og at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her herunder er tale om en undtagelse til det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet almindelige princip i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne sidstnævnte bestemmelse om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sprogligemedarbejdernes valgfrihed. Efter det anførte må frifinder jeg Finans Danmark/Arbejdsgiver. Dette har selvsagt ikke betydning for konklusio- nen i den faglige voldgiftskendelse af 3. maj 2023, der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stksom nævnt alene angår tilfælde af sygdom hos den pågældende medarbejder. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, Finans Danmark/Arbejdsgiver frifindes. Parterne skal betale egne sagsomkostninger og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og hver betale halvdelen af udgiften til opmand.opmandens honorar. København, den 7. februar 2024

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 931, stk. 7, 5. pkt., skal en virksomhed, der er medlem af GLS-A, på opfordring fra den lokale 3F afdeling/Forbund give til- strækkelige oplysninger om navn, adresse, CVR-nummer og entreprisen for den pågældende entreprisevirksomhed”. GLS-A er af den opfattelse, at oplysningspligten efter bestemmelsen vil være op- fyldt, hvis der ud over navn, adresse og CVR-nummer gives oplysninger om arten af de opgaver, entreprenøren udfører. 3F er af den opfattelse, at bestemmelsen in- debærer, at der som minimum også skal gives oplysninger om entreprisesum og arbejdets omfang, og at spørgsmålet om, hvorvidt oplysningspligten er opfyldt, i øvrigt må bero på de konkrete omstændigheder. Det er efter opmandens opfattelse ikke ud fra ordlyden muligt at fastslå, hvem af parterne der har ret. Hertil er ordlyden for uklar. Det fremgår således ikke udtryk- keligt af bestemmelsen, at der altid skal gives oplysninger om entreprisesum og om arbejdets omfang, men bestemmelsen udelukker efter ordlyden heller ikke dette, jf. udtrykket ”tilstrækkelige oplysninger om … entreprisen”. Efter bevisførelsen, herunder de afgivne forklaringer, lægges det til grund, at for- målet med oplysningspligten er at give 3F mulighed for at rejse krav over for en- treprenøren om indgåelse af overenskomst, hvilket formål 3F også ønskede at for- følge efter kontrolbestemmelsen i den tidligere overenskomst, jf. kendelsen i sag FV 2012.0043. Til opfyldelse af dette formål er det ikke nødvendigt, at forbundet modtager oplysninger om entreprisesum og om arbejdets omfang. Det er tilstræk- keligt, at forbundet ud over entreprenørens navn, adresse og CVR-nummer mod- tager oplysninger om arten af de opgaver, entreprenøren udfører, således at for- bundet kan tage stilling til, om arbejdet hører under overenskomstens faglige gyl- dighedsområde, og om der i givet fald over for entreprenøren bør rejses krav om at indgå overenskomst. Dette illustreres også af, at forbundet i den foreliggende sag efter det oplyste rejste overenskomstkrav og iværksatte hovedkonflikt samt sympatikonflikt mod den entreprenør (ADMIN ApS), der udførte entreprisen med klipning og stikning for Rosa ApS. Efter bevisførelsen, herunder de foreliggende oplysninger om forhandlingsforlø- bet og de afgivne forklaringer, er der efter opmandens opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at formålet med oplysningspligten også er at give 3F mulighed for at vurdere, hvilke af flere uorganiserede entreprenører der bør sættes kræfter ind overfor med henblik på indgåelse af overenskomst. I så fald havde det været nær- liggende udtrykkeligt at angive i bestemmelsen, at der altid burde udleveres oplys- ninger om entreprisesum og om arbejdets omfang, idet disse oplysninger ville væ- re nødvendige for at opfylde det nævnte formål. Samtidig ville det have været hensigtsmæssigt at præcisere, hvad der mentes med udtrykket ”arbejdets omfang”, idet rækkevidden af dette udtryk ligeledes kan give anledning til en noget lignende formulering i § 10, stk. 2vis tvivl. Der er intet fremført heller ikke grundlag for at fastslå, at formålet med oplysningspligten efter bestemmelsen tillige er at give 3F mulighed for at vurdere, om overenskomsten omgås ved i realiteten at leje arbejdskraft inden for rammerne af en formel entre- priseaftale. Til opfyldelse af dette formål vil det i øvrigt som anført i kendelsen i sag FV 2012.0043 normalt være nødvendigt med en mere omfattende undersøgel- se af bl.a. entrepriseaftalens indhold og de ansattes arbejdsvilkår, herunder relati- onen til støtte for en anden forståelse af brugervirksomheden under arbejdets udførelse. Samlet er det opmandens opfattelse, at oplysningspligten efter overenskomstens § 932, stk. 7, end den5. pkt., parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger omskal forstås således, at der skal aflønnes medlemsvirksomheden – således som for arbejdedet skete i det foreliggende tilfælde – kan nøjes med ud over entreprenørens navn, argumenteres for denne forståelsead- resse og CVR-nummer at give oplysninger om arten af de opgaver, entreprenøren udfører. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrumDet, som udløser krav på forskudttidstillæg3F i øvrigt har anført, herunder om protokollat XIV (Aftale om politisk samarbejde vedrørende overenskomstmæssig beskæftigelse), kan ikke fø- re til en anden vurdering. Indklagedes påstand om frifindelse tages herefter til følge. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9frifindes. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.op- mandens honorar. København, den 12. januar 2015

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid Bestemmelsen i Serviceoverenskomstens § 21 om fritvalgsordning kom ind i overenskomsten ved fornyelsen i 2007. Det skete uden for særskilt forhandling mellem parterne herom med bag- grund i den normale arbejdstid ved kørsel som fører tilsvarende bestemmelse i virksomhedens bilForligsmandens 2007-mæglingsforslag. Efter ordlyden bestemmel- sen skal der betales fritvalgsbidrag af ”den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14ferieberettigede løn”. Spørgsmålet er herefter, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid hvad parterne har ment med ”ferieberettiget løn”. I mangel af holde- punkter for en anden forståelse må dette udtryk i overensstemmelse med sædvanlig sprogbrug på arbejdsmarkedet forstås som den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om detløn, der skal betalesefter praksis på arbejdsmarkedet er indgået i beregnin- gen af feriegodtgørelse efter ferielovens § 24. Den sygelønsordning, når den pågældende arbejder på forskudt tidsom blev aftalt ved fornyelsen af Serviceoverenskomsten i 2007, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke detvære af fuldstændig samme karakter, som de menersåkaldte ”fuld løn”s-ordninger, der er etable- ret på grundlag af Forligsmandens 1993-mæglingsforslag, og hvorom det i arbejdsretlig praksis er fastslået, at den af arbejdsgiveren udbetalte sygeløn i mangel af holdepunkter for det modsatte ikke har karakter af ”ferieberettiget løn”. Der skal derfor er ikke i Serviceoverenskomsten af 2007 noget til holdepunkt for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse Tværti- mod fremgår det klart af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 718, stk. 63 og 4, 2sammenholdt med § 18, stk. pkt.1, betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”at overenskomsten er baseret på den opfattelse, at der ikke skal betales feriepenge efter ferieloven af overenskomstens sygeløn. En forståelse Det, der er oplyst om parternes beregninger i overensstemmelse forbindelse med ordlyden understøttes overenskomstforhandlin- gerne i 2007, giver ikke noget holdepunkt for, at parterne forhandlede ud fra en fælles opfattelse af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid der skulle betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”fritvalgsbidrag af sygelønnen. Parterne regnede hver for sig, og der er enige omikke fremlagt nogen beregning eller afgivet nogen forklaring om beregninger, at ”som indgik i par- terne forhandlinger. Overenskomstforhandlingerne i 2007 mundede ud i et protokollat om sygeløn. Efterfølgende drøftelser førte til en række ændringer, som blev skrevet ind i den endelige udgave af overens- komsten, der blev trykt i 2008. Det kan ikke anses for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertidbevist, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger herudover skulle være opnå- et enighed om, at der skal aflønnes som beregnes fritvalgsbidrag af sygeløn. 3F rejste udtrykkeligt krav om medtagelse heraf i en e-mail af 27. november 2007, men der ses ikke at være foretaget nogen rettelse i overenskomstteksten til imødekommelse heraf. Det, der er oplyst om de efterfølgende overenskomstforhandlinger, herunder om beregninger og metodenotater, og om praksis i branchen, giver ikke grundlag for arbejdeat antage, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for at overenskomstpar- terne skulle have haft eller fået en fælles forståelse, hvorefter der uanset det, der står i Service- overenskomsten, skal betales forskudttidstillægfritvalgsbidrag af sygeløn. Det bemærkes herved, hvis kørslen finder sted at ferielovsæn- dringen i forbindelse med arbejde 2015 ikke kan tillægges betydning for forståelsen af, hvad parterne aftalte og mente om fritvalgsbidrag i 2007. Der må på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillægdenne baggrund gives indklagede medhold. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9frifindes. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel Der er ikke af CO-industri anført omstændigheder, som kan føre til, at sagen skal afgøres på et andet grundlag, end hvad en almindelig ordlydsfortolkning af overenskomstens bestemmelser fører i virksomhedens biltil. Efter ordlyden Det fremgår af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 1449, stk. 65, sidste afsniti Industriens Overenskomst (i dag overenskomstens § 48, betales føreren stk. 5), at nyoptagne medlemmer af DI kan kræve, at en firmapensionsordning, som har eksisteret i 3 år forud for indmeldelsen i DI, træder i stedet for en pensionsordning i Industriens Pension for de på indmeldelsestidspunktet ansatte medarbejdere, men ordningens ydelsessammensætning skal inden 12 måneder tilpasses således, at den opfylder forudsætningerne i Industriens Funktionæroverenskomst § 8, stk. 4, litra a) og c)-k). Efter § 8, stk. 4, litra a), i Industriens Funktionæroverenskomst stilles krav om, at ”Ordningen skal være en arbejdsmarkedspension, jf. ovenstående”. Det kan dog ikke hermed anses for defineret, hvad der skal forstås ved kørsel uden en arbejdsmarkedspension, og begrebet må derfor i konteksten antages at være anvendt i sin almindelige betydning som en samlebetegnelse for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om detalle de pensionsordninger, der skal betaleser tilknyttet til et ansættelsesforhold, når den pågældende arbejder på forskudt tidjf. herved Xxxx Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxxxxxxxx, omfatter forskudttidstillægArbejdsmarkedspension (2009), s. 22 og 28. Indledningsvist bemærkesPensionsleverandører kan efter lov om finansiel virksomhed lovligt udbyde pensionsordninger for ansatte inklusiv en sundhedsforsikring. Da også en sådan samlet ordning må anses for omfattet af samlebegrebet arbejdsmarkedspension, kan det ikke af § 8, stk. 4, litra a, udledes, at bestemmelserne det skulle være i strid med overenskomsten, at en firmapensionsordning inkluderer en sundhedsforsikring. § 14 om betaling for rejsetid indeholder 8, stk. 4, litra c)-k) stiller en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetidrække indholdsmæssige krav til ordningen, herunder en række krav til ordningens ydelsesdækning og –sammensætning. Rejsetid er særskilt tariferetKravene til ydelsesdækning mv. fremstår imidlertid som minimumskrav, og der det kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 78, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse 4 – og i overensstemmelse med ordlyden understøttes aføvrigt heller ikke af parternes praksis – udledes, at det en firmapensionsordning ikke må indeholde ydelseselementer, som ikke er nævnt i overenskomstens § 148, stk. 64. Sådanne ydelseselementer forekommer da også regelmæssigt i praksis, afsnit 3 om rejsetidf.eks. i form af sumudbetaling ved kritisk sygdom eller ret til præmiefritagelse ved langvarig sygdom, uden at dette ses at have givet anledning til indsigelser. Under hensyn til det anførte – og da der af Skandia er angivetafgivet en indeståelse for, at rejsetid inden ETK Elektronik A/S’ firmapensionsordning opfylder overenskomstens krav – kan der ikke gives CO-industri medhold i nogen del af den nedlagte påstand. Opmanden tilkendegav på denne baggrund, at en eventuel kendelse vil falde ud til fordel for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”af DI nedlagte frifindelsespåstand. Parterne er tog denne tilkendegivelse til efterretning og var enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertidsagen afsluttes ved, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og tilkendegivelsen dem imellem tillægges virkning som en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tidkendelse, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.opmanden. København, den 11. januar 2011

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkesDet bemærkes indledningsvis, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og voldgiftsretten ifølge den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens relevante hovedaftales § 7, stk. 61, 2kan afgøre uenighed om forståelsen af en kollektiv aftale, mens voldgiftsretten ikke har kompetence til at afgøre, om en eller flere medarbejdere eventuelt kan støtte ret på et løfte, de måtte have fået af arbejdsgiveren. pkt.Det fremgår af lokalaftalen af 15. december 2015, betragtes som elektrikerens at alle medarbejdere, der opsiges i forbindelse med afviklingen af Scenografisk Værksted, skal have mulighed for ”normale fastlagte arbejdstidefteruddannelse (AMU-kurser eller tilsvarende) efter eget ønske i op til 6 uger inden for opsigelsesperioden”. En forståelse Ordene ”efteruddannelse (AMU-kurser eller tilsvarende)” kan ikke sprogligt forstås som sigtende til outplacementforløb, idet der er væsentlig forskel på efteruddannelse og outplacementforløb. Et AMU-kursus har til formål at give faglærte og ufaglærte yderligere kompetencer, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet. Et outplacementforløb har til formål at afklare en opsagt medarbejders jobsituation med henblik på at komme i overensstemmelse med ordlyden understøttes afnyt job, hvilket normalt sker ved at klarlægge, hvilke kompetencer medarbejderen har, og hvilke ønsker og mål medarbejderen har for fremtiden, samt ved at give medarbejderen værktøjer til konkret jobsøgning. Efter bevisførelsen – herunder det fremlagte indstillingsnotat til direktionsmødet den 30. oktober 2015, tillidsrepræsentanternes brev af 27. november 2015 om ønsker til lokalaftalens indhold og de afgivne forklaringer om forhandlingsforløbet – er der heller ikke grundlag for at fastslå, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige parterne har haft en fælles forståelse om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæglokalaftalens bestemmelse om opsagte medarbejderes ret til efteruddannelse uanset ordlyden skulle indebære en ret til at deltage i et Makio-outplacementforløb. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført Det kan ikke føre til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger omlokalaftalen, at teatret i aftalen forpligtede sig til at opsige de medarbejdere i Scenografisk Værksted, som måtte sige nej til at blive virksomhedsoverdraget, med deres individuelle varsel, at teatrets ledelse en uge forinden i et opslag på teatrets intranet havde oplyst, at direktionen havde besluttet at tilbyde outplacementforløb til alle, der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted blev afskediget fra teatret i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrumde kommende besparelser, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe iog at de omhandlede medarbejdere og tillidsrepræsentanterne kan have haft den opfattelse, at der i 1971-overenskomsten § 14tilbudet om outplacement derfor også gjaldt for dem, stkuanset at de ved tilbuddet om at blive virksomhedsoverdraget allerede havde fået tilbudt et job. 6, var anvendt udtrykket ”På den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk anførte baggrund kan klager ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager få medhold i, at betaling det var i strid med lokalaftalen af 15. december 2015, at de omhandlede medarbejdere ikke fik mulighed for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stkat gennemføre et Makio- outplacementforløb. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg Indklagede skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9derfor frifindes for de nedlagte påstande. Det bemærkesKongelige Teater frifindes. København, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stkden 22. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.januar 2018

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel Hovedspørgsmålet under sagen er, om der foreligger en akkordaftale, som fører svendene er bundet af. Den akkordaftale, som af indklagede hævdes at være indgået, skal efter sin karakter opfylde betingelserne i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts Bygningsoverenskomstens § 1433, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden 3. For at være gældende skal den derfor være skriftlig og underskrevet af begge parter. Den fremlagte ”Akkordaftale seddel for den normale arbejdstid EBK HUSE A/S” vedrørende projektet i Rødvig med sagsnr. 7276 er skriftlig. Den er nederst på underskriftlinjen med plads til dato og underskrift for henholdsvis ”den for elektrikeren gældende timelønsbetalingMontør” og overtidstillæg”Byggeleder” i ”Montør”-feltet dateret den 8. Spørgsmålet ernovember 2021 og forsynet med underskrifter af A og B og i ”Byggeleder”-feltet dateret den 18. oktober 2021 og forsynet med underskrift af byggeleder X. Akkordaftaleseddelen fremstår efter sit umiddelbare indhold som parternes fælles erklæring om at have indgået en akkordaftale, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses opfylder Overenskomstens betingelser for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”være gældende. Parterne er enige om, at ”svendene har underskrevet den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg8. Parterne november 2021. Efter de forklaringer, som under sagen er afgivet af A og B, har forskellige opfattelser afde imidlertid ikke med deres underskrifter villet afgive erklæring om indgåelse af en aftale om akkord, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertidmen alene villet bekræfte, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse de arbejdede i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7henhold til en aftale om 4 dages-uge, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse de blev af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe byggeleder F betrygget i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, det alene var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klarttil dette begrænsede formål, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillægderes underskrifter skulle anvendes. Hvad der Selv om det turde være højst uforsigtigt at skrive under på et dokument, som tydeligt er betegnet som akkordaftale, i noget andet øjemed end at ville forpligte sig til indholdet i dokumentet, har de forklaringer, som A og B har afgivet, været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” sammenhængende og troværdige. Det er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommeret grundlæggende princip i dansk aftaleret, at der en ondtroende løftemodtager ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987skal kunne profitere af en løftegivers fejl. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum erHvis altså byggeleder F indså eller burde indse, at ordlyden xxxxxxxx skrev under i dag erdet begrænsede øjemed, som den erde har forklaret, er de ikke bundet af deres underskrifter i videre omfang, og det har den været siden 1997der foreligger i så fald ikke en gyldig akkordaftale. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger afgivet forklaring af F. Xxxxxxxxx forklaring om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold F betryggede dem i, at betaling deres underskrifter alene var til bekræftelse af, at de arbejdede i henhold til en aftale om 4 dages-uge, er heller ikke imødegået på anden måde. Svendenes forklaring understøttes af, at E havde bedt om bekræftelse af aftale om 4-dages uge af hensyn til dokumentation over for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14SKAT og anført, stkat de kunne give sådan bekræftelse ved at underskrive ”denne akkordaftale seddel”. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkesDen understøttes også af deres forklaring om, at der ikke ud fra formuleringen var andre underskrifter på dokumentet, da de skrev under – en forklaring, som ikke er imødegået af en forklaring af F eller på anden måde. Det er også påfaldende, hvis det var aftalt, at der var tale om en akkord på 391 timer, at der i § 14november blev indsat 2 yderligere mand til at deltage i arbejdet på timeløn, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori og at der ikke er på dette tidspunkt, hvor A ifølge virksomhedens fremlagte arbejdstidsopgørelser havde arbejdet ca. 170 timer, og hvor der manglede registreringer fra B, var en henvisning drøftelse af projektets stade i forhold til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutningde 391 timer. På denne baggrund fører en samlet bedømmelse af de foreliggende bevisligheder til, at betaling svendene ikke med deres underskrifter er blevet forpligtet i overensstemmelse med det underskrevne dokuments indhold, men alene kan anses for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse afmed deres underskrifter at have bekræftet, at betalingen for arbejde de arbejdede i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen henhold til §§ 9, 11, 12 og 13 kan en aftale om 4 dages-uge. Arbejdet er således ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde udført på forskudt tidakkord. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen klagers opgørelse af klagers påstandbetalingskravet. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder Klager har påstået beløbene på forskudt tid, henholdsvis 55.530,16 kr. og at kørslen finder sted 45.159,86 kr. tillagt procesrente fra den 5. januar 2022 og beløbene på henholdsvis 29.168,15 kr. og 25.051,53 kr. tillagt procesrente fra den 23. marts 2022. Indklagede har ikke haft bemærkninger hertil. Der gives herefter klager medhold i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stkden nedlagte betalingspåstand med procesrente som anført. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail EBK Huse A/S, S skal anerkende, at ”inden 14 dage til Fagligt Fælles Forbund betale 154.909,70 kr. med procesrente af 100.690,02 kr. fra den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk5. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, januar 2022 og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stkaf 54.219,68 kr. 9fra den 23. marts 2022. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14angår, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der hvordan en skadeservicemedarbejder skal betalesaflønnes, når den pågældende arbejder tillige udfører asbestarbejde omfattet af Serviceoverenskomstens § 8. Sagen udspringer af aflønningen af A, der for udførelse af asbestarbejde har fået normaltimeløn og akkordafsavnstillæg (også benævnt asbesttillæg) samt servicetillæg og anciennitetstillæg, men ikke skadeservicetillæg. Spørgsmålet er navnlig, om A har krav på forskudt tidbåde akkordafsavnstillæg og skadeservicetillæg, omfatter forskudttidstillægnår han udfører asbestarbejde. Indledningsvist bemærkesMed indklagedes selvstændige påstand – således som den efter indklagedes proce- dure må forstås – skal der også tages stilling til, om virksomheden efter Serviceover- enskomsten har været forpligtet til at udbetale servicetillæg og anciennitetstillæg til A for de timer, hvor han udførte asbestarbejde. Overenskomstens § 8 om asbestarbejde er ikke nævnt i afsnittet om regelsuspension i Særbestemmelser om skadeservice m.v. Dette indebærer, at bestemmelserne § 8 også gælder for med- arbejdere, der udfører skadeservice (skadeservicemedarbejdere). På den baggrund findes spørgsmålet om aflønning af skadeservicemedarbejdere, der tillige udfører as- bestarbejde, at måtte afgøres med udgangspunkt i § 14 8, hvor aflønning sker med den normale timeløn og ikke med præstationsløn. Herudover aflønnes asbestarbejde med et akkordafsavnstillæg. Efter § 8, stk. 2, inkluderer akkordafsavnstillægget ”ethvert i Serviceoverenskomsten nævnt løntillæg”. Bestemmelserne om betaling akkordafsavnstillæg og om skadeservicetillæg blev indsat i over- enskomsten i 1991. Udtrykket ”ethvert … løntillæg” er således indsat i overenskom- stens § 8, stk. 2, samtidig med, at skadeservicetillægget blev indsat i overenskomsten som et nyt overenskomsthjemlet løntillæg. Xxxxxxxx og den tidsmæssige sammen- hæng taler derfor entydigt for, at der med udtrykket ”ethvert … løntillæg”, som ak- kordafsavnstillægget inkluderer, også sigtes til skadeservicetillægget, således at en skadeservicemedarbejder, der udfører asbestarbejde, ikke har krav på – ud over ak- kordafsavnstillægget – at få udbetalt skadeservicetillæg for rejsetid indeholder de samme arbejdstimer. Forholdet til andre tillæg i overenskomsten er reguleret på en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling anden måde i § 8 end i Særbestemmelser om skadeservice m.v. I særbestemmelserne er forholdet til andre tillæg reguleret gennem en bestemmelse om regelsuspension, der specifikt opregner de tillæg, som absorberes af skadeservicetillægget. Til forskel herfra er det i § 8, stk. 2, bestemt, at akkordafsavnstillægget inkluderer ”ethvert i Serviceoverenskomsten nævnt løntillæg”. Det ville have været nærliggende at formulere bestemmelsen med en specifik opregning, hvis akkordafsavnstillægget kun skulle inkludere visse, men ikke andre løntillæg pr. time, der var nævnt i 1991-overenskomsten. Forløberen for rejsetid§ 8 var asbestaftalen af 7. Rejsetid er særskilt tariferetnovember 1986, der indeholdt en bestem- melse, hvorefter ”Det nævnte akkordafsavnstillæg inkluderer ethvert i fællesoverens- komsten nævnt løntillæg.” Den 13. november 1986 udfærdigede parterne et forhand- lingsprotokollat, der havde til formål at præcisere og begrænse den absolutte formule- ring af de løntillæg, som akkordafsavnstillægget inkluderede. Asbestaftalen og det til- knyttede forhandlingsprotokollat blev opsagt af Dansk Funktionærforbund og Kvin- deligt Arbejderforbund i 1990, og der i 1991 blev den citerede bestemmelse fra asbestaf- talen indsat i overenskomsten som § 8, stk. 2, med samme absolutte ordlyd som i as- bestaftalen, uden at protokollatet blev videreført. Det kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvideresåledes lægges til grund, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden parterne var opmærksomme på, at den absolutte formulering kunne give anledning til tvivl, men uanset dette overførte de bestemmelsen uændret til overenskomstens § 8, stk. 2, uden at indarbejde protokollatets forståelse i bestemmelsens ordlyd eller i et nyt protokollat. Hertil kommer, at protokollatet alene regulerede forholdet mellem akkordafsavnstillægget og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetalingløntillæg efter overenskomsten, som ville den så ud i 1986. Skadeservicetillægget fandtes ikke i overenskomsten i 1986, men var alene hjemlet i lokale aftaler i visse virksomheder. Protokollatet tog således ikke stilling til, hvordan forholdet mellem akkordafsavnstillægget efter asbestaftalen og skadeservicetillægget efter lokale aftaler skulle betales for være. På den baggrund finder opmanden, at heller ikke forhistorien til overenskomstens § 8 kan føre til, at bestemmelsen skal forstås på den måde, at en skadeservicemedarbejder – ud over den normale timeløn og akkordafsavnstillæg – har krav på skadeservicetil- læg, når den pågældende elektrikers normale arbejde på timelønudfører asbestarbejde. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig Den nævnte forståelse anses støttes også af, at både akkordafsavnstillægget og skadeser- vicetillægget er begrundet i arbejdets særlige karakter. Begge tillæg indeholder i sig og træder i stedet for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter genetillægget i overenskomstens § 7, stk. 64. Da genetillægget således indgår som en del af begge tillæg, 2vil det indebære en overkompensation, hvis der er krav på både akkordafsavnstillæg og skadeservicetillæg for de samme arbejds- timer. pkt.Herefter, betragtes og da det, som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”klager har anført om størrelsen af den samlede aflønning ved henholdsvis asbestarbejde og skadeservicearbejde, ikke kan føre til et andet resultat, frifindes indklagede for klagers påstande. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertidSom nævnt ovenfor kræver en stillingtagen til indklagedes selvstændige påstand, at der sprogligt ingen forskel er på også må tages stilling til, om akkordafsavnstillægget inkluderer servicetillægget efter overenskomstens § 6b og anciennitetstillægget efter § 10. Servicetillægget blev indført i 2007 som et generelt løntillæg for ”den for elektrikeren gældende timelønsbetalingsamtlige” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”arbejdsti- mer. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også afDet må kræve særlige holdepunkter, hvis dette tillæg ikke skulle betales til per- soner, der udfører asbestarbejde. Sådanne holdepunkter ikke ses at foreligge, hvorved bemærkes, at samme formulering findes servicetillægget som et generelt løntillæg ikke er begrundet i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7arbejdets særlige karakter, og en noget lignende formulering i at det, som tillægget ydes for, hverken helt eller delvis ”dækkes” af akkordafsavnstillægget. Opmanden finder derfor, at akkordafsavnstillægget efter § 10, stk8 ikke inkluderer servicetillægget. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for For så vidt angår anciennitetstillægget bemærkes, at dette tillæg i 1991 var et måned- ligt tillæg, der blev udbetalt en gang om året til medarbejdere, der havde været be- skæftiget i virksomheden i 10 år og derover. Opmanden finder, at overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 108, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset ikke kan forstås på den måde, at der med betaling af akkordafsavnstillægget også er gjort op med anciennitetstillægget for omfattet af formuleringenmedarbejdere, der opfylder betingel- serne for dette tillæg. Der kan også her ud fra betragtninger omikke antages at være ændret herpå, da anciennitetstil- lægget i 1997 blev ændret til at være et tillæg pr. arbejdstime. Ligesom servicetillæg- get er anciennitetstillægget ikke begrundet i arbejdets særlige karakter, og det, som tillægget ydes for, er ikke dækket af akkordafsavnstillægget. Opmanden finder derfor, at akkordafsavnstillægget heller ikke inkluderer anciennitetstillægget. Sammenfattende gives der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager herefter indklagede medhold i, at betaling for rejsetid en skadeservicemedar- bejder, der udfører asbestarbejde, skal aflønnes med normaltimeløn og akkordaf- savnstillæg efter Elektrikeroverenskomstens Serviceoverenskomstens § 148, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, men efter det anførte om servicetillæg og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkesanciennitetstillæg kan der ikke gives indklagede medhold i, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stknormaltimeløn og akkordafsavnstillæg udgør den fulde aflønning. 1, om betalingen Som følge heraf frifindes Fagligt Fælles Forbund og Serviceforbundet for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers indklage- des selvstændige påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, DI Overenskomst II for Recover Nordic ApS frifindes for klagers påstande. Fagligt Fælles Forbund og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Serviceforbundet frifindes for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9indklagedes selvstændige påstand. Hver part bærer skal bære egne omkostninger ved sagens behandling og skal betale halvdelen af udgiften til opmand.opmandens hono- rar. København, den 15. november 2018

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel Maleroverenskomsten må som fører udtalt af opmanden i virksomhedens bilafgørelsen af 17. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne september 2014 anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet herafsåkaldt minimallønsoverenskomst, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens i § 9 om løn i stk. 4 har en bestemmelse om mindstebetaling pr. time. Samtidig er det en overenskomst, som giver akkordarbejde forrang for timelønsarbejde. Akkordarbejde i malerfaget skal fremmes mest muligt, jf. § 7, stk. 61a, 2og aftale om timeløn kan ikke anvendes, hvis en af parterne kræver arbejdet udført på akkord, jf. § 7, stk. 1e. Udgangspunktet er, at alt bygningsmalerarbejde, som er opført i fagets prisliste, udføres på akkord efter denne prisliste, og at prisen for andet arbejde fastsættes ved forudakkordering, jf. § 7, stk. 1b og 1c. Det er imidlertid i § 7, stk. 1d, udtrykkeligt bestemt, at der – inden et arbejde påbegyndes – kan træffes en aftale om ”timebetaling, der ikke må være under den gældende akkordudbetaling”, dvs. ikke være lavere end mindstebetalingen i § 9. Samtidig er der i § 7, stk. 1g, 1. pkt., betragtes et forbud mod aftaler, som elektrikerens går ud på at udføre arbejdet ”normale fastlagte arbejdstidtil lavere priser end de i overenskomst og prisliste fastsatte”. En Det, som ”under ingen omstændigheder” må finde sted, er at give aftaler et nærmere beskrevet indhold. De må ikke gå ud på ”at udføre arbejdet til lavere priser end de i overenskomst og prisliste fastsatte”. Udtrykket ”priser” peger ud fra en naturlig sproglig forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes retning af, at der sigtes til aftaler, hvorefter det i overenskomstens er det udførte arbejde, ikke den anvendte tid, som bestemmer prisen på arbejdet. Samtidig tilsiger samspillet mellem § 147, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet1d og stk. 1g, at rejsetid inden der i stk. 1d er gjort op med, hvad en aftalt timebetaling for elektrikerens normale arbejdstid betales med et arbejde mindst skal være. Overskriften til stk. 1, ”den for elektrikeren gældende akkord eller timeløn”, angiver, at det er et enten eller, og således er bestemmelserne i stk. Parterne er enige 1b-1f da også udformet. Det har efter almindelig overenskomstpraksis formodningen mod sig, at en overenskomstmæssig aftale om timebetaling for et arbejde skulle kunne forlanges afregnet som en aftale om akkord efter prislisten, hvis det viser sig, at det ville have været fordelagtigere at udføre arbejdet på akkord til prislistebetaling. Altså: Forbuddet mod at aftale lavere pris for et arbejde end fastsat i overenskomst og prisliste må efter ordlyd, sammenhæng og almindelig overenskomstpraksis forstås således, at der ikke herved stilles andre krav til størrelsen af en aftalt timeløn for udførelse af et arbejde end, at den aftalte timeløn skal respektere overenskomstens mindstebetaling pr. time, og således ikke stilles krav om, at ”aftaler om timebetaling for et arbejde ikke må føre til en lavere pris, end hvad arbejdet kan opmåles til efter prislisten. Malerforbundet har ikke med den fremdragne praksis godtgjort, at der mellem overenskomstparterne har været en fælles forståelse af § 7, stk. 1g, svarende til, hvad Malerforbundet hævder. Om sagen vedrørende Malerfirmaet Xxxxxxx bemærkes, at det ikke ses, at sagen er behandlet som en sag med en aftalt timepris for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde arbejdet, at der er forskel på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser afen bindende proceserklæring med tilslutning til et standpunkt og manglende udtrykkelig stillingtagen til en modparts anbringende til støtte for en påstand, hvoroverfor der påstås frifindelse, og at der ikke er grundlag for at antage, at der på mødet med opmanden er drøftet og besluttet andet end, hvad der ligger bagvidere skulle ske i sagen. For Om sagen vedrørende Xxxxx Xxxxxxxxxxxxxx bemærkes, at sagen ifølge fællesmødereferatet er behandlet som en sag, hvori der var aftalt akkord. Der foreligger ikke oplysninger om den naturlige sproglige overenskomstmæssige udvikling eller andre forhold, som understøtter en anden forståelse er det afgørende imidlertidend den, som ordlyd og kontekst -sammenholdt med almindelig overenskomstmæssig praksis fører til. Der kan herefter ikke gives Malerforbundet medhold. Bestemmelsen må forstås som påstået af DI Overenskomst III. Malerforbundet i Danmark skal anerkende, at der sprogligt ingen forskel er på ”den ikke efter Maleroverenskomstens § 7, stk. 1g, kan stilles andre krav til størrelsen af en aftalt timebetaling for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”et arbejde end det, som følger af kravet om mindstebetaling i § 7, stk. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af1d, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts jf. § 9, stk. 74, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger således ikke stilles krav om, at der skal aflønnes som aftaler om timebetaling for arbejdeet arbejde ikke må føre til en lavere pris, argumenteres for denne forståelseend hvad arbejdet kan opmåles til efter prislisten. Men også her er det DI Overenskomst III frifindes for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet påstand, der er nedlagt af Malerforbundet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9Danmark. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne fortolkningstvisten i § 14 denne sag efter det oplyste er rejst, før overens- komstparterne fremsatte deres krav til overenskomst 2021. Jeg finder på denne baggrund ikke grund- lag for at antage, at tvisten i denne sag er udtryk for en interessetvist. Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) fremsatte ved forhandlingerne om betaling overenskomsten 2018 (OK18) krav om forbedrede vilkår for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling lærlinge, elever og praktikanter bl.a. med henvisning til, at elevlønningerne på statens område var betydeligt lavere end på det offentlige område. Modernise- ringsstyrelsen var positivt indstillet over for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferetkravet, og der kan derfor blev under forhandlingerne afsat en ramme på 15,2 mio. kr. til kravet. Efter den hidtidige overenskomst havde statens elever på erhvervsuddannelserne samme basisløn un- der hele uddannelsen. Ved aflønningen af erhvervsuddannelseselever på det private område opererede man med 4 trin. Som noget nyt på statens område blev det drøftet at indføre trinvise lønstigninger for elever. Som et led i forhandlingerne foretog parterne i fællesskab beregninger over forslagene til lønforbed- ringer for elever. I forbindelse hermed blev der udfærdiget en oversigt over månedlige lønforbedrin- ger fordelt på organisationer og medarbejdergrupper. Som det fremgår af teksten til CFU-forligets punkt 3 om lønforbedringer for elever, lærlinge og praktikanter, havde parterne gennemgået denne oversigt. Da overenskomstparterne efterfølgende måtte konstatere, at oversigten var mangelfuld, aftalte par- terne efter et forhandlingsforløb en revidering af oversigten. Resultat af forhandlingsforløbet blev herefter indarbejdet i de enkelte organisationsaftaler. Efter de foreliggende oplysninger må det lægges til grund, at CFU under de indledende forhandlinger rejste spørgsmål om dels størrelsen af elevlønnen, dels om betydningen af lønanciennitet/merit for, hvorledes elevens indplacering på løntrin skulle ske. Bestemmelsen i § 9 i Organisationsaftalen for landbrugselever, gartnere, gartnerimedarbejdere og forsøgsmedarbejdere om elever indførte som noget nyt 3 ”uddannelsestrin” med trinvise lønstignin- ger. Begrebet uddannelsestrin er ikke nævnt i de beregninger, der indgår i oversigten over elevlønforbed- ringerne til CFU-forliget. Her er betegnelsen alene ”trin” 1-4, hvor trin 3 og 4 giver samme løn til statens elever, selv om elever på det private område får en lønstigning fra trin 3 til trin 4. Begrundelsen herfor var, at statens elever i henhold til overenskomstforliget ikke måtte stige med mere end 20%. Der blev således ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principperforliget opnået fuld lønmæssig ligestilling mellem elevlønnen på statslige og det private område. I de beregninger, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstidder lå til grund for oversigten til CFU-forliget og det reviderede bilag, blev der alene regnet på selve lønsatsen, mens spørgsmålet om lønmæssig anciennitet ved indplacering på lønska- laen, og hvorledes lønanciennitet skulle fastsættes samt omkostningerne hertil, ikke indgik i bereg- ningerne. Indledningsvis bemærkes endvidereKravet om lønforbedringer for statens elever blev fremsat af CFU, der måtte være nærmest til at sikre sig, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige spørgsmålet om, at hvorledes lønanciennitet skulle fastsættes – om anciennitet skulle regnes ”den bagfra” med udgangspunkt i elevuddannelsens afslutning eller ”forfra” med udgangspunkt i ansæt- telsestidspunktet – blev afklaret. Spørgsmålet om beregning af lønanciennitet er imidlertid ikke om- talt i teksten til CFU-forliget. Ordlyden af § 9 taler efter min opfattelse ikke entydigt for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7nogle af fortolkningsresultaterne, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse formålet – at opnå balance mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er elevlønnen på det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd statslige og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er private område – stod det under forhandlingerne klart, at dette udtryk de afsatte midler ikke kan rumme forskudttidstillægville strække til en fuld ligestilling. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommerUnder disse omstændigheder finder jeg, at der klager ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum erhar godtgjort, at ordlyden § 9 i dag erOrganisationsaftalen for landbrugselever, gartnerimedarbejdere og forsøgsmedarbejdere skal fortolkes som den er, og det har den været siden 1997hævdet af klager. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 Jeg tager herefter indklagedes frifindelsespåstand til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det merefølge. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Xxxxxxxxxxx- og Kompetencestyrelsen for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9Aarhus Universitet frifindes. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og betaler halvdelen af udgiften til opmand.. Den 14. oktober 2022

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår Bestemmelsen om lørdagsbetaling blev ved depotområdets tiltrædelse i 1997 af Industriens Over- enskomst indsat i dennes § 13 om overarbejde, hvor den blev tilføjet til som en særbestemmelse til stk. 5, nr. 3, om betaling for rejsetid uden for ”arbejde på søn- og helligdage”. I overensstemmelse hermed taler ord- lyden af tilføjelsen entydigt for, at den ligesom stk. 3, nr. 3, i øvrigt alene angår tilfælde, hvor der på depotområdet finder overarbejde sted. I den forbindelse bemærkes også, at Industriens Overenskomst ligesom de tidligere overenskomster på bryggeriernes område var overenskomster, hvorefter den normale arbejdstid ved kørsel både kunne placeres og blev placeret således, at der blev udført arbejde på lørdage. Det må dermed også have formod- ningen imod sig, at sådan normal arbejdstid særligt for depotområdet skulle betales med overtidstil- læg svarende til søndags(overtids)betaling. Xxxxxxxxxx har klager med styrke påpeget, at lokalaftalen af 22. august 2008 i sin overskrift generelt blot nævner ”arbejde” på (SH dage og) lørdage, mens lokalaftalen af 26. oktober 2009 eksplicit hand- ler om ”overtidstillæg” bl.a. for lørdage. Der er enighed mellem parterne om, at den omtvistede lokalaftale i princippet både i 1997 og i 2007 blot er en videreførelse af hidtil gældende regler. Men klager har ikke kunnet påvise, at der på depot- området i sin tid har været lagt normal arbejdstid på lørdage, der er blevet betalt med overtidstillæg som fører nu påstået. I hvert fald på den således anførte baggrund findes klageren ikke at have godtgjort, at lokalaftalen af 22. august 2008 skal forstås anderledes, end hvad der som anført umiddelbart følger af, hvorledes den i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts 1997 blev tilføjet til overtidsbestemmelsen § 1413., stk. 65, sidste afsnitnr. 3, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillægi Industriens Overenskomst. Spørgsmålet erHerefter vil indklagede skulle frifindes, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget ligesom indklagedes selvstændige påstand påstande vil skulle tages til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9følge. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og skal betale halvdelen af udgiften til opmand.opmandens honorar mv. Xxxxxxxxx xxx 00. xxx 0000

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen Bygningsoverenskomstens § 6 angår betaling for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bil”Vikararbejde” og indeholder en forskellig regulering alt efter, om ”Vikarbureauet er medlem af Dansk Byggeri” eller ”Vikarbureauet er ikke medlem af Dansk Byggeri”. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts I § 146, stk. 1, anvendes formuleringen ”virksomheder, der er vikarbureauer”, i § 6, sidste afsnitstk. 4, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med formuleringen ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om detmedarbejdere, der skal betalesudsendes af et vikarbureau til at arbejde på en medlemsvirksomhed”. Der er ikke i Bygningsoverenskomsten nogen definition af et vikarbureau. Efter en almindelig sproglig forståelse er et vikarbureau imidlertid en virksomhed, når som opnår indtjening ved at knytte medarbejdere til sig gennem indgåelse af aftaler om ansættelse som vikar og på den pågældende arbejder baggrund indgå aftaler med brugervirksomheder om midlertidig udsendelse af vikarer til at udføre arbejde i brugervirksomheden under dennes ledelse og kontrol. Der foreligger således ikke efter en almindelig sproglig forståelse vikarbureauvirksomhed i tilfælde, hvor f.eks. en sædvanlig tømrervirksomhed, hvis drift består i udførelse af tømrerarbejde, midlertidigt udlåner/udlejer en medarbejder til en anden tømrervirksomhed, hvis drift ligeledes består i udførelse af tømrerarbejde. En forståelse af Bygningsoverenskomstens § 6 i overensstemmelse med ordlyden vil være i god overensstemmelse med definitionerne på forskudt tidvikarbureau, omfatter forskudttidstillægvikaransat og brugervirksomhed i EU- direktivet om vikararbejde (direktiv nr. Indledningsvist bemærkes2008/104/EF af 19. november 2008) og den danske implementeringslov, lov nr. 595 af 12. juni 2013 om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau mv. Overenskomstteksten stammer imidlertid i alt væsentligt fra 2004 og er således ældre end direktiv og implementeringslov, men overenskomstparterne har efterfølgende overvejet forholdet til direktiv og lov. De indgik i 2010 en aftale om at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder søge direktivet implementeret ved en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetidaftale, ”så implementeringen ligger så tæt som muligt til direktivteksten”. Rejsetid Protokollatet herom er særskilt tariferetudgået af overenskomsten, og der kan er ikke indgået en særlig implementeringsaftale med definitionsmæssig fastlæggelse af, hvad der skal forstås ved vikarbureau mv. i overensstemmelse med direktiv og lov. Der er da heller ikke noget i overenskomsten, som stikker ud i forhold til direktiv og lov, hvis definitioner af vikarbureau mv. er baseret på sædvanlig sproglig forståelse. Den skete præcisering af anvendelsesområdet for § 6 ved den udtrykkelige angivelse i underoverskrifterne i § 6 af, at den angår arbejde udført af vikarer udsendt af et vikarbureau, falder helt i tråd med direktiv og lov. Der er således en sammenhæng mellem direktiv og lov, som understøtter en forståelse af overenskomstens § 6 på linje med forståelsen af direktiv og lov. I forarbejderne til vikarloven, lovforslag 209 Folketinget 2012-13, hedder det i afsnit 3.1 om anvendelsesområdet, at loven alene skal finde anvendelse på vikarbureauer og derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principperfinder anvendelse, hvor virksomheder med anden drift ”låner eller udlåner arbejdskraft, f. eks. i perioder med op- eller nedgang i ordrebeholdningen, … eftersom sådanne virksomheders formål med at ansætte de pågældende lønmodtagere ikke er udsendelse til brugervirksomheder”. Dansk Byggeri ses ikke som hævdet af 3F under behandlingen af fagretlige sager at have tilkendegivet en forståelse af overenskomstens § 6, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses bestemmelsen omfatter udlån af medarbejdere mellem f.eks. tømrervirksomheder. I det hele er der ikke ført bevis for en fælles forståelse af § 6, hvorefter den også omfatter udlån/udleje af medarbejdere fra virksomheder, som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidereikke er vikarbureauer, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til midlertidigt arbejde i en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales virksomhed inden for den pågældende elektrikers normale branche under dennes ledelse og kontrol. Der foreligger ikke oplysninger, som giver grundlag for en sådan fortolkning under hensyn til en risiko for misbrug og omgåelse i tilfælde, hvor begge virksomheder er omfattet af Bygningsoverenskomsten, og der er ikke anledning til at tage stilling til tilfælde, hvor den udlånende virksomhed ikke er medlem af Dansk Byggeri, eftersom Tømrer- og Snedkerværkstedet Løsning er medlem af Dansk Byggeri. Bygningsoverenskomstens § 6 findes herefter at måtte forstås i overensstemmelse med ordlyden, således at den kun finder anvendelse ved vikarbureauers udsendelse af vikaransatte medarbejdere og derfor ikke finder anvendelse ved udlån/udleje af medarbejdere fra virksomheder, som ikke er vikarbureauer, til midlertidigt arbejde på timeløni en anden virksomhed inden for den pågældende branche under dennes ledelse og kontrol. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet Det følger heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter at 3F ikke kan få medhold i kravet om efterbetaling af 10 kr. pr time for det timelønsarbejde de to udlånte medarbejdere udførte hos Xxxx Xxxxxxxxx Århus A/S forud for arbejdet på pladsen Dybbølvej blok 1. Kravet støttes på overenskomstens § 76, stk. 62, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”og lokalaftalen hos Xxxx Xxxxxxxxx Århus A/S om en timeløn på 185 kr. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens Da de ikke under udlånet var omfattet af § 14, stk. 6, afsnit 3 har de modtaget overenskomstmæssig løn ved den skete udbetaling af deres sædvanlige timeløn på 175 kr. hos Tømrer- og Snedkerværkstedet Løsning A/S. Helt tilsvarende kan 3F ikke få medhold i kravet om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden efterbetaling af 35 kr. pr. time for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved det arbejde de to udlånte medarbejdere udførte på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige ompladsen Dybbølvej blok 1, for så vidt angår det støttes på overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved 2. pkt. Det, som 3F har anført om akkord, kan heller ikke føre frem, da der ikke ses at foreligge en faglig voldgiftsafgørelse akkordaftale, som kan begrunde en sådan timelønsforhøjelse. DI Dansk Byggeri for Tømrer- og Snedkerværkstedet Løsning A/S skal herefter frifindes for 3F’s betalingspåstand. De selvstændige påstande, som DI Dansk Byggeri har nedlagt, tages ikke under påkendelse, da der ikke er nogen uenighed mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger om, at der skal aflønnes Bygningsoverenskomstens § 6 omfatter vikararbejde udført af vikarbureauansatte vikarer på brugervirksomheder, som vikarbureauet har udsendt dem til. Uenigheden angår, om bestemmelsen omfatter udlån/udleje af medarbejdere fra virksomheder, som ikke er vikarbureauer, til midlertidigt arbejde i en anden virksomhed under dennes ledelse og kontrol. En stillingtagen til denne uenighed er ikke mulig ved en stillingtagen til de anerkendelsespåstande, som DI Dansk Byggeri har nedlagt, men en stillingtagen har været nødvendig for arbejdeen stillingtagen til 3F’s betalingspåstand, argumenteres således som det fremgår af begrundelsen for frifindelsen for denne forståelse. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, DI Dansk Byggeri for Tømrer- og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail Snedkerværkstedet Løsning A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9S frifindes. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen Rækkevidden af klagers påstand 1 er uklar, og påstanden kan efter sin ordlyd forstås på den måde, at 3F ønsker at få fastslået at have et retskrav på at dække alt arbejde, som udføres for de indklagede virksomheder inden for det faglige dækningsområde for lageroverenskomsten, uanset hvad. Klager findes imidlertid ikke at have godtgjort at have et sådant krav. Klager findes heller ikke at have godtgjort at have krav på, at alt lagerarbejde, som udføres på de indklagedes fremtidige distributionscentre, skal henføres til Lageroverenskomsten uanset distributi- onscentrenes indretning og karakter. De indklagede skal derfor frifindes for klagers påstand 1 og for klagers principale påstand 2. Hvad angår betaling klagers subsidiære påstand 2 bemærker opmanden følgende: Påstanden angår et distributionscenter opført i Århus, som skal åbne i oktober 2022, og som efter det oplyste i alt væsentligt skal drives på samme måde som det eksisterende distributionscenter i Brøndby. Distributionscenteret i Brøndby var forud for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører 2017 omfattet af Fællesoverenskomsten indgået mellem 3F og DI Overenskomst II, idet de indklagede havde indgået aftaler med Lager-, Post- og Servicear- bejdernes Forbund, i virksomhedens bil. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet erdag 3F København, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid er særskilt tariferet, og der kan derfor ikke ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principper, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstid. Indledningsvis bemærkes endvidere, at udgangspunkt for forståelsen er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse heraf. Med den valgte ordlyd må parterne anses for at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetaling, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløntiltræde denne overenskomst. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse de indklagedes skift i 2017 af arbejdsgiverorganisation fra DI Overenskomst II til Dansk Erhverv Arbejdsgiver blev Fællesoverenskomsten i overensstemmelse med ordlyden understøttes afLageroverenskomstens § 38 erstattet med Lager- overenskomsten. Såvel DI Overenskomst II som Dansk Erhverv Arbejdsgiver har indgået en funktionæroverenskomst med HK Handel, men det er en betingelse for disse overenskomsters ikrafttræden, at mindst 50 % af medarbejderne på det område, som overenskomsten tilsigter at omfatte, er organiseret i HK. Det følger dog samtidig af funktionæroverenskomsterne, at arbejdsgiverorganisationerne ikke vil kræve 50 % reglen opfyldt, såfremt en virksomhed selv ønsker overenskomst oprettet for medarbej- derne, og såfremt det i overenskomstens øvrigt i det konkrete tilfælde findes rimeligt, at overenskomst indgås, jf. § 14, stk. 619, afsnit 3 om rejsetid2, er angivetlitra f, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales i funktionæroverenskomsten indgået med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag. For den naturlige sproglige forståelse er det afgørende imidlertid, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” DI Overenskomst II og ”den for elektrikeren gældende timeløn”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts § 9, stk. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført til støtte for en anden forståelse af § 9, stk. 7, end den, parterne er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 618, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 101, litra B, stk. 2, ved i funktionæroverenskomsten indgået med Dansk Erhverv Arbejdsgiver. Med de indklagedes tiltræden via Dansk Erhverv Arbejdsgiver af HK Funktionæroverenskomsten er herefter opstået en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for situation, hvorefter de indklagede er omfattet af formuleringenbåde 3F Lageroverenskomsten og HK Funktionæroverenskomsten, som har hvert sit kerneområde, men som begge indeholder bestem- melser om lagerarbejde uden at angive noget nærmere om dækningsområdet. Overenskomsterne har dermed et ikke ubetydeligt overlap, og det må i en sådan situation accepteres, at en arbejdsgiver, medmindre andet er aftalt, ud fra driftsmæssige hensyn kan henføre alle medarbejdere til den over- enskomst, som arbejdet mest nærliggende hører under, jf. kendelse af 15. oktober 2018 i sag FV 2018.0026 (Team-Vikaren) og kendelse af 27. januar 2022 i sagen 2021-305 (Søstrene Grene). Der skal som nævnt, hvad angår klagers subsidiære påstand 2, tages stilling til overenskomstdæknin- gen af det arbejde, som skal udføres på det nye distributionscenter, som de indklagede har fået opført i Århus, og som står foran at skulle tages i brug. Efter beskrivelsen skal der fra centret drives inter- nethandel med forbrugere fra egne lagre, hvor en stor del af arbejdsopgaverne, som skal kunne udfø- res af alle ansatte, vil bestå i at kontrollere varer og ordrer, sætte varer på plads, forestå plukning og pakning af især mindre emner, modtage og kontrollere returvarer mv., dvs. arbejdsfunktioner af en art og udførelse, som svarer til, hvad de ovennævnte to kendelser angik. Opmændene (hhv. Xxxxxx Xxxxxxxx og Xxxx Xxxxxx Xxxxxxxxxx) statuerede i begge kendelser efter en konkret vurdering, at det ikke kunne kritiseres, at arbejdsgiveren havde vurderet, at arbejdet samlet set mest nærliggende hen- hørte under HK Funktionæroverenskomsten. Fagbevægelsens Grænsenævn har på linje hermed i en kendelse af 15. december 2021 udtalt bl.a. følgende: ”Grænsenævnet lægger …. vægt på, at internethandel er en videreførelse af det tidligere post- ordresalg, som efter de oplysninger, der er forelagt Grænsenævnet, i langt væsentligst omfang var HK´s organisationsområde, hvilket da også i en række konkrete sager har været anerkendt af 3F. Grænsenævnet lægger også vægt på, at arbejdets karakter på de omhandlede virksomhe- der, hvor de enkelte varer og pakker er så små og lette, at de kan også her ud fra betragtninger håndteres uden anvendelse af hjælpemidler, har mere karakter af butik, som er HK´s organisationsområde end af engroslager, som er 3F´s organisationsområde. Grænsenævnet lægger endelig vægt på oplysningerne om, at der skal aflønnes som for arbejdede omhandlede medarbejdere i vidt omfang roterer mellem lager- og logistikarbejde og mere administrative funktioner. Af disse grunde finder Grænsenævnet, argumenteres for denne forståelse. Men også her at det omhandlede arbejde ikke udelukkende er det 3F´s faglige område, hvorfor HK frifindes for den naturlige sproglige forståelse afgørende af 3F nedlagte påstand 3 … Selv om det ikke er nødvendigt for Grænsenævnets stillingtagen til de nedlagte påstande, finder Grænsenævnet anledning til at tilkendegive, at Grænsenævnet af de anførte grunde finder, at lager- og logistikarbejde på virksomheder, der driver internetforretning med salg til forbrugere, er HK´s organisationsområde, i hvert fald hvor de enkelte varer og pakker er så små og lette, at de kan håndteres uden anvendelse af hjælpemidler, og hvor medarbejderne roterer mellem la- ger- og logistikarbejde og mere handels- og kontormæssige opgaver.” I den foreliggende sag gør der sig det særlige forhold gældende, at de indklagede allerede driver et internetlager i Brøndby med salg af dagligvarer, hvor det er aftalt, at arbejdet er omfattet af Lager- overenskomsten. Aftalen herom baserer sig imidlertid fællesskabet på tiltrædelsesoverenskomster til Fællesover- enskomsten indgået med 3F´s lokalafdeling i formuleringKøbenhavn på et tidspunkt, hvor de indklagedes virk- somhed var lokalt baseret, og der har løbende været et stort behov for at supplere overenskomsten gennem indgåelse af lokalaftaler. Ordlyd At Fællesoverenskomsten ved de indklagedes indmeldelse i Dansk Erhverv Arbejdsgiver i 2017 blev afløst af Lageroverenskomsten, ses ikke at have ændret på de nævnte forhold. I hvert fald under disse omstændigheder kan det forhold, at arbejdet på distributionscenteret i Brøndby ifølge parternes aftale er omfattet af Lageroverenskomsten, ikke i sig selv være til hinder for, at de indklagede kan beslutte at lade arbejdet på distributionscenteret i Århus være omfattet af HK Funkti- onæroverenskomsten, forudsat at der er en tilstrækkelig driftsmæssig og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for saglig grund hertil. Efter det tidsrumoplyste om karakteren af de arbejdsopgaver, som udløser krav skal udføres på forskudttidstillægdistributionslageret i År- hus, og som skal kunne udføres af alle ansatte og på alle ugens dage, finder jeg, at det ikke kan kritiseres, at de indklagede har vurderet, at arbejdsopgaverne mest nærliggende henhører under HK Funktionæroverenskomsten frem for under 3F Lageroverenskomsten, og derfor har valgt at henføre alle lagerets medarbejdere under HK Funktionæroverenskomsten. Indklagede har imidlertid en pointe iDet følger af det anførte, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk heller ikke kan rumme forskudttidstillæggives 3F medhold, hvad angår den subsidiære påstand 2, og at de indklagede derfor i det hele skal frifindes. Hvad der har været meningen Parterne var enige om at tage denne tilkendegivelse til efterretning med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart samme virkning som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke en ken- delse i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændringsagen. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger var endvidere enighed om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Hver hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling be- handling og halvdelen af udgiften til opmand.opmanden. Sagen sluttet. København, den 5. oktober 2022

Opmandens begrundelse og resultat. Sagen angår betaling Virksomheden var organiseret som et selskab med begrænset ansvar, og ingen anden virksomhed har påtaget sig at indestå for rejsetid uden for den normale arbejdstid ved kørsel som fører i virksomhedens bildens forpligtelser. Efter ordlyden af den gældende Elektrikeroverenskomsts § 14, stk. 6, sidste afsnit, betales føreren ved kørsel uden for den normale arbejdstid med ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og overtidstillæg. Spørgsmålet er, om det, der skal betales, når den pågældende arbejder på forskudt tid, omfatter forskudttidstillæg. Indledningsvist bemærkes, at bestemmelserne i § 14 om betaling for rejsetid indeholder en mellem overenskomstparterne særlig aftalt betaling for rejsetid. Rejsetid Virksomheden er særskilt tariferetgået konkurs, og der er ingen midler i konkursboet efter virksomheden. En kendelse i sagen kan derfor således ikke føre til betaling af det krævede beløb. En dom, en faglig voldgiftskendelse eller anden endelig afgørelse af forholdet mellem om forholdet mellem medarbejder og virksomhed eller dennes konkursbo er ikke bestemmende for, om der er dækning efter lov om Lønmodtagernes Garantifond. Lønmodtagernes Garantifond er ikke bundet af en sådan afgørelse, men tager selvstændigt stilling til, om betingelserne for dækning efter loven om Lønmodtagernes Garantifond er opfyldt, jf. herved Højesterets dom af 30. august 2000 (UfR 2000.2283). Der foreligger herefter ikke en interesse i betaling, som kan begrunde, at sagen føres med henblik på en stillingtagen til betalingskravet. Det bemærkes herved, at det ved fortolkningen drages slutninger ud fra almindelige ansættelsesretlige principperhenvendelse til Lønmodtagernes Garantifond er muligt at få en afgørelse om dækning efter loven om Lønmodtagernes Garantifond, hvorefter transporttid efter omstændighederne anses som arbejdstidhvis ellers lovens betingelser og frister overholdes, og denne afgørelse kan indbringes for domstolene. Indledningsvis Det bemærkes endvidere, at udgangspunkt sagen for forståelsen Arbejdsretten med påstand om betaling af godt 5 mio. kr. og bod er ordlyden og den naturlige sproglige forståelse herafudsat på faglig voldgiftsafgørelse. Med den valgte ordlyd må parterne anses for Indklagede hævder, at have villet udtrykke det, de mener. Der skal derfor noget til for at nå frem til der ikke foreligger en anden forståelse. En naturlig sproglig forståelse af udtrykket, ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling”, indebærer den timelønsbetalingafgørelse eller aftale om behandling ved faglig voldgift, som ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timelønoverfører kompetence fra Arbejdsretten til faglig voldgift. Ved arbejde på forskudt tid må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet heraf, eftersom den forskudte arbejdstid efter overenskomstens § 7, stk. 6, 2. pkt., betragtes som elektrikerens ”normale fastlagte arbejdstid”. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes af, at det i overenskomstens § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid, er angivet, at rejsetid inden for elektrikerens normale arbejdstid betales med ”den for elektrikeren gældende timeløn”. Parterne er enige om, at ”den for elektrikeren gældende timeløn” ved arbejde på forskudt tid omfatter forskudttidstillæg. Parterne har forskellige opfattelser afDet fremgår ikke af Arbejdsrettens retsbog, hvad der ligger bagnærmere skal søges afgjort ved faglig voldgift, og det er uoplyst, hvad parterne i øvrigt har aftalt. For den naturlige sproglige forståelse Uenighed om, hvad der efter parternes aftale kan behandles ved faglig voldgift, er det afgørende imidlertiden uenighed, at der sprogligt ingen forskel er på ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” og ”den for elektrikeren gældende timeløn”som ikke kan afgøres ved faglig voldgift, jf. En forståelse i overensstemmelse med ordlyden understøttes også af, at samme formulering findes i den gældende overenskomsts arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 7, og en noget lignende formulering i § 10, stk. 2. Der er intet fremført ikke oplyst omstændigheder, hvorefter der knytter sig en selvstændig retlig interesse til en selvstændig stillingtagen til første led i klagers påstand, anerkendelsespåstanden. Sagen ses ikke at rejse spørgsmål om fortolkning, men om anvendelse af reglerne i Bygningsoverenskomsten på det faktiske forløb. Dette led i påstanden må derfor anses for et anbringende til støtte for påstandens andet led om betaling, betalingspåstanden. Det bemærkes herved, at parterne er uenige om, hvorvidt Dansk Erhverv Arbejdsgiver er part i tiltrædelsesoverenskomsten, altså om sagen falder under en anden forståelse af kollektiv overenskomst mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og 3F, og at sager om, hvorvidt der foreligger en kollektiv overenskomst, efter arbejdsretslovens § 9, stk. 71, end dennr. 4, parterne henhører under Arbejdsretten. På den anførte baggrund er enige om, for så vidt angår § 14, stk. 6, afsnit 3 om rejsetid. Forskudttidstillæg er efter formuleringen i § 10, stk. 2, ved en faglig voldgiftsafgørelse mellem parterne anset for omfattet af formuleringen. Der kan også her ud fra betragtninger omkonklusionen, at der skal aflønnes som for arbejde, argumenteres for denne forståelsesagen må afvises fra behandling ved faglig voldgift. Men også her er det for den naturlige sproglige forståelse afgørende imidlertid fællesskabet i formulering. Ordlyd og kontekst, overenskomstens indhold i øvrigt, taler således for en forståelse, hvorefter der skal betales forskudttidstillæg, hvis kørslen finder sted i forbindelse med arbejde på forskudt tid inden for det tidsrum, som udløser krav på forskudttidstillæg. Indklagede har imidlertid en pointe i, at der i 1971-overenskomsten § 14, stk. 6, var anvendt udtrykket ”den aftalte timeløn”. Taget på ordene er det klart, at dette udtryk ikke kan rumme forskudttidstillæg. Hvad der har været meningen med udtrykket ”den aftalte timeløn” er imidlertid mindre klart som følge af jævnføringen til § 9, stk. 6, med udtrykket ”den for den enkelte elektriker gældende timelønsbetaling”. Hertil kommer, at der ikke i 1971 var tænkt på forskudttidstillæg, da bestemmelserne om forskudt tid først kom ind i overenskomsten i 1987. Udtrykket ”den aftalte timeløn” udgik ved den redaktionelle bearbejdning i 1997, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring. Der foreligger intet om, hvorledes overenskomstparterne opfattede problemstillingen efter 1987 og frem til 1997, hvorfor redaktionel tilpasning kan forstås på mere end én måde. Et faktum er, at ordlyden i dag er, som den er, og det har den været siden 1997. Der er ikke under sagen fremkommet oplysninger om, at overenskomstparterne efter 1997 til i dag skulle have en fælles forståelse, som afviger fra den naturlige sproglige. Efter det anførte må der gives klager medhold i, at betaling for rejsetid efter Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det bemærkes, at der ikke ud fra formuleringen i § 14, stk. 1, om betalingen for arbejde, hvori der ikke er en henvisning til reglerne om forskudt tid i § 7, kan drages den slutning, at betaling for forskudt tid er udelukket ved rejse- og udearbejde. Bestemmelsen i stk. 1 indeholder alene en angivelse af, at betalingen for arbejde i form af rejse- og udearbejde i indlandet sker efter overenskomstens almindelige regler herom – henvisningen til §§ 9, 11, 12 og 13 kan ikke anses for en afskæring af tillæg for arbejde på forskudt tid. Indklagede har ikke haft bemærkninger til udformningen af klagers påstand. Det er imidlertid en forudsætning, at føreren arbejder på forskudt tid, og at kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9. Det findes rettest, at dette præciseres – som det mindre i det mere. Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9Sagen afvises. Hver part bærer betaler egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.