Opsættende virkning. Klagenævnet kan i standstill-sager (klagenævnslovens § 12, stk. 2 og 3) og i andre sager efter anmod- ning (klagenævnslovens § 12, stk. 1) tillægge en klage opsættende virkning, hvis særlige grunde taler for det. Betingelserne for at tillægge en klage opsættende virkning er efter klagenævnets faste praksis:
Opsættende virkning. Hvis en klage har opsættende virkning betyder det, at planen, tilladelsen eller dispensationen ikke kan udnyttes, før nævnet har truffet afgørelse i klagesagen. Bestemmelserne om en klages opsættende virkning er fastsat i § 5 i planklagebekendtgørelsen. Det fremgår bl.a. heraf, at klager over landzonetilladelser efter planlovens § 35, stk. 1, og afgørelser om ekspropriation efter planlovens § 47, stk. 1, er tillagt opsættende virkning. Kommunens afgørelser om andre forhold, der er omfattet af planloven og regler udstedt i medfør af loven, er således ikke tillagt opsættende virkning. Planen, tilladelsen eller dispensationen kan derfor udnyttes, mens klagesagen verserer. Det gælder f. eks. vedtagelse af lokal- og kommuneplaner og dispensationer fra lokalplaner og lovliggørelsespåbud. Planklagenævnet kan dog træffe afgørelse om, at en klage skal tillægges opsættende virkning, hvor særlige grunde taler derfor, jf. § 7, stk. 3, i lov om Planklagenævnet. Nævnet kan desuden træffe afgørelse om at ophæve den opsættende virkning af en klage, jf. § 5, stk. 1, i planklagebekendtgørelsen. Når nævnet tager stilling til, om en klage skal tillægges opsættende virkning, er der tale om en foreløbig vurdering, hvor der bl.a. kan lægges vægt på, om det er overvejende sandsynligt, at der i forbindelse med sagens behandling eller afgørelse er sket en væsentlig overtrædelse af den lovgivning, som 6 Bekendtgørelse af lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020 med senere ændringer.
Opsættende virkning. Klagenævnet træffer afgørelsen om opsættende virkning efter § 12, stk. 2, i lov om Klagenævnet for Udbud, der lyder: ”Stk. 2. Indgives en klage til Klagenævnet for Udbud i standstill- perioden, jf. § 3, stk. 1 eller stk. 2, eller i den periode på 10 kalenderda- ge, som er fastsat i § 4, stk. 1, nr. 2, har klagen opsættende virkning, indtil Klagenævnet for Udbud har truffet afgørelse om, hvorvidt klagen skal tillægges opsættende virkning, indtil den endelige afgørelse fore- ligger. Klagenævnet for Udbud kan kun tillægge klagen opsættende virkning, hvor særlige grunde taler herfor.” Betingelserne for at tillægge en klage opsættende virkning er efter klage- nævnets praksis:
Opsættende virkning. Retsvirkningen af appel kaldes opsættende virkning. Opsættende virkning medfører, at retsafgørelsen ikke har virkning før appelinstansen har truffet sin afgørelse. Se i øvrigt Appel.
Opsættende virkning. Indgivelse af klage til EMD har ikke opsættende virkning i forhold til den nationale afgørelse eller foranstaltning, der klages over, men med hjemmel i procesreglementets regel 39 kan et kammer eller præsidenten for et kammer enten efter begæring eller af egen drift henstille til parterne at træffe enhver foreløbig foranstaltning (»any interim measure«) som findes hensigtsmæssig i parternes interesse eller af hensyn til sagens behandling. I praksis træffes så- dan beslutning normalt kun, hvor der fremsættes begæring herom. Kompe- tencen er efter ordlyden af bestemmelsen ganske vidtgående, og henstillinger kan gå ud på såvel at træffe positive foranstaltninger som at undlade at fuld- byrde en afgørelse eller foranstaltning. I praksis er det klart den sidstnævnte situation, der har størst betydning. Antallet af anmodninger om opsættende virkning steg i en periode om- kring 2008-9 meget kraftigt, men i dag er praksis restriktiv. Anmodninger fremsættes via EMD’s såkaldte »Rule 39 site«: x00.xxxx.xxx.xxx. Procesreglementet angiver ikke nærmere, i hvilke tilfælde begæringer om opsættende virkning kan forventes imødekommet, men efter praksis er dette begrænset til sager, hvor der er »an imminent risk of irreparable damage«, jf. Storkammerafgørelsen Mamatkulov og Xxxxxxx 4/2 2005, pr. 104, der er om- talt nærmere nedenfor. Se i den forbindelse også daværende Præsident Xxxx- Xxxx Xxxxxx udtalelse om foreløbige foranstaltninger i immigrations- og asyl- sager af 11/2 2011, hvoraf det bl.a. fremgår, at domstolen kun afgiver henstil- linger i sådanne sager, såfremt den finder, at klageren udsættes for en reel ri- siko for seriøs, uoprettelig skade, hvis udvisningen mv. effektueres (»a real risk of serious, irreversible harm if removed«). Om praksis, hvor henstillin- ger anvendes, kan oplyses følgende: Det helt overvejende anvendelsesområde for henstillinger efter regel 39 er tilfælde, hvor klagen vedrører en overtrædelse af art. 2 eller 3 – i langt de fleste tilfælde i forbindelse med udvisnings- eller udleveringssager. Den ge- nerelle situation i modtagelseslandet er som det klare udgangspunkt ikke til- strækkeligt grundlag for en henstilling. Det kræves, at klageren har sandsyn- liggjort, at han eller hun løber en personlig risiko for behandling i strid med art. 2 eller 3. Henstillinger afgives normalt ikke i forbindelse med udvisninger eller udleveringer til andre medlemslande, idet klageren formodes at kunne opnå den fornødne beskyttelse mod eventuelle konventionsk...